Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Vauclusedalen er fra Akvaedukten til det lukkende Bjerg, under hvilket
Kilden fodes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele
sit Lob gjennem den intet af Dybets Kjolighed. Det fylder den snevre Dal
med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den
hede Vind fra Sahara ikke kan baere nogen Sygdom ind til dens lykkelige
Beboere, og det gjor, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri
Himmel braender med hele sin sydlandske Kraft, den naermeste Bred ved
Floden til det mest velsignede, kjolige Opholdssted, noget Menneske kan
dromme sig. En Eftermiddag paa Graesskraenterne her med deres Tusinder af
metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer
paa de morkrode Valmuer, med deres Rosenhaekker, som spejler sig i en
stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Vaeddesang timevis uden
at traettes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle
Ungdomsdromme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis
Skjonhed vil folge En Livet igjennem.

Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i
Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,
som er den ejendommelig, naaer sin hojeste Virkning en varm Sommernat,
naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjor de vilde
Klipper dobbelt hoje og dobbelt imponerende og glider med sine
hemmelighedsfulde, blode Skygger ind mellem Buskadset langs den summende
Flod, fortaettende Traeernes Lov, forvandlende hver lille hvid Kaskade til
et blinkende Vaev af Guldfiligran og bredende over Alt sin naesten
aengstelig drommende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno
sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar
Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende
Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet naermest omkring
Kildebassinet ligger i Morke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette
sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at lofte sig saa hojt i Vejret,
at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,
her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra
Afgrunden man tydeligt kan hore--man kan umuligt staa her mellem dette
Kaos af vaeltede, nogne Klippeblokke uden at fole en Isnen gjennem alle
Nerver, der naesten knuger En til Jorden af Raedsel. Men seer man saa
nedefter over Dalen, forbi Skraenterne med de stille, sorte Cypresser og
deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over
det i Maaneskinnet naesten solvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de
takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike
Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til
den blanke Flod og dens taetbevoxede Bred--hvilket forunderlig blodt, med
Drom og mild erotisk Nattestemning maettet Landskab moder man da ikke i
Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem
mellem de hoje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Haengepilens
Lov og bliver, idet Vandet leger med Traeets Grene, til en Guldregn af
hoppende Blink, den skinner paa Laurbaerbuskenes blanke Blade, saa de
tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt
Solvmor, og laengst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge
Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende
Mollehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det loftes op, funkler
som et Hav af Diamanter.

Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem
har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser
endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille
Plet med aarhundredgamle Laurbaertraeer og en Luft, som Tusinder af Roser
og Jasminer maetter med naesten bedovende Vellugt. Der er saamange Digteres
Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste
Interesse, fordi de Intet fortaeller om de Stemninger, der har paavirket
Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa
Klippeskraenten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til
Sonetdigterens Sange. De kunde vaere blevne til ogsaa uden nogen Laura,
men de kunde aldrig vaere skrevne paa noget andet Sted end netop i denne
snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.

Vaucluse, heureux sejour, que sans enchantement,
Ne peut voir nul poete, et surtout nul amant.

[Illustration: Vaucluses Kilde.]

Marseille.

Livet i Marseille er i Hovedtraekkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris
havde en Cannebiere, vilde det vaere et lille Marseille," siger
Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende
Muhamedaner tor paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans
Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal haende, rent
springer Guden over og gjor den skjaeggede Profet til ubetinget Numer Et,
saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjor
Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han
er stoltest af sin skjonne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden
Side skal det saa indrommes ham, at Marseille kommer lige bagefter.

Cannebieren er i Virkeligheden en ganske maerkvaerdig Gade. Man spadserer
ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man
har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det naeste Aandedraet fyldt
En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store
Boulevarder er for Paris, taenker man sig. Og saa finder man naesten ikke
engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa
hver Side. Man laeser paa Hjornerne, man sporger sig for; jo det er ganske
rigtigt: det er den vidtberomte Cannebiere. Der er saa uhyre Meget, man
har taenkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det
selv. Ved Cannebieren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er
til at le himmelhojt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man
alligevel slet ikke foler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over
det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en
Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen
til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er traet, saetter
man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlaessede og med Lavrbaertraeer og
Springvande oversaaede Kaempekafeer og bliver siddende der timevis uden at
bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,
hvad!" Siden kjorer man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et
Gadehjorne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Saet gjennem
En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser
sig op i Vognen og sporger Kudsken, hvad det er. "Cannebieren" lyder
Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiere igjen. Og
Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den
Gadestump, som selv en stor By har Lov til at vaere stolt af. Hvordan det
gaar til, er nemmere at fole end at forklare, men den smitter
ubetvingeligt med godt Humor. Man har en Fornemmelse i den, som man trak
Vejret lettere.

Den, der kjender Paris, kan taenke sig Grundtraekket i dens Fysiognomi:
Boulevard des Italiens har vaeret Monster. De samme kolossale
Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til forste Sal
med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,
den samme Overlaesning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,
Trottoiret fyldt med Kafestole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle
Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende flojlsblodt hen over
Gadeasfalten. Kun Alleetraeerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden
bliver derved lysere og ligesom bredere; det Gronne har man nok af oppe
ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsaettes i lige Linie gjennem stejlt
stigende Alleer med maegtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,
man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved
Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjaere og
en Svaerm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og
bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det
storstilede Praeg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere
og Negere,

Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en
Sjael laegger Maerke til dem, men en Pariserlaps i Cannebieren vilde
Sofolkene udenfor Kafeerne ikke taale; han vilde vaere jaget vaek med Grin
og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.

[Illustration: En Kafe paa Cannebiferen]

Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere
og alle de brogede Taepper udenfor Husene rent har beruset den med
Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den taenkt; her maa jeg
indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebieren og
straaler og braender Burnusmaendene lige i Ansigtet, saa de drypper af
Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I
saamaend faa at fole.

Men der er forresten det at bemaerke ved det, at Marseille i Grunden ikke
er det gamle Evropa laenger, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man
staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklaedte, pjaltede
Lazzaroner og af brogetpyntede rige Osterlaendinge, Frugtsaelgerskerne med
deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jodiske Vexellerere i
deres aabne Boder paa Gadehjornerne ved Siden af Skriveren, der sidder
midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjaerlighedsbreve til de
smukke, brungule Marseillepiger, den exempellose Skidenhed i de gamle,
sorte Gyder, Alting fortaeller tydeligt nok, at man er paa Springet til at
drage ind i den skjonne, dovne, brogede Verden, der hedder Osterland. Men
Ingenting fortaeller det dog saa hojt som just de store, mangefarvede
Taeppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spaender sig ud fra
hvert eneste Hus i Cannebieren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes
Butiker, og de spaender sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv
de allerstorste, er Svobelsesborn imod dem; de naaer over hele Fortovets
Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tojer pranger i
alle mulige skrigende rode, blaa og gule Farvestriber. De Taepper er det
maaske, der allermest gjor Cannebieren saa festlig og fornojelig.

Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Stovlepudsernes og
Blomstersaelgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater horer til de
mest ejendommelige Traek i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner
faar sit Skotoj borstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader
det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjaeftigelser.
Men til Gjengjaeld traeffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,
en elegant, magelig Laenestol, hvor man kan saette sig hen i Mag og laese
sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous
"vernisserer", borster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af
Byens mandlige Befolkning lever af at borste Stovler, en Fjerdepart af
dens unge Piger af at sidde i hoje, blomsterfyldte Kiosker og binde
Bouketter og byde dem ud til det altid kjobelystne, forfaengelige
Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse
brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med
Farver og Fornojelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de
afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kaempestore
Bogstaver springer Ojet imode, hvor det seer hen. Den ene inviterer En
til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med
Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La
Platastaterne og Brasilien, en fjerde praesenterer den dampende Parketbaad
paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det
Uendelige. Det er, ligesom alle Graendser var slettede ud, som om man
havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.
Man flyver i Tankerne, man svaelger i Solskinnet, i Farveorgierne og i
Kafeernes kolige Sorbetter, man fylder sine Naesebor med Tjaerelugten og
sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa
Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man
foler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og
gladere tilsinds end paa en Kafestol i Marseilles Cannebiere.

Og saa er der det Udmaerkede ved Tingen, at naesten hele Byen har Noget
over sig af det Samme. Naturligvis ikke den aeldste, uhyre svinske Del;
men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer
de nye Kvarterer stadig baade i Storrelse og Rigdom. Marseille har ikke
flere Indbyggere end Kjobenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes
Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,
og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Faerdsel, et Kjob,
et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i
Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af
Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge
dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten staerkt stigende
op ad Hojdeskraenter. Det Parti af disse Gader, der ligger naermest
Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder
samtidig Platanalleerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og
bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have
yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt
luxiost i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allee med stille
Skovskjonhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser
man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra
"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med
kirketaarnshoje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontaener til
Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens
Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den
skjonneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er
Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra
Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glaede, maettet
med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.

[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]

Europas Paradis.

Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige
Menneskeslaegt. Alverden har efter den Tid sogt og sogt den tabte Edens
Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har vaeret i Forlegenhed
for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Ost og Vest,
saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. For Jernbanerne kom, kunde
det nu vaere en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var
navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den
Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og do salig i den Tro, at skjon som
den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er
svunden ind til ikke at vaere synderlig Andet end en paen Park, hvis store
Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,
gaar det ikke an laenger uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il
faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage
efterhaanden har besogt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt
et Ojeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der
hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.
Hvilket af hele denne Hob er det aegte, Skaberens Mesterstykke, Klodens
Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?

Sporgsmaalet kunde vaere kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa
heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har
Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjonhedsprove for
en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt AEblet
til den Vaerdigste. Dommen er inappellabel, thi den er faeldet med ufejlbar
Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en
enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst
og dale ned og saette sig til Hvile paa den, hvis Honning er sodest, det
er dem, der har overtaget den dommende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge
og Dale, Skove og Soer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til
Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og
pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og
Kjendelsen er bleven afsagt, AEblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig
at saette Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser
med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er
Kontrollen let; det aegte baerer fra Skaberens Haand et Maerke, som selv den
mest vingede Digterlyrik ikke kan gjore efter.

Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre
Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og
faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migraene af den
graatunge Vinterhimmel, der haenger lavt over deres Hoveder, saa daekker
man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang
af blomstrende Roser, man ligger i Haengekojer under Palmetraeer og tager
Solbad, man gaar omkring i lette Klaeder og lyse Farver og aander en Luft,
af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og
godt Humor. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.

Lunden er altid gron, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske
Violer, der gror modne Jordbaer ved Groftekanten i April, og store,
favnehoje Nerier staar som Alleetraeer og drysser deres Purpurblomster ned
over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa
Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa
kalder man det strax for Blaest og Storm, og dukker der paa den blanke
Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i
fem Minutter, saa er det et Faenomen, over hvis Forfaerdelighed hele
Paradiset korser sig Maaneder i Traek. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa
stille, at man maerker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin
Pragt, sine glodende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene
aander al denne Skjonhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et
Velvaerets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer
og Haver saaledes med deres Skatte, at man naeppe laenger veed, hvad der er
vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Vaerk. Det er ikke Adams og
Evas Paradis laenger, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er
adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore forste Foraeldre
har vaeret.

Som Folge af denne Fordringsfuldhed traengte selv Lyksalighedslandet her
til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjore sig gjaeldende.
Forst for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da
hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Son kom og fandt
det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;
Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,
Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og
har hentet Laegedom for Legeme og Sjael i dens varme, underfulde Straalers
Glands. Men den Menneskehedens Velgjorer, som fandt den, har Samtiden
halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en
simpel Stenstotte paa Paradisets skjonneste Plads, og den troer at have
gjort nok; En retfaerdigere Efterslaegt vil saette hans Navn ved Siden af
Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den
tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.

Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skraenter af Bjerge
og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,
at den hist og her naesten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en
Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille
allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Straekning af en
halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.
Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Graendse paa den
anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturneglige, omkring Nice
derimod praesenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.
Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og
vintertrist, at Livets Sondagsborn, de Lykkelige, som kun er fodte for at
nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de forste Sneflokke er
faldne, begynder Eliteteten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin
Flugt. Jernbanetogene, spaender deres polstrede Salonvogne for, og der
brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned
gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat
kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man
vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man onsker
bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet
er en Aabenbaring. Man gnider forst Ojnene og troer ikke, at det er
Virkelighed, det, man seer. Saadan, klaedt i de Farver, den Klarhed, det
Skjaer af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang for.
Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man
svaermede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har
gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Dromme
undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme
forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man foler
en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og saette
En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.
De folger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et
pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af
rodbrune Skjaergaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og
Agaver i hver Kloft; et Ojeblik staar det der i Solens Forgyldning, man
lukker Ojnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Haenderne som
paa Theatret, naar Taeppet gaar op for en Feeridekoration, men for
Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man
farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt
Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og
fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En
halv Dag staar man ved Vinduet og raekker Hals og seer og venter og seer
igjen. Man kan ikke blive traet af disse blaa Bugter, som man undertiden
kommer saa naer, at man naesten kjorer ude i dem, undertiden seer dybt nede
under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skraent, fyldte med Oer hist
og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af
Akvamarin, straekkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,
krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,
krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig maet heller paa disse blanke
Blade af Laurbaer og Oranger, disse Kaempekaktus'er i Klipperevnerne, denne
Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at
bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa
overdaadig yppig er den. Or bliver man, mere og mere or for hvert nyt Kig
ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man
er paa en Jernbane, man foler sig, som man var til Fest.

[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]

[Illustration: Pare de Monceaux]

Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,
hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.
Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme
Lakajer med rode og blaa Knaebenklaeder staar i lange Geledder, Ekvipager
holder ned over Vejene i Raekker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit
Hovedtoj pyntet med Blomster, selv Fyrboderen, der kommer og pudser
Waggonens Dorgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornojede Ansigter,
Sondagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen
Solskinnets Glands, dette Solskin, som man foler man kan stole paa og
give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og
forsvinder forst, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,
straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det
hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme
Ojeblik man saetter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den horer
forst op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.

Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i
et Par Maaneder har da den fine Verden sin Saeson her. Naturligvis er her
paa den Tid praegtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det
er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver
Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan
det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar
og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre
pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i
dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet
Moment, som spiller en Rolle. Saalaenge Saesonens Publikum huserer her, maa
man vaere lidt i Slaegt med Millionens Verdener for ikke at fole sig fattig
mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, fojer
Paradiset til sine ovrige Herligheder ogsaa den at vaere det billigste
Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem
Nice og Cannes en lille Halvo ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap
incomparable har en provencalsk Digter dobt den. Vi var et Par Danske
engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi folte det
som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjondt det var
lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu
Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige
Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstaendig tomt og Folkene
aldeles konsternerede over at faa Gjaester paa denne Tid af Aaret. Hele
Huset fra overst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel
med alt Tilbehor--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om
Dagen, deri indbefattet fuld Fortaering, Frokost med fem, sex og Middag
med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor torstige Gane
begjaerede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den aedle
Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26