Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Den stadige Stigen af Arbejdslonnen, hvori et saadant Krav havner, har
hidtil vaeret mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et maegtigt
Stod fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
Produktionsmethoderne, Nodvendigheden af at gjore den engelske Industri
Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
tilstodende gunstige Omstaendigheder bidrog til at gjore dette Opsving
endnu staerkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdommet var en industriel
Guldalder for Frankrig. Krigen medforte vel en uundgaaelig
Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
dodbringende Stod, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembod Betingelserne for,
at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
kjendt. Samtidig med, at Livsfornodenhederne bestandig bliver dyrere og
dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver storre og
storre, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
Arbejdslonnen yderligere kan foroges. Denne Hindring er den Konkurrence,
som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede staerkt fremtraadt. De
uhyre Landstraekninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjor det
muligt for en Kolonist med sine egne Haender at kultivere et ti Gange saa
stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
Havres Havn kan saelges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
lader de europaeiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
aabnet paa Kornmarkedet, er den i Faerd med at gjennemfore paa saa godt
som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslonnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
Foretagender var i Haenderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
vaere saa betaenkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
dem selv ved ikke at imodekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
nogen Maade lod sig gjore, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imodekommen mod den
arbejdende Klasse er ikke laengere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
store Industri var i Haenderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
Aktionaerernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Faerd med at forme sig i
Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nodvendighed og synes i
ethvert Tilfaelde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstodet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsaed, som hidtil har manglet, men som Omstaendighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionaere
Politikere blive for at gaa dens AErinde og derved om muligt fremkalde de
rorte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjaelp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum vaere i Stand til at holde den socialistiske
Bevaegelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklaerer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dommer Partiforerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bojet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stod
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, for det atter kunde losgjore
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Sporgsmaal som for Exempel det
irske traekke ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Sporgsmaalet har rejst
sig tilstraekkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjorelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstaendig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvaeltning og Spraengning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundssporgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke laenge blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den forste Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det rode Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kraefter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en okonomisk, ingen politisk Omvaeltning, der gaas imode. Det
sociale Sporgsmaal vil fremtidig vaere Indskriften paa de Rodes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Losning paa
Samtidens store Hovedsporgsmaal, men saalaenge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det rode Paris kunde bruge som Loftestang
for sin Agitation.

PAA BORSEN.

Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Borspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Braendpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Hojtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og saetter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
taette Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Traengselen. Vognene proppes paany Med en Behaendighed som
Akrobaten, der dandser mellem AEg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kaempebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Haerskare af Avissaelgere vandrer
omkring og raekker paa lange Staenger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voila le crime de
Boulevard Malesherbes! Voila la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernieres detailles! Voila le scandale de
l'Elysee! Voila, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Roverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede Oren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner naesten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjor Virkning som enkelte daempede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalaenge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man horer, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Hojde, draget ind i en daemonisk Sfaere, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke laenger
straekker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Borspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhaengere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Praester er ikke her en Kaste for sig af stive, torre,
forretningskolde Vaesener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svommer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og saetter Praeg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilvaerelses Indhold rummes i den ene Saetning:
_je vais a la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Lon end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu storre. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjore Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man vaere svaert i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Borsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvaer at foroge den aarlige Indtaegt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Sommene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage horte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmaendene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Maengdens Opmaerksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjoren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjonne, som der nogensinde har
vaeret. Men de gjor ikke naer saa meget Sprael som den store, guldrode
Borskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at vaere med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs nodvendigt at vaere med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne ma "gaa paa Borsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjaeftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvfolgelig ikke tager med i Betragtning.

I taette Stromme bevaeger da umiddelbart efter Frokosttid de Andaegtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Borspladshavet, men den faar stadig igjen Tillob fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtraengelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Ypperstepraesterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmaeglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De forste Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu for de
er standsede, og farter op ad den hoje Marmortrappe. Kun den skjonne Part
af de Andaegtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab vaeret altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spaendte Ansigtstraek ud af Koupevihduet og sender
forventningsfulde, urolige Ojekast op til den store Bygning, hvor deres
Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
staar paa Tavlen mellem Sojlerne, deres Sorgens og Glaedens Evangelium,
det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
gjor det lille Hoved ort, som Kjaerligheden gjorde det i de unge Dage, de
knap mindes laenger. Den breder sig ud over dem, denne daemoniske Larm, ud
over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
magnetisk forunderligt, overdovende, hvor fjernt og dumpt den end
klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer taetved En. Den har
over sig det Samme som Stojen af en stor, styrtende Fos inde mellem
Bjergene. Den er uhyggelig, denne Stoj, den klemmer for Brystet, den
jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og horer
og taenker.

Mellem Sojlekolonnaden, der lober rundt omkring Bygningen, og inde i
selve Borshallen er det mere end Stoj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke hores. Den
umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa taet, at der
ikke kan saettes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den hoje Borsbetjent i
sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Ojeblik
mister sin kolde, vaerdige Ro. Men de Andre horer ham ikke. Med funklende
Ojne og faegtende Arme, med hele Legemet i Fart soger de at arbejde sig
frem i Traengselen. Oppe fra Galleriet, der lober rundt omkring Salen,
seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemaeng, som en
titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Oret i smaa,
hemmelighedsfulde Saetninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevaeget Markedet er, desto
bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
Arme og med Haanden loftet som til Slag. I det naeste Ojeblik synes den at
skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Facon de
parler_, en af Borssprogets mange maerkelige Terminusser. _C'est un
Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
forstaar hinanden.

[Illustration: Kurserne slaas op paa Borsen]

Tummelen og Traengselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser saettes, og saa er det, man
i en Fart maa bestemme, om man vil kjobe eller saelge. Alle strommer til
_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemaenget naaer sit
Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og broler og river og flaar i
hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfaerd
i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevaegede Krisetider ofte gjaeldt. Men
det gjaelder ikke saa sjaeldent mere endnu. Efterdonningerne af Larmen
derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
selve Landets storste Interesser, der tages Bestemmelse. Som Borspladsen
er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefaerdsel, saaledes er
Pariserborsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun staerk,
naar den har Borsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
naesten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
Skaebne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Borsens Aversion mod hans
Finantsminister Allain-Targe. Med Rette eller Urette betragtede
Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
Borsudsendingene koldt og ikke ansaae det nodvendigt at lytte efter deres
Raad, erklaerede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populaereste Politiker
ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Borsen for Leon
Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjornesten. Det havde hverken
Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
store Borsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
Politik ogsaa; havde de tre Praesidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
som Borsen viste det, saa vilde dets Dage have vaeret talte, inden der var
gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
Sporgsmaal, saa er det forste Dokument, man raadsporger, Borsens
Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betaenkeligt paa Hovedet,
selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
er i Gjaere, fortraeffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
Landets Velfaerd Tjenlige.

Et saadant Faenomen vilde vaere utaenkeligt, hvis det i Borslivets Tummel
alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
Pariserlediggjaengeres Indtaegtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
Templet paa Borspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Haevderen af
dets Position imellem Staterne.

Det er under den tredie Republik, at Pariserborsen i Ondt som i Godt er
kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
til det maa soges laengere tilbage. Allerede det andet Kejserdomme gav
Stodet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
baere de med dette "vie surchauffee" forbundne Udgifter begyndte den
fornemme Verden allerede da at gaa paa Borsen. Saalaenge Adelen holdt sig
fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjondt de selvfolgelig
ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blaendet
af det tredie Kejserdommes Glands, fandt sig befojet til saa halvt om
halvt at laegge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
nodvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at haevde sin
Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
var forsvunden. Selve Hoffets naermeste Omgivelser oste af den nye
Berigelseskilde med fulde Haender. Millionen var en Stotte for Regeringen,
og den haedrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
fornuftigt og ganske hensigtsmaessigt at give de gamle rustne
Vaabenskjolde et nyt Overtraek af Louisd'or-Guld. Borsen gjorde ingen
Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den folte sig vel
endogsaa baade stottet og smigret ved, at man henvendte sig til den
derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forogedes, dens hele Liv fik Dag
for Dag under Kejserdommet mere og mere Vind i Sejlene.

[Illustration: I Borssalen Klokken Tre.]

Det er imidlertid forst under den tredie Republik, at den er naaet til
Hojden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
for den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilvaerelse.
Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
uudtommelige naturlige Hjaelpekilder strommede hele Landets Befolkning til
med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
Summer blev overtegnede tredive Gange i Lobet af en eneste Dag, man stod
i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
Beundring var Frankrigs Venner, med indaedt Misundelse dets Fjender Vidne
til denne overvaeldende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
selve Rigets Graendser kunde den ikke undgaa at vaekke Forbauselse og, da
Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtaegt. Man havde faaet
det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjore det fluktuerende var
bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
Milliardlaanene, man bod det nye Aflobsrender, og det og meget mere til
ostes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.

Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Borsens Tiltraekningskraft. Der
bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmaend har bestandig betragtet
deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
Formue. Man havde oprindelig nojedes med at forlange den som Resultat af
en Ungdom i ihaerdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Borsen,
forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
Millionaerer den naeste. Saadanne Exempler maatte nodvendigvis virke
fortumlende. Man begyndte med at ville vaere rig i Lobet af to, tre Aar,
man endte med at ville vaere det i Lobet af en Uge eller to. De alvorlige,
grundmurede Borsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
Spillet. Alverden spillede paa Borsen. Landets forste Slaegter gav Tonen
an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betaenkte sig ikke paa
offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
Borsen. En eller anden forhenvaerende Ministers Navn kunde ikke undvaeres
og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
Love, som kunde saette en Stopper for dette Uvaesen. Og mens
Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dor til Dor paa Samfundets
Hojder, traengte den samtidig ogsaa laengere og laengere ned i Dybderne. Den
traengte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
der saae deres Herre kaste Penge ud, skjondt de vidste, at han ingen
Formue ejede og Ingenting bestilte, de laerte snart at opdage den
uudtommelige Guldkilde og at ose af den selv. Portneren saae en skjonne
Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
Operationer, der gav saa magelose Resultater, mente han, maatte han dog
ogsaa forsoge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
store Summer, de vandt, til Urtekraemmer og Spaekhoker og Gronthandler, og
ogsaa de fulgte Trup. Og Gronthandlerne smittede Saelgekonerne, og saadan
i det Uendelige.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26