Fra det moderne Frankrig
R >>
Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 | 5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 |
24 |
25 |
26
Hos Republikens Praesident.
Hr. Jules Grevy er en rar, stilfaerdig Praesident, der ikke beskjaeftiger
Verden altfor forfaerdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet afloses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grevy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at vaere
inspireret af ham, tillaegger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man vaere ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nodt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjor saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke taenkes nogen mere hensigtsmaessig Praesident. Hans Ro
boder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
vaere til at leve i Frankrig for bare Politik.
[Illustration: Ankomsten til Ballet.]
[Illustration: Jules Grevy, Republikens Praesident.]
Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grevy virkelig
beskjaeftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyseeballer. Kunde han folge sit Hjertes Drift, strog han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
traekker det sorgelige Ojeblik ud saa laenge som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elysee; det er saa nodvendigt, at der gjores Noget. Grevy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjobes ind til det
forste Bal. Praesidenten for den franske Republik og Praesidenten for
Kjokkenet i Elyseepalaeet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmaessige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstraekke sig til Timer.
Kjokkenchefen forlader dem med stolt loftet Pande i Bevidstheden om den
AErbodighed, hvormed Leverandorerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjor sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sorgelig
Erfaring, at et Elyseebal koster mange Penge.
Naar Praesidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskraenke sig til at invitere
Familierne Grevy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjor Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfaeldigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu storre Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet naermer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Praesidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vaelten, der er ifaerd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke vaere mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
nodsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfolgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornaermelse af Gesandten, naar
hans Begjaering ikke tages til Folge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grevys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der fojes af Teltdug store Tilbygninger til Palaeet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale stoves af og befries for deres Mobelovertraek, de
Tusinder af Messing-Moderatorlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra overst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
naermeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den hojtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.
Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdommets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke laenger. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang naegtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
praesterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kaempemaessig
Karton af hvidt Glacepapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift laestes:
"Praesidenten for Republiken og Fru Jules Grevy udbede sig AEren af Hr. N.
N.'s behagelige Naervaerelse i Elyseepalaeet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemaerkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort magelos Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstorklaeder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtraedende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjorne af den smukke Glacekarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtoj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entreen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er traet og maet af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa haende, at man maa blive der laengere, end man
selv skjotter om. For at forebygge Traengsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Praesidenten, for at hans Gjaester skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyseeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevaegelse. I den forreste Sal, hvor Praesidenten og Fru Grevy
tage imod saerlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstodende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et Ojeblik, har man strax en
sortklaedt Lakaj med Solvkjaede om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
daempet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjotter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Dorstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to hoje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spaerrer
Doren. Vil Nogen fremad, traekkes Laeggen i den hvide Silkestrompe aerbodig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spaerrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubonhorligt "on ne passe
pas". Hele Palaeet, Stue, forste og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, for man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Traengsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene onskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjore den ellers foreskrevne Rotationsbevaegelse, blive nodt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, for han faaer banet sig frem mellem Raekkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.
[Illustration: Ved Buffeten.]
Forovrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevaege sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palaeet, hvor det er fornojeligt at vaere. Toiletterne opholde sig
ikke der; Traengselen er altfor umaadelig, til at de kan gjore sig
gjaeldende. Men Toiletter behover man i Paris heller ikke at gaa paa
Elyseebal for at beundre. Hvad der derimod traeffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede Ojne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at vaere paa Bal, Faenomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englaendere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlaendinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grevys private Omgangskreds, det vil sige af det aegte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Dotre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardlover. Men for Praesidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Dotre moder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglaede ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlaendingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Vaesener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lonnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfaere af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stonner, Hovedet vaerker,
Tindingerne banker i Feber, for Rotationsbevaegelsen er tilende, og man
atter kan traekke Vejret i de forreste Sale.
Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefaerd end dem. Forst
henad Et kommer Ballets store Maerkvaerdighed, og til den maa man aldeles
nodvendig vaere med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Traengsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militaer. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har vaeret saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Hojtideligt paa Faerde. Nu
kommer den, hoj og strunk og stram i sine lange Ridestovler, hvide
Benklaeder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Ojeblik ind, at det er Praesidenten, der gjor
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjaester. Men Hr. Grevy er
ikke saa pretentios. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og traenger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Vaerelser paa forste Sal, ser man en aeldre, graahaaret Herre
gjore Forsog paa at arbejde sig gjennem den roterende Maengde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjaester, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysee-palaeets Kjokken, den
kommer for at assistere. Maerkvaerdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjokken og Champagne
i Stromme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinaer
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyseeballer er de eneste, ved hvilke Gjaesterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvaer, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjor Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Oret, traekker de Silkelaeggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjaelper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at hore, som de gjor det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjore Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det laengere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Dore, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dor, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjokkenchefen
Bevaertningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trost, at de ved at staa opstillede saa laenge har erhvervet sig
storre Chancer for at faa deres Overtoj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyseebal ligesaa beklaedt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at vaere fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjaersildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Praesident og Fru Jules Grevy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Naervaerelse til denne Fornojelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Naervaerelsen saa
behagelig, at de saetter Himmel og Jord i Bevaegelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjore,
FORAAR I PARIS.
Den tyvende Marts skal ifolge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifolge gammel Tradition det forste Foraarstrae i
Paris staa med gronne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjobenhavn er Holbergs Trae, saaledes er det
her Molieres, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietrae
ligefor Indgangen til Theatre francais. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den forste gyldne Solflod
breder sig og svommer ud over Boulevarderne gjor han en Afstikker til
Traeet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Laengselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og folger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det forste dryssede, harpixfede
Skjael og ser det forste gronne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af AEgget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjaere Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vaere:
den skjonneste Stad i Verden.
Samtidig med Molieres Trae springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkafeernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Gronne og til det endelose Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysees i Raekke ved
Siden af Raekke, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de lovende Alleer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Bornene lober og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glaede over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Vaeddelobere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttraeer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
gronne Plaener, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Laengere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrojer paa og deres rode og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Haengepilens fantastisk-skjonne Hang af
lysgront Lov. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svaelger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Junilob er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.
[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]
Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sorger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sodt
Kjaeledaeggebarn, der dog traenger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjore sin
Sodhed gjaeldende. Det gjor de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Praesenterbakke. Den traenger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjonhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Klovermark eller ved Aalobet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og dromme
paa de rode Valmuer. Saalaenge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Sole og vissent Vinterlov under Skovtraeerne,
saalaenge Klovermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden hojst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Faerd med at smelte,
saalaenge har den kjaere Natur dog maaske en Smule for meget Slaegtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Naesen lober paa. Man skal vaere Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal vaere idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.
Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmaerket Dejligt ud deraf. Paa den forste Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfodelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plaenerne straekker sig gronne og tykke og
blode som Flojl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Taeppe; der er ikke et drysset Knopskjael, der har faaet
Lov til at ligge og saette Plet paa Vaarens jomfruelige Klaedebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
vaere der; de gule, fjedrende Stole staar paa Raekke og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og rode Ribes. Om den antike
Sojlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
AEllinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbaerbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladlov
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den forste Foraarsskjonhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjoreveje, med dets Fontaener, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.
De Fremmede er himmelraabende uretfaerdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, for den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder forst, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjobstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnod i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan vaere berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er faelles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.
Fra den Dag, da Foraarstraeet ved Theatre francais staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertraengselen og Stovet paa den
store Vaeddelobsdag ved Longchamps har staenket Banalitet over de fornemme
Alleer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver aegte Pariser-existens. En Promenade der horer til. Man kan bedre
undvaere Desserten til sin Diner, end man kan undvaere den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjaelder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne a la Louis quatorze med den vaeldige Fadding vuggende
sig paa Kaempefjedre og med de silkebestrompede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koupe, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens Ore og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjonhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstaevnet.
Fremmedkolonierne folger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Saeson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vaelter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilvaerelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tojlerne, og hele Strommen af Kjoretojer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjor _le tour_, den verdensberomte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Traengselen er
for taet, kjorer man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsos Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Raekker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlaengdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjorer selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-a-vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevaeger man sig fremad til Enden af Soen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allee, men denne anden
Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjaelder kun
den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
igjen, ind i Traengselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
paa urette Sted, en Bevaegelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem saette
Plet paa Ens gode Navn og Rygte.
Landskabet selv er som denne luxuose Ramme omkring det. Det kunde males
paa Bagtaeppet i en Feeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
der kan udtaenkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
spejlblank So med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaoer, der
romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen haenger ud, saa at
dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
Bosketter og blode, gronne Engskraenter, hvor de hvide Sommerfugle leger
Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alleer og de sarte
Akacielunde og de lange Plaener, der ligger saa rolig, som om de var
vuggede i Drom af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Lov og tegner
det igjen i Skyggerids paa Graesset nedenunder. Friskhed bestandig fra
Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Stovgran paa noget Blad, men smaa
Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 | 5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 |
24 |
25 |
26