Fra det moderne Frankrig
R >>
Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 |
24 |
25 | 26
"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra
det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den
skjonneste af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden
havde man for sig Hojderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice
og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvo nedenfor En med sine
Pinielunde og Orangehaver, sine bolgende Vinskraenter, sine solbraendte
Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et
Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land taelles
ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan
gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!
Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som
var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og
alskens flagrende og summende Insekter paa Graestaeppet under et gammelt
Oliventrae. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus
op over en lille Stenskraent og gik paa Toppen af den i Kompagni med
Fyrre- og Figentraeer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en
gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terraenet nedefter med smaa
firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og
brogetblomstrede Bonnebuske, saa en Kile ind, der var brandrod af
Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltraeskroner skjod
sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der
flimrede ind mellem det lette Lov. Og helt nede endelig det blaa Hav, men
blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,
varmt, klart som blaa Pigeojne, hvori Ungdom og Kjaerlighed lyser. Det var
guddommeligt. Og rundt om paa Halvoen var der Hundreder af saadanne
Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men
Luften var saa velsignet ren og Himlen saa hoj og Alting saa eventyrlig
skjont, at man lod sig braende og lo af det kun og aldrig noget Ojeblik
onskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en
underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvo ode. Ikke en
Villa er beboet. En Maengde af dem maatte man kunne faa at leje for saa
godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke
Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider
komme,--man maa vaere Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.
Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer
og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berommelige
Fyrstendomme Monaco, det mindste, men det skjonneste og lykkeligste
samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre
Lande, det er ikke saa stort engang som en paen lille Herregaard, dets
hele Laengde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap
er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendommets constante Befolkning taeller
femten hundrede Sjaele, og dets Souveraen raader over en Armee paa Alt i
Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette
Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det
er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske
Idealister knap har vovet at dromme. Indenfor dets Graendser er
Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har
mindste Slaegtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske
Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvaere. Hvad
Menneskehjerner nogensinde har udponsket for at gjore Tilvaerelsen
komfortabel, findes her i sin hojeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar
det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har
een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager
Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har
en Allieret, som saetter den i Stand til at tillade sig alle
Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det
er meer endnu end Monte-Christos Skat.
Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt
Paradis skal vaere komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det vaere
nok saa dejligt, dets Skjonhed mangler det lokkende, pikante Element, og
det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,
Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i
Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et AEble,
siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det
moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en
Spillebank.
Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohojen,
bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og
Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Hojen, hvis Top det
kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med
deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,
Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin
blaa, skjaergaardsbraemmede Kappe som ingen anden. Man har ikke vaeret paa
Rivieraen, naar man ikke har vaeret i Monte-Carlo, det er som Apotheosen
efter alle Feeritableauerne.
Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjor sin Person
saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man saetter sig i Stemning
ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuose, Verden har, og man gaar ud
for at se og nyde. Men sandt at sige, denne forste Promenade bliver
sjelden lang. Ojet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil
forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait
paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og
man horer kun den. Man er nervos, man giver Varmen Skyld, saetter sig paa
Kafeen og tommer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets
Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrompede Dameben hopper ud og
farter op ad Marmortrappens blode Taeppe. Habitueerne kommer; altid
enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjorende
fortvivlede Forsog paa at synes nonchalente, men i Smug taellende
Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,
klemmende sig op ad Trappens Raekvaerk for at undgaa Taeppet i Midten, der
bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder hojere og hojere. Om man fulgte
efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne forst som sidst.
Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Raekker omkring hvert af de
gronne Borde. Men Alting gaar stille, douce og daempet. Kuglens Rullen er
den hojeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_
med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Ojeblik Rouletten
standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til
sig; med Taskenspiller-Behaendighed lader han mellem to Fingerspidser
Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites
votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin
Metaltraadskurv, saetter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,
sit System. Nervost regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_
markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne
trille hen over Taeppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair
sidder stot og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt faerdigt. _Rien
ne va plus!_ Kuglen spraetter atter rundt i den aandelose, spaendte
Stilhed, de Bageste straekker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.
[Illustration: Omkring det gronne Bord.]
Rodt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er
det, som det lod igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber
man ned i Vestelommen og traenger sig frem mellem Raekkerne. Man staar ved
Bordet, man saetter ud. Beskedent forst et Femfrancsstykke. Man vinder.
Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen
bliver, desto storre bliver Modet. Man prover "Hestene", saa en Karre,
saa et enkelt Tal. Man er allerede forlaengst ved Guldet; Sex og tredive
Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg
Herre, med rystende Haender og store; rodtunderlobne Ojne rejser sig. Man
tager hans Plads. Nervositeten er borte, man forcerer sit Spil, man
doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man
skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har
man alle Lommerne fulde af Guld.
Nu forst, i den friske Skumringskjolighed, gaar det rigtigt op for En,
paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blod
Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og
Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over
Haveterrasserne, Alt har man Oje for nu, og Alt saetter En i Begejstring.
_Un bon diner_ folger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes
med aegte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et
Par Guldmonter meer eller mindre, hvad gjor det! Man finder jo hvert
Ojeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke
havde taenkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlaessede Sal, i
Krydsild af Smil fra guldblonde Skjonne, ombolget af bedovende Duft fra
Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af
Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens
dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke
underlige, nye, sodt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i
Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous
sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantojne, som
man sad ved Siden af ved Rouletten. Spraenge Banken! Man leer af det
forst, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,
siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet hojere, naar vi var
bleven ved... ved Kaffen drofter man med den alvorligste Mine af Verden,
hvilke Midler der findes til at sende storre Pengebelob bort fra Monaco,
og hvilke Forholdsregler, der vil vaere at iagttage, hvis man en
Aftenstund skulde komme til at sove i Vaerelse sammen med en Million eller
saadan Noget.
Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjore _un petit coup_ om
Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man
holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karre'er og Numere uden
Forskjel, man behover ikke engang at dublere. Klokken Ti er man traet og
har nok. Man drikker en Flaske Moet frappe paa Kafeen, driver et Par
Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken
spiller, vinker saa ad en Vogn og kjorer sin Promenade i den vidunderlige
Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad
Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende
Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin
lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjoretour, det er en Drom, der fylder
hver Fibre med Vellyst. Man sover meget laenge den naeste Dag. Man har
Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" for
Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde
se lidt forhippet ud at komme for Frokost. Om man kjorte over Bjergene
til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren
raadfores. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal
proves idag. Man tager Carnet'en frem og undersoger den igjen; alle
Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som
vaelter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Raekkerne omkring
Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.
Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde onske, men ikke een
af dem svigter. Systemet holder; man taenkte det jo nok, men det er altid
rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.
Man gaar tilbage til Hotellet for at laegge Gevinsten af. Det er dog
bedst, man tager til Nice den naeste Dag; det begynder at blive lidt
aengsteligt at baere alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der
forskjellige Ting, man skal kjobe; Ens Garderobe traenger til at indrettes
paa det varme Klima. En Undersogelse af Monacos Boutiker foroger den
forelobig med det Nodvendigste: en Solskaerm og et Par blaa Briller; man
tager sig et Bad og kjorer saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er
uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og
Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes
Forstaerkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,
men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan
jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.
Om man stoppede og rejste og lod sig noje med, hvad man endnu havde i
Behold? Nej, det vilde vaere at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne
tjene en Formue, det gjaelder kun om at vaere sikker paa sig selv og holde
sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at
gjore det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nogle hos
Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa vaere saa uforsigtig ikke at tage
hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man
ikke bleven spraengt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa
den tolvte.
Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har vaeret "forsigtig" nu,
man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,
Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,
og man horer hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil
maaske, der ikke er ganske fri for at vaere en lille Smule fortrukkent,
rejser man sig. _Vous partez_? sporger den Guldblonde, der staar bagved.
_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec
plaisir_. Og hun saetter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,
der ikke kom. Kuglen spraetter og standser. _Noir, pair et passe_.
Naturligvis.
Man drikker den Aften ingen Moet, og man kjorer ikke over _la Condamine_.
Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men
Musiken gjor trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt
tilsengs. Man gjor det hverken i det lyseste Humor eller med de venligste
Folelser mod Tilvaerelsen. Men den naeste Morgen, naar man vaagner, er det
Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa
vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjonhed! Og hvor det
ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imode, som det vilde
sige: Nu forstaar vi hinanden, nu horer Du mig til. Man nynner et Vers og
klaeder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,
brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der
dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Forst nu straaler
Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Ojet er blevet
aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende
Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de
Paris"! Dog ligemeget--man har vaeret i Rivieraens Paradis, og bringer man
end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og
sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens
Sjael, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forode.
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 |
24 |
25 | 26