Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

VINTERLIV I PARIS.

Klimaet

Der gives Laeger, som paastaa, at Paris til sine ovrige store og gode
Egenskaber ogsaa fojer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Saerlige Hojdeforhold, Dalstrog, gjennem hvilke Sobrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstaendigheder ved dens Beliggenhed gjor det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Laegfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dodelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favor af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrobeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjore deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det naesten ikke
kan taenkes andetsteds, udpraeget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulorte Stromper, som Gadesaelgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtraek, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets vaesentlige Saerpraeg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten traekker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i forste Ojeblik, naar man kommer udenfor Gadedoren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imode, maa stige op fra et eller andet
Kjaelderkokken, saa maettet kan Luften, vaere med lummer, unaturlig Hede.
Den naeste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stonner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kafeernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er folgelig inderlig
fornojet. Man pynter sit Foraarstojs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjorer i Boulogneskoven med lidt Pelsvaerk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjonne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan vaere alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De iforer sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at baere den stot til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjor det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Torklaede om Halsen af Frygt for at blive haese
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklaedende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skraek for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Faerreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklaede har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysees' Traeer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontaenens Iskrystaller. Og den store
Lediggaengerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergere. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at vaere noget Aparte, Noget, der ikke horer til. Klager man over, at
den gjor Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjaere Indfodtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Traek
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjor det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjaelper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjorselen, Leg med det Hele. Sneen spaerrer Faerdselen, Paris er den
forfaerdeligste Mudderso, der kan taenkes, lige til Regnen kommer. Forst
den kan gjore rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uforet staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtoj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Laere, det falder de
aldrig paa.

Saalaenge Kulden har varet, har de bundet Torklaedet om Halsen og slaaet
Kraven op om Orene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blaeser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtoj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjorer i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsvaerk og ler, naar man fortaeller dem, at det kan vaere akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjorne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlaendinge, der er paa Besog i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstorklaedet. Man ser i ti
Graders Frost en burnusklaedt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solglodende Augustdag. Jo laengere
mod Syd, desto mere haerdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Faenomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
forste Vinter fortraeffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjaere, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjor Forsog paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har vaeret ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man taelle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er maettet med nervos Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar baerer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjor man det, har man de allerstorste Chancer for at komme gjennemblodt
hjem. I December og Januar kan det desvaerre kun altfor grumme ofte falde
paa at ose sine otte og fyrretyve Timer i Traek, i November og Februar
horer det til Regelen, at der vaelter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtraengt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
faenomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer for reglementeret Tid, fordi de kjorer
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Dogn, da al Faerdsel var spaerret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtraengelig Damp, at der paa hvert Gadehjome maa
opstilles Politibetjente med taendte Fakler for at hjaelpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskvaerdig som saedvanlig; Paris er og bliver deres
kjaere Paris, hvor Alt med Djaevels Vold og Magt skal vaere fortraeffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes saerlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjaer; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svaert ved at kaempe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man saette et rodt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjorenhedsballer.

Hvori Velgjorenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortaelle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjornet af Avenue de l'Opera rejser der
sig to hoje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlaeggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den forstkommende
Loverdag gives i Hotel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Staenders Damer. Endvidere fortaeller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet horende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjor vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjorenhedens specielle Ojemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortaelle. Disse
Velgjorenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmaessig et af dem hver
Lordag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besog taler tydeligt nok for deres Hensigtsmaessighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det aegte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er naesten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begraendsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jaevne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Hojden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Hojden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Foraeldrene uden at falde med Doren ind i Huset kan
sporge dem, om de vil vaere Svigersonner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hoflig Maade Lobepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte AEgteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjorenhedsballerne virkelig gjor vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke paene unge Piger
af paene, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, aegte
demokratisk, som det sig hor og bor i en aegte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krollet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulort Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgront. Damerne excellerer i faerdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, naesten
altid tre, fire i Folge med en gammel, graahaaret og frakkeklaedt Papa.
Sode Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneojne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vaere fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa rode Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de rode Stromper.

Saa er der dem, der har rode Ansigter, rode Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, hojst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slaegtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drommes om og spares op til
Maaneder forud.

De foler sig naeppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
dromme.

Hotel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
maegtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsojler baerer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Flojl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vaevede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvaegge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Taepper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbaer og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshoje Kameliatraeer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfaere dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Vaeggene er Espalier af slyngende
Blomster, det hoje, hvaelvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Braender, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Traeer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glodende
osterlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvaegge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortsaetter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjaer blandes sammen til en underlig, solmaettet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og morkt resedafarvede Flojlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbaer, maegtige
Solvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knaebenklaeder
og Silkestromper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Ojne.
De er fortumlede, de lober Panden mod Spejlvaeggene i den Tro, at det er
Doraabninger, de prover det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tor
ikke danse paa det, skjondt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fodderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhojt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjor Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der folger ti, der folger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihaerdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dorene til det dromte,
forjaettede Land er sprungne op; de svaelger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at traekke Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig for. Det vilde ikke vaere blaseret, og for dem er Livets
hojeste Opgave netop at vaere blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slaebende efter sig Foden med de lavhaelede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Vaerdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrokenerne; men det er, fordi de
er for traette til at gide baere paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere traekke den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetraek, stopper omhyggeligt Guldkjaeden i Vestelommen, hvis
den haenger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjaede til Kjole--saetter Monoclen i det ene Oje, og
driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigeborn, vilde de uvaegerligt sige det Samme. Vaesener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler horer for dem ikke til
Kvindeslaegten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nogent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de gronne Borde, der horer de hjemme. De staar og ser
lidt forst paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den sovnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa aeklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstraette Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forlob forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjorlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slaebende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Laeber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nogne Buste skinner
blinkende frisk, saa Ojet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grod, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og lober de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og forst og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet ode og forladt med en enkelt trist Englaender hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Souper til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-faehig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrvaerkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dorene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne laenger
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjaede og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjorenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan taenke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornojet som en Dag ved de store
Lob. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det forst, har vaeret en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbojeligheder. Den er aegte parisisk, fuld af karakteristiske Traek, der
spejler Befolkningens inderste Vaesen, fremfor Alt fuld af store
Modsaetninger, som de netop horer hjemme i Modsaetningernes maerkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vaegge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glaede, de maa baere
den ud i fri Luft, for at den skal kunne traekke Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Saerpraeg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slaegt og Venner gjor ikke lange
Rejser for at vaere sammen, end ikke Julegaverne existerer. Forst
Nytaarsdag foraerer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Lobet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekraemmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har vaeret flittige Kunder.

Men Alverden maerker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og saerlig hver af de tilstodende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt horer med til Paris, deres "fete
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Straekning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Traeboder. Paa det mest befaerdede Strog,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa taet ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Traeerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
hoje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skraelle Gulerodder med, en Plade til at saette paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Vaerktoj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptraekker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtoj,
paa hvilket Saelgerne soger at vaekke Opmaerksomhed ved med haes skrigende
Stemme at praesentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'eternite, dix
centimes",_ o.s.v.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26