Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Halvparten omtrent af, hvad der saelges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Laengsel, som
vi har det efter Julen. Laengsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Vaerksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--straebes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Oje. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautemagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandvaerkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og vaere glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brod. Den lille Rente, Rygstodet for de
kommende Aar, der spiller en saa vaesentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjaelp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sonner
og Dottre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjaelder da at finde paa Noget, som
kan faa Afsaetning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man stoder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der rober hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Nodvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Faellesnavnet
"articles de Paris", har forste Gang vaeret udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besogende ved Juleboderne, aner gjennem de forste,
primitive Forsog, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de saetter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sorger for, at han kan
fuldkommengjore den, og naar saa den naeste Decembermaaned kommer, saelges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautemagasiner for siden at
gjore sin "tour du monde". Desvaerre, det er saa ikke laengere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjaeftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brod har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til naeste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalaenge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Traengsel uden Ende paa Boulevarden. Men vaerst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig fore viljelost med af Strommen. Hastvaerk gjaelder
ikke. Paris har intet Hastvaerk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver forste og anden Juledag
baade Matineer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornojelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Traek af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kafeer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpraeget
Fornemmelse af, at man gjor ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalaenge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Cafe Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kafeer, er Millionaer, men
hans Son staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noel Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' beromteste, gjorde han sig til
Overgarcon i Lokalet. Storsteparten af Paris's Handlende horer til ganske
den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-a-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
haes for at anbefale en AErmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa soger Juveleren ligeoverfor at drage Opmaerksomheden
bort fra dette Raab ved at saette elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Paerer saa store som Graeskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbaer og Ferskener. Gjor en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehoje Orangetraeer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjobe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris modes i Stimmelen, fores nogle Minutter med af den samme
Strom og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festklaedt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjoglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kaempekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjonneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er iovrig naesten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Forst "Midnatsmessen" og den efterfolgende "Reveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsommer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Saerlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endelose Traengsel ikke vaere Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen vaerd at hore. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre staerkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Reveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Maengde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kafeer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Reveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, for Solen er staaet op den naeste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
taet. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefaerd, der existerer, men
Julenat horer der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
traengselsfyldte, tumlende, straalende Paris laenges Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Faerdselen og
Livet, som spaender hans Handlekraft, paa Kafeen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Oje spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog naermest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige saerlig paa den forste
Dag af det nyfodte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder taetpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetojs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjore Indkjob af "Etrenner", at ikke
engang et tripleret Saelgerpersonale kan tilfredsstille Begjaeret. Alle
Markedsbarakkerne saetter det bedste Ben foran for at tiltraekke sig
Opmaerksomhed i den extraordinaere Stund, da hver aegte Pariser er i
Spendeerhumor, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed soger at folge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Facade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetojsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting saetter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketraengsel og den
oredovende Stoj hvaelver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
maettet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfaerdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Vaesen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjondt det under almindelige
Forhold er principmaessigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Fraekhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver forste Januar kvaeler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Haerskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug forer en lyssky, underjordisk Tilvaerelse i
Forstaedernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan praesteres af affaeldige Oldinge, Spedalske og udmagrede Dieborn.
Har Familien det normale Tilbehor af Lemmer, Ojne, Naese og Oren, saa
soger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjore Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjaelder at gjore sig til
Blinde eller Kroblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrobeligheder blottes og stilles til Skue, de vaerste Pjalter, man kan
stove op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den solet ned i al Orientens
Smuds og Misere. De spaedeste Born vralter omkring og spaerrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og traekker Kjolen fra
det kraeftbefaengte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Flojter, Saekkepiber, Violiner, Harper og andre
Raedselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafe. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garconerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulort Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Kraemmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmaessig efter hver
Konsumation i Aarets Lob erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid hojlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducor i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kafeer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisorsvende, Handskejomfruer, Skraeddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mont. Det varer ved lige saa laenge som
Boulevardbarakkerne og laenger endnu tidt. For henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det naestsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der onsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor vaere om sig i Tide." Saaledes lod en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Academie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft maettet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester bolgede de Indtraedende imode. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden vaeret Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desvaerre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjonne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastvaerk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis forste
Indtryk vaekker de allerstorste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Maestro har loftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort stovet og fortraadt, saa skuffet og slukoret som det
er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde vaere ganske kuriost at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortaeller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har vaeret baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret taenker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres vaesentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Cafe
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som en Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis rode Skulderslojfer medforer saa maerkvaerdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstaendige Damer--naar da undtages Udlaendinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Maend.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smaglose som dekolleterede. Det er
nemlig ikke laenger Fashion for Fruentimmerne at vaere i Kostume. Hvad de
mandlige Gjaester angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekraemmersvend
ind at klaede sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhojet Taxt, og de
sorger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedvaerdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornojelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er domte til dette Traellearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnogne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretraekker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i forste Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Ol koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder forst, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefaerd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalaegger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiose Hensyn, som gjor
dem stramme og stive inden fire Vaegge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slaebende, blaserede Promenademarche, er
ojeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkafeerne har de Naetter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa draebende
kjedsommeligt der har vaeret paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kafeerne.

Man gjor i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal vaere
dod ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke laenger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.

Saerligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
Smaaborgerne maaske Aarets storste Festdag. For den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man ifolge Traditionen skal saette Maven istand til at kunne
staa imod de efterfolgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjor
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan taelles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kafeer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, for der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo laengere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjokkenet tages til Hjaelp, og hvor der serveres Gjaesterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slaebes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjodebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstaeder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Dognet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da taenke sig, hvilken Fest det maa vaere for
saadanne Vaesener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
taenke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvommer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsaettes ved Kafebordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa taet proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at traenge sig gjennem Menneskestrommen. Paa
de "store" Boulevarder er Traengselen i Aarenes Lob bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de paene Folk blev for blaserede til laengere at
tage Del i Lojerne. Men Karnevalslivet har naeppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjaekken los. Rundt omkring paa Gadehjornerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under hoje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornojede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblaesende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, folger af
sig selv, men Alverden er glad og fornojet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler naermest besogte af et Publikum af endnu
vaerre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstorste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Maengde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandvaerkerdottre kommer i de guddommeligst kejtede
Forklaedninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebornene
medindbefattede, med Ojne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebaerrode Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og en Nats Fester, om hvis overdaadige AEventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Haenderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra loste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til storre og storre Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende laengst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortaelles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-a-vis
Triumfbuen, hvor man unaegtelig kom Kleopatraskikkene ganske naer. Familien
Mackay horer hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempellose
Rigdom fra Solvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionaerfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjaester, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Naetter, ved
Hjaelp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med rode Flojls Vaegge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjaester friske Jordbaer, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Storer fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu storre. Istedetfor den ordinaere
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebaelter, Skaerf,
Torklaeder o.s.v., alle forsynede med et aegte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest berommedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Haelene paa ham. Jordbaerrene og Kotillonen bragte ham Sejren; naeste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent soge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renomme ikke skal
gaa flojten. Heldigvis for ham har han de uudtommelige Miner; de er snart
absolut nodvendige, naar man vil fore Hus i Paris. De primitive Tider, da
man nojedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for laenge siden.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26