Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens So. Men det ser ud
omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
fine Lystslotte og pudsede Parker, Skraenter med Villahaver og ranke
Alleer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens blode Bugtninger
det ind med Romantik, allevegne ligger Kaempestaden i Baggrunden med
Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
slaar sine Ojne op i den hele Verden. Men det har et Saerpraeg her, som det
intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
i Elegancens skinnende Klaeder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhorerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]

I KAMMERET.

Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde vaeret opfundet andetsteds,
vilde Franskmaendene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
deres Behov. De traenger til at hore og hores. Forst i det talte Ord er
Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
at de har deres Styrke; forst det talte Ord virker paa Sandserne, og de
staar under Sandsernes Herredomme i al deres Faerd.

Men havde Franskmaendene gjort Opfindelsen, vilde der vaere kommen en hel
anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
akklimatisere den, maattet laempe den adskilligt. De har, om man saa vil,
oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
jaevn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmaendene kun ringe Sans. De
er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
Kjod og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
uden Forskjel, den gjennemtraenger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
med Franskmaendene. De kan i et givet Ojeblik passionere sig for en
Regeringsform, men ogsaa kun et Ojeblik. Saasnart de har den, onsker de,
at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behover at
tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
sorge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
sin uhyre Udbredelse, klemmer, hojst karakteristisk, de mest laeste
Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
for udelukkende at blive litteraere. Politiken spiller kun en Rolle i
Franskmaendenes Liv, naar den gjor Spektakel, naar den byder
Tilfredsstillelse for deres stadige Torst efter Sensation. Det forklarer,
hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversaettes til fransk
Behov. Den hedder i denne Oversaettelse Tribunen, og den har i den
undergaaet en fuldstaendig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesaettelse er det Forste, der springer i Ojnene, naar
man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
haever de Deputeredes rode, magelige, hojryggede Klaedesbaenke sig over
hinanden, med saa staerk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
op til Rummets halve Hojde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
Marmorsojler med Broncekapitaeler, der baerer Loftsplatfonden, hvor
Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Sojler og byggede
fuldstaendig efter Monster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjaelp af
Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
Amphitheater--tydeligt folge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
sige paa den maegtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
er en formelig Bygning med Etager, Trapper, taeppebelagte Afsatser,
Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
Overst throner i sin gyldne Laenestol Kammerets Praesident, omgivet af
Staben af Sekretaerer og ovrige Embedsmaend. Paa Trapperne farter
Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
Kjoledragt med Solvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Baenke, og midt imellem, bag
Talerstolens flatterende Brystvaern, paa en Plads, der er saa stor som et
almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
Salens Opmaerksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Praesidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Ojeblik,
han begynder at beskjaeftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
ham til den med uophorlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
hans Laengsler, Maalet for al hans AErgjerrighed. Thi Tribunen forer i
Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at laegge Evner for Dagen, der
anbefaler til en hojere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
og den naeste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat baerer
Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
Ministertabouretten, idet han saetter Foden paa Tribunens forste
Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme haende ham, der er haendet
Hundreder af hans Forgjaengere? Han har altid Exempler fra de seneste
Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
som en anden lille, brodlos Advokat omkring og holdt Taler ved Olglasset
og tog paa Borg paa Kafeerne, da han tilfaeldigvis kommer til at fore
Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
Partiforer, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
Slaegt med Skuespillerens. Kommer man lobende fra Gaden op paa Scenen uden
at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjor man ynkeligt Fiasco. Det
er paa Tribunen ligesaadan. Der sporges der meget mindre om, hvad man har
at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
Modstand, for Forstaaelsen kommer. De griber ikke ojeblikkeligt og river
med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
enkelt af Tilhorerne og praesentere dem saa paent paaklaedte som muligt,
helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Oret og kan
blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
tilborlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succes
ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se demettre"_ har han
styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
afgjorende Ojeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man laeser hans Taler,
forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man horer dem, forstaar man
dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
skiftende Udtryk, Ojnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
Auditoriet, faestner dets Opmaerksomhed ved direkte Sporgsmaal, lurer paa
hver af dets Bevaegelser og ojeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
for at stotte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
det Formen, det gjaelder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjobe til
Deputeretkammeret, vilde der vaere Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
Francs for en Plads, men der vilde ogsaa vaere andre, da man ikke fik dem
til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
Budgetsporgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
sidder en ensom Tourist og falder i Sovn efter forgjaeves Forsog paa at
gjenkjende de beromte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
Landvaelger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal vaere med til en
rigtig Fest. En tung Atmosfaere, maettet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
Ogsaa Amphitheatrets Baenke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
sidder der, gjor Orden i deres Skuffer, laeser deres Post, besorger deres
Korrespondence eller anstiller Tegneovelser i Lovforslagenes Margina. Men
Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
Nyhedsreferenter, gjor Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
endelig er bleven faerdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Hojst den Sagen
vedkommende Minister gjor Forsog paa at hore efter. Man har flokket sig i
Grupper og snakker hojt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
peu de silence, s'il vous plait,"_ Praesidenten dundrer i Kathedret med
sin store, gule Opskjaererkniv, et Par Saetninger af den ulykkelige Talers
Foredrag bliver horlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor laenge, taber man til
Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
Ender og Kanter af Salen. Praesidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
Klokken, men Utaalmodighedskorets Bolger voxer kun hojere derved. Han
bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjor et
Spektakel, saa almindelige Orer er lige ved at blive dove. Men de
Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Stoj.
Praesidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
gjore. _"Au vote! au vote!"_ broler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
hojere end for. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
gaar rundt. I Gruppemoderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Modet er tilende.
Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der
kjender, for de den naeste Dag laeser dem i Bladene. Den hele Forhandling
har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerpraesidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande seance". Det er ikke
fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Forst og
fremmest gjor naturligvis alle de Moder det, i hvilke man forsoger at
vaelte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det
franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere
bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning
behoves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande seance" stillet paa
Benene. Der udkraeves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede
Tribuneaktorer vil optraede. En meget almindelig Interpellation om et rent
ubetydeligt AEmne kan vaere nok, saafremt den blot giver Lejlighed til
oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar
Clemenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en
Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar
Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Hojrebaenkene, den unge
Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjaeg og de
altid ulmende Tendenser til Vesuveruption onsker at vide, hvorfor der er
bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax
en "grande seance" af allerforste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting
at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen saetter Lidenskaberne
i Bevaegelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk
Skuespil _a grand spectacle_.

Gjor den det, saa bliver Kammermodet en stor Pariserbegivenhed. Alverden
faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisorsvenden, der plager
sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
meget let lader sig realisere i klingende Mont, helt op til de fornemste
Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Praefektpost i
Udsigt som Doucor for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
forst og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
storre og storre Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
Hof i Palais de l'Elysee og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
Hr. Grevys Regeringstiltraedelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Praesidenttribunen
saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
finder det under sin Vaerdighed at vise sig der. _"Ca devient horriblement
canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
foruden sine Tirsdage i Theatre francais og sine Fredage i Operaen
egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermoder tilbage,
hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen folgelig enorm. Det er
aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan saettes i Gang for at
opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne vaere alle mulige
Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
"Hans Sal" har vaeret overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Storsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
skjondt Modet forst skal begynde Klokken To. Staerke Delinger Politi
traekker Kordon paa begge Sider og danner en Allee, gjennem hvilke Vognene
kan kjore ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
Traengselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
saa sige at de har vaeret med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
desvaerre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
Forfaerdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Raekke, vilde det
nye Toilettes Virkning vaere odelagt. Man vilde maaske ikke engang blive
opdaget fra Journalistlogen og folgelig heller ikke blive naevnet i
Aviserne den naeste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
Pluraliteten af Deputerede lader sig det vaere magtpaaliggende at optraede
standsmaessigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
der er _grande seance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
numereret. Kun de allerrodeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjor det
grumme nodigt, men de tor ikke risikere deres Popularitet hos
Tilskuerhoben paa Quaien.

Defileen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ praesenterer Gevaer, Fanfaren
lyder, Kammerets Praesident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
Sekretaerer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
Modet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
i Theatrene har man som oftest en lille _Piece de rideau_ til at aabne
med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
Endelig, lidt efter lidt, daemper den bolgende Uro imidlertid af. De
Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besaetter
Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det haende, at den fuldstaendig skuffer Forventningerne, at
den bliver en lang, alvorlig Styrkeprove med Tale efter Tale, hvori der
er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
Storm og Torden, uden vaesentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slaeber sig hen
efter Time, og man tor dog ikke gaa, thi det vilde jo vaere altfor
harmeligt, om det store Sammenstod indtraf netop som man var forsvunden.
I Journalistlogerne erklaeres Modet for det mest kjedsommelige, der
nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager naeste Morgen
den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvaere noget Saadant; man
vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande seance_ ret laenge kan holde
sig i Tomme. Der dumper en lille, bidende Bemaerkning ind, som bliver
fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
_"Silence au Mexique"_ broler et regeringsvenligt Medlem under vilde
Bifaldshyl af Majoriteten over til Hojre. _"Silence a la commune"_ svarer
Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
Praesidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen vaerd at anbringe sit _"Faites
silence."_ Man rejser sig fra sine Baenke, man flokker sig sammen i
Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny saetter derop med
Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hort. Tumulten kan vare
hele Kvarter ad Gangen, fore til personlige Sammenstod og Udfordringer,
fore til, at Modet forelobig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
mere af sin grande seance, end man egentlig onsker. Idealet er, at
Stormen kommer, men at den daempes igjen af en oratorisk Koryphae, der
behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
Lidenskaber som Baggrund og med den Spaending, som de saetter paa det Hele,
bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
stort Bravourslag afgjor Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
man vil have. Udviklingen kan gjerne traekkes lidt i det Lange, om det
skal vaere, med smaa skjaemtende Skjaermydsler, men Knuden maa strammes,
Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
forsonende, ophojede Losning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
hjem med Ro i Sindet, men bevaeget, loftet ud over det Dagligdags. Forst
naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
seance. Aviserne kan saa den naeste Dag med rolig Samvittighed skrive
Spalte op og Spalte ned om Modet, naturligvis forst og fremmest om dets
smaa accessionelle Sider. De kan vaere sikkre paa, at hele Paris vil sluge
dem med Opmaerksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Ojeblik, da den franske
Tribune bliver mere end et sensationsvaekkende Skuespil. Saadanne
Ojeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
tidt kan frembyde, saa tor det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
vanslaegtet fra sit store Ophav.

DET RODE PARIS.

Paa den venstre Seinebred, i en af de laengst bortfjernede Udkanter af
Paris, ligger der mellem faldefaerdige Ronner, i en mork, ubrolagt Gade en
lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
at naa i Droske. Bagved Skjaenkestuen med dens grontmalede Traeborde og
tilrogede Vaegge er der et storre Lokale, som af og til plejer at blive
brugt til Feter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jaevnligt i koreografiske
Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tonde, kan der
ogsaa til Nod stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophaengt en
vaeldig, med rodt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
udenpaa Skibe for at afparere Stod, og man havde dekoreret Vaeggene med
tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rodt Shirting, mellem
hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behaengt med rodt Toj og
ved Hjaelp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
Vaeggene stod der lange Borde af uhovlede Braedder, bedaekkede med grove
Duge og store Olglas.

Anledningen til alt dette var saare hojtidelig. Tro mod Traditionerne fra
den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
Broderskabets og Humanitetens AEra, som skulde brede sit Lys ud over hele
Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
festligt Sprog betod det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smorrebrod
paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var naeppe komne til Syne, for hele
Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
Kommunen!" Men Ingen taenkte paa at gjore Plads for de ankomne Gjaester;
sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, for
man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemaendene fra
Ny-Kaledonien var torstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemaendene var
AEresgjaester og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
reserveret Dor vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
ikke laenger var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
Bevaertningen ved at vaere imodekommende, aabnede Raekkerne sig, og
Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
hoje Raab nede fra Skjaenkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
aldrig endende Brol: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Folge saaes
Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoit
Malon, Guesde og andre forhenvaerende Kommunechefer. De tog Plads ved et
for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
Modet var fuldtalligt. Opvarterne praesenterede sig i Salen med
langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjaenkedes samt med store
Brodbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu hojere Hyldestraab
end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
stoppede endelig med deres Smorrebrod Munden paa Skraalhalsene.
Formandsklokken ringede; den hojtidelige Del af Festen tog sin
Begyndelse. Det var en uendelig Raekke af Taler, i hvilke Essensen dog
omtrent vedblev at vaere den samme. Ved det souveraene Folks Villie var de
overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Faedrelandet, fordi det
republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhaengere vilde levere det
kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
Kommunen igjen; naeste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun vaere smykket
med rode Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26