Fra det moderne Frankrig
R >>
Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 | 24 |
25 |
26
En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til
titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man
ikke er saa andaegtig, at man tilbringer Natten paa en Baenk i Kirken,
sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade
Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene
forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke
som Pilgrimme. Men de faar saa selvfolgelig ogsaa Lov til at betale denne
Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste
Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs
for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage
at onske.
Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende straekker sig over
et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil vaere med til
Hestevaeddelobene og Tyrefaegtningerne, der afholdes i de naermeste Dage
efter Processionen, strommer altsaa Pilgrimme fra hele det troende
Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre
den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,
Nedsaenkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har
imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til
Kirken for at foje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede
braender til Mariernes AEre, og da der er al Udsigt til, at man vil komme
til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en
Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien
begynder, er den iovrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den
andaegtige Forsamling har ikke ladet sig noje med de Baenke, der saa taet
som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,
saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Born oppe
paa selve Alterbordene, paa Praedikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort
sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa
eller sidde. Selv Sognepraesten er naerved at opgive AEvret, da det gjaelder
om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da
han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det overste Pulpitur,
viser det sig, at vi naeppe kan traekke Vejret der. Luften er aldeles
forpestet af Voxlysenes Os, Rogelsen og Uddunstningerne fra de mange
Mennesker. Der er ligefrem Fare paafaerde. Men Praesten er snarraadig og
redder vort Liv ved egenhaendig at slaa et Par af de naermeste
Kirkeruder ud.
Psalmerne til AEre for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer
fra Tusinder af fromme Laeber, som Begejstringen gjorde utraettelige selv i
denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte
en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele
Forsamlingen rejste sig, man horte en daempet Mumlen og saae dette
Menneskehav bevaege sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister
hoppede som Lygtemaend frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Ojeblik
efter herskede der dog igjen fuldstaendig Stilhed. Alle havde faaet det
Voxlys taendt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvaelvingen forvandledes til
et stort, morkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende
Stjerner. Rogelseskyerne blev bestandig taettere, der hortes en
hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de
Andaegtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i
Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene
og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, rode Kister,
bedaekkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var
blevne holdte svaevende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde
se dem, saenkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berorte
Gulvet, gav den laenge tilbageholdte Spaending sig Luft i et tusindstemmigt
Jubelskrig, og Alle, som stod i Naerheden af Koret, styrtede frem imellem
hinanden for at vaere de Forste, der berorte Relikvierne.
Alterklokkerne ringede, Praesterne messede, Smaabornene hvinede af
Fortvivlelse over Varmen, som var naer ved at kvaele dem, og Psalmesangen
begyndte igjen, hurtigere, hojere og vildere end nogensinde for.
Hvor laenge dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv
vaere betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de
fysiske Lidelser, et laengere Ophold i Kirken medforte. At Stimmelen
omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den
folgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at
rore ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Born, som var komne til
Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa
Kisterne og holdte der saa laenge som det tillodes; thi der var stadig
Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsogt af en Lidelse, sogte at
bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Saede, i Beroring med
Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af
Helgenbilleder, Bonneboger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa
Kisterne for at blive indviede ved Beroringen.
Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder
med for at kunne laegge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange
af Pilgrimmene lagde nemlig den storste Vaegt paa at kunne blive i Kirken
hele det hellige Dogn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som
ikke tog Sagen saa rigorost. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end
en Fest, under hvilken Andagten og Glaeden, gik Haand i Haand. De drog
omkring i Bevaertningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er
uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved
Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lod muntre Sange.
Derpaa aflagde de et nyt Besog i Kirken, og efterat de en halv Times Tid
havde lyttet til en af de Praedikener, som de tilstedevaerende Gejstlige
uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at
soge Adspredelse. Mange Grupper vandrede laenge omkring i den maanelyse
Nat, forend de sogte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse
Spadsereture alleslags Lojer og Lystighed, Men saadan er nu engang den
romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at
Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religios Betydning for disse glade
Mennesker.
Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den folgende Dag
havde dog ogsaa et hojtideligt Praeg. En kolossal Procession drog langs
Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifolge Traditionen
gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge
Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne
i deres Rosenkrans, medens de bad, og Maendene gik med nylig plukkede
hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,
medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide
Maager, som floj ind over Kysten, sogte af og til Hvile paa Fanerne. Der
var baade Skjonhed og Hojtidelighed i det Billede.
Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten vaesentlig til Ende. De mest
Andaegtige overvaerede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes
op paa deres Plads i Loftshvaelvingen og kastede sig i det sidste Ojeblik
over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat
sig i Bevaegelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til
Hjemmet og aflaegge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde
gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste
Gang var det isaer Sarah, som vandt Berommelse ved at helbrede en
Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,
og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget
Menneske kunde onske at vaere det. Naar man spurgte de troende Kvinder,
som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den
Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist
tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,
at Miraklet havde fundet Sted.
Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortaeller ved deres
Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,
Landsbypraesterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og
Tusinder af Katholiker foler sig herved yderligere befaestede i deres Tro.
Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var
nodvendig; intet Menneske, der virkelig horer vor Tid til, kan naere nogen
Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Sporgsmaal, om den franske
Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere
Skridt, end det er klogt og hensigtsmaessigt. Den regner med de store Byer
og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende
Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Vaerk, og
det kan et Pennestrog, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs
Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfaelde med Sikkerhed sige, at flere
Generationer vil gaa i Graven, for det lykkes at losrive Massen af
Befolkningen fra det Herredomme, som den katholske Gejstlighed
udover over den.
[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]
Oldtidslevninger i Provence.
Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra
Alverdens Egne oversvommer hver Krog af Italien, men til Provence kommer
ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige
Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af forste Rang
og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,
maerkvaerdige Byers Gader er Manden med den rode Baedeker under Armen saa
sjelden som en Grindehval i Oresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og
Oliventraeer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af
angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra
sine Vandfald og saelger sin Vin til en halv Snes Ore Litren. Det er for
saa vidt praegtigt, det giver dette dejlige Land et Praeg af Friskhed og
Ejendommelighed, der gjor det dobbelt fortryllende; over de gaengse
Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk
Urtekraemmer besoger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjonhed,
en Luft af noget Banalt, der stoder fra. Men det er uforstaaeligt
tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets
Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjonne, og dets aedle
Druer fuldt saa fyrige.
Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for
hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa
stor, at selv vor grinende Skepticisme andaegtigt bojer Hovedet for den
endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed
det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssaeums og Forum Romanums Ry er i
Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer
hjem fra Rejsen, skynder sig at fortaelle Naboer og Gjenboer om, hvad de
har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader
kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre
overvaeldende Rigdom.
Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede
Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af
dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af
Galliens Byer horte til de storste og betydeligste i den antike Verden.
Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde
dem Kampen svaerere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,
Staten var oplost, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der
allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle
Galliens Kultur under Barbarstrommen fra Ost. Dets Byer braendte, dets
Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge
Borge og Faestninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen loftede ingen
Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev
stort og beromt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets
Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye
Turneringer og nye Kampe, sank Gruset taettere og hojere om Levningerne
fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brod sig om. Hvad der i disse
lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa vaere uhyre, det, som vore Dages
fredende Haender har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os
tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.
Saerlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det
var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i
Sinde at gjore denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for
hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader moder man endnu Levninger fra
den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser
midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang
til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin
Trosse om en afbrukken Marmorkolos; hojere oppe ser man nogle gule,
forvittrede og af Solen braendte Taarne og Arkader, det er Levningerne af
Constantins Palads! Man sporger om Navnet paa den Cafe, hvor man sidder:
Cafe du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner
helt beskyggede Plads udenfor ligeledes baerer dette antike Navn paa
Hjornet, og opdager virkelig taet ved Levninger af det gamle Forum:
Granitsojler med praegtige korinthiske Capitaeler, Thermernes Facade o.s.v.
Man spadserer langs Rhonekajen og stoder snart paa Fragmenter af en
romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Faestningsvaerker,
der lobe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og
Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,
mellem hvilke den aurelianske Vej forte ind i Byen. Eller man folger
Strommen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig
pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til
hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med
fire klodsede Fodder og Laag ovenpaa, som der sagtens behoves en halv
Snes Mand for at lofte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne
Allee drager sig hen over det gamle Champs-Elysees, paa Romernes Tid en
uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
De smukkeste Marmorsarkophager er forte bort til Barberinimuseet i Rom,
til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,
hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i
selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa
den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dodes gigantiske Gade er
derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.
Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske
Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjobet naesten udelukkende fra
dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar
man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har
rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,
at der under Erkebispens Bolig findes det antike Praetorpalads. Men hvad
man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den praegtige romanske
Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at
vaere Byens storste Maerkvaerdigheder. Amphitheatret synes at vaere en hel
Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af
Marmorstatuer, Sojlekapitaeler, Urner, Smykker, Monter o.s.v., hvormed man
herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de storste
Mestervaerker; man har fra den romerske Tid, saaledes den beromte Venus
fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet
Venushoved, der maaske endogsaa i Skjonhed overgaar et hvilketsomhelst
antikt Billedhuggervaerk, men som desvaerre mangler Naesen. Mange af
Frankrigs store Kunstnere har forsogt at saette en ny paa, men de har alle
vaeret den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsoget igjen.
Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af
Scenen derimod vaesentlig kun to praegtige, kolossale Prosceniumspiller,
hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitaelernes nederste Stykker.
De giver en Idee om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom
Orkesterpladsens Udstraekning og Indretning er det vanskeligt gjennem de
opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjaeld
ser man derimod den antike Arena saa fuldstaendig, at den med en Smule
Fantasi staar for En i hele sin overvaeldende Storhed.
[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]
Den er efter Colossaeum i Rom den storste, man har. Da man i 1825 begyndte
Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte
fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse
bort, som i Aarhundreder havde fort en Parasittilvaerelse indenfor dens
svaere, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere
imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,
overfor hvilken vi moderne Mennesker maa fole os som rene Dvaerge. Gjennem
tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvaelvede Galleri, fra
hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper forer op til Tilskuerpladsens
tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for
Ridderne, den overste med henved en Snes Saederaekker over hinanden for
Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til
Arenaen, findes Saederne for Kejseren og hans Folge i komplet restaureret
Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og
rundt omkring den hele Etage lober med tresindstyve Adgange og
tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden
udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et
Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent
halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind
Tilskuere. Dets overste Raekke er nu borte, men naar paa varme
Sommersondage Arles' og Omegns Befolkning strommer sammen for at vaere
Vidne til Tyrefaegtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens
populaere Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind
Mennesker sig paa de gamle Stensaeder. Skinner Solen da med sydlandsk
gylden Glod ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig
skjonne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt
mellem Udskjaenkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste
Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og
Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og
stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte
i denne Gjenopvaekkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,
men ikke enestaaende. Ogsaa det naerliggende Nimes har ligesom Arles sin
antike Arena, hvor der holdes Tyrefaegtninger saa at sige hver Sondag om
Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjondt der boede to tusind Mennesker i
den, for den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er
bedre konserveret og restaureret. Man taenker endogsaa paa at saette den
ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nimes er i det
Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provencalske By.
Fremfor Alt har den sit Maison-Carree, den mest fuldstaendige Bygning,
paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i
Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa
godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive
kannelerede korinthiske Sojler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken
Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har
man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en
Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,
Ruinerne af Augustus' praegtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.
Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele
Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene
findes der Rester af Akvaedukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette
Land kommer ingen Rejsende!
[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]
Petrarcas Hjem.
Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et
frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og taetbevoxet med Morbaer- og
Oliventraeer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glodende Farver langs Vejen,
blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider
over de gronneste Egne af Provence. Men saa naermer man sig Bjergene;
mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spaender sig en
pittoresk Akvaedukt, under hvis hoje Buer man ruller ind, Skraenterne
bliver efterhaanden hojere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig
taettere, og taettere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,
gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvaedukten er ikke mere end en
hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer
det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstaendig lukket Kjedel
mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sonderrevne; paa Toppen af den
laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men
naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde
den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter
har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede
Borgruiner. Lidt laengere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med
dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rodligtbrune.
Sydens Sol braender paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld
Guldglands, vilde Figentraeer med deres store, fingrede Blade og de morke
Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke
seer en Fodsbred Jord, Skraenterne er bedaekkede med Olivenplantager, der
gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstroede Klippeblokke, hist
og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnoddetrae Skygge over en
romantisk Plet med Brombaerranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og
overst oppe vrimler det af forunderlige, morke Huler inde i Bjerget. Men
hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,
vilde Verden vaere oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er
en hel anden Ting, der gjor Vaucluses lille Klippedal baade skjon og
ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som
siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til
Le plus riant vallon qu'eclaire l'oeil du monde.
Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en
Kilde, hvis Vaesen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en
Afgrund under Bjerget, en mork, mysterios Grotte, hvis Bund Sonden ikke
har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en
Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig
ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere
dens bundlose Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det
aarhundredgamle Figentrae, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og
breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste
morkegronne, klare Vand.
Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens
Karakter og gjor den saa henrivende skjon. Fra Bassinet vaelter det sig i
hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, staerkt skraanende Flodseng
af store, med taet, brunt Mos som med et Flojelstaeppe betrukne
Klippeblokke, og fortsaetter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,
stadig afbrudt af smaa, solvhvide Fald, sit Lob langs Bredder, der kun er
smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste
i Verden.
Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbaerlunde laegger
Skygge og drommende Stilhed over gronne Lovpartier, lyse Mandeltraeer
sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabolger,
Haengepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig
maet, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet
spiller igjen under Morbaertraeernes Blade som hurtigt jagende, luftige
Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgron Plante med fint, takket
Lov, som bojer sig i den flygtende Rullen af Bolgerne og daekker Bunden
med et Taeppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,
gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at baere sig ad som Kvaeget,
der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svaelge i disse gronne
Planter. Skjaeret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder
blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnoddetraeet voxer saa
taet ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule
staerkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenlov, af
Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedaekkede Klippeblokke
bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er
Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af
slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjael, der funkler af
Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver
Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som AEdelsten til det
dejligste Smykke.
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 | 24 |
25 |
26