Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Sjaelen i denne Bevaegelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de
saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den forste
By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
over til at vaere ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
skjonne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne horte.
Den provencalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophort at flyde, selv
i den torreste Paryktid. Men forst i vore Dage er der blevet gjort Forsog
paa at iklaede denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
dets skjonne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
Akademiets Laenestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brod
som Boghandlere, Bagere, Landmaend o.s.v., samtidig med at de digtede for
Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
haft, levede og dode som Frisor i Agen; Reboal drev Bagerhaandvaerket i
Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
skaffet ham Tilnavnet Provences Beranger. De er ganske vist derved
personlig blevne mindre beromte, end de upaatvivlelig vilde vaere blevne,
hvis de som deres Landsmaend Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vaekke en
Opmaerksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjaeftiger sig med romansk
Sprog og Poesi; der holdes Forelaesninger herover ved tyske Universiteter,
og den nye provencalske Poesis Hovedvaerker findes i gode, af virkelige
Digtere besorgede tyske, italienske og engelske Oversaettelser. I selve
Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
Pariserbladene gjorde de provencalske Digtere forhadte gjennem
Beskyldninger for separatistiske Tendenser--laenge strittet imod og ikke
rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimee rent ud havde
erklaeret, at Provencaleren Mistral ubetinget horte til vor Tids storste
Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjont
og klassisk Vaerk som hans episke Digtning "Mireio" [*], er i ethvert
Tilfaelde denne Digter tagen til Indtaegt af den franske Nationalstolthed,
og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
Frankrigs literaere Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besoge ham og i Stilhed bringe ham en
Hyldest, som han tager imod paa den elskvaerdigste og beskedneste Maade
af Verden.

[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mireio", Navnet paa den unge
provencalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
indtager imidlertid en ikke mindre hoj Rang mellem moderne Digtervaerker.
Af begge Arbejder findes forskjellige Oversaettelser paa Fransk.]

Ikke faa af de andre provencalske Digtere, saerlig Roumanille[1], og
Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
William Bonaparte Wyse [5], der, skjont fodt Englaender, ikke har kunnet
fornaegte Kjaerligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
den sydfranske Befolkning, for hvem de naermest skriver. Inden ret mange
Aar vil maaske "Felibrene" vaere de Digtere, som fortrinsvis laeses. Deres
Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strommende Kildevaeld af frisk
og umiddelbar Poesi.

Notes:

[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Miougrano
entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounie"
samt flere storre episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]

De har forelobig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
deraf propaganderer staerkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
taellende mellem dem adskillige sydfranske Rigmaend og Notabiliteter, hvis
Indflydelse maa bode paa de tarvelige Vers, de skriver. Jaevnlig samler
disse Foreninger, der synes gjennemtraengte af en endnu staerkere
prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
Prisbelonninger, uddelte af den skjonneste Kvindes Haand. Man drikker
"Felibrernes Vin", den aedleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
hvilken et eneste lille Glas skal vaere nok til at fremkalde Begejstring;
man lovpriser i Vers og Tale det skjonne Land, hvor man bor, og dets
elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
Poesien og Lovtalerne. Men samtidig saetter disse Sammenkomster dog ogsaa
en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvoen til Hjaelp, og de
har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affodt omfattende
filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
blive et romansk Sidestykke til Littres Vaerk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevaegelse er voxet i
Vejret, efterhaanden som den har vundet staerkere og staerkere Tilslutning
hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjaerligheden til det
gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfolelse, der iovrigt
for Sydfrankrigs Vedkommende altid har vaeret staerkt udpraeget og ofte nok
historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Den bringer den naturlige Vedhaengen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjaer af
noget Helligt, som der ikke maa rores ved, fordi det er et af Momenterne
til at vise, at man er et saerligt Folk, der har Ret til at have sit
saerlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
selv Kvinder fra Byerne, gifte med Maend i fremtraedende Stillinger, stadig
bevarer denne Dragt og ikke engang laegger den af, naar deres Mands
Embedsstilling medforer en Flytning til andre Egne af Landet; den naerer i
sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var haedret og maegtigt,
en dyb Kjaerlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
svundne Tid.

Bevaegelsen har imidlertid ogsaa andre Folger. Idet Felibrene stiller sig
som Bannerforere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
ganske naturlig paa alle Punkter forer dem over i den Lejr, der gjor
skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
afsides Tilvaerelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rod
Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse traenger fra den
populaere Poesi, der i ethvert Tilfaelde er de lavere Klassers eneste
aandelige Fode, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
befaester den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbojelighed til
Konservatisme og Religiositet og udbreder saaledes mere og mere sin
stille, men sejge og udholdende Propaganda.

Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
Forbavselse moder nede i de rode Anarkisters Land. At en saa omfattende
Bevaegelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
vilde vaere hojst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
paa det ikke mindre iojnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
elsker og kaemper for, det er den, der staar som Repraesentant for alle de
Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
aegges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhaengere og Embedsmaend, og
det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjor Front mod denne
Statsmagt og efterhaanden overforer paa den al den intensive Forbitrelse,
der folger med Kampen for en virkelig Livssag.

Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt baerer til Skue, er de
imidlertid Sydlaendinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
de kommer da til at tilhore det politiske System, der er den bestaaende
Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
naermeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
Forstaeder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden naesten ikke
finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
store Antal Legitimister, som man traeffer paa, og det tilmed Legitimister
af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
dens Tilbehor. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
Cafe ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Torklaeder,
Bonderkonerne baerer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
indvaevet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
udpraeget Farve og med saa hvasse Artikler, at de naesten bliver barnlig
naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at vaere et normalt
og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Saersyn, at
der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man soge om
selv i Vendee og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terraen saa at
sige Dag for Dag, og der kan naeppe vaere Tvivl om, at "Kongen" nu taeller
sine talrigste og troeste Tilhaengere i Syden. Republikanerne er ganske
vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevaegelsen nede,
de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kafeer og forer
samtidig selv det store Ord saa hojrostet, at man paa Afstand kun laegger
Maerke til dem. Men netop det er det, der gjor Modstanden indaedt og
udholdende.

Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
Kampen for det nationale Sprog, gjores den Indvending, at der endogsaa
mellem Forkaemperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udpraegede
Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtraedende
Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
og anvendte sin Formue i velgjorende Ojemed, stillet sig temmelig
utilsloret paa Kommunens Side. Sporger man imidlertid de legitimistiske
Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Rode, faar
man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kaemper imod den
bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfaelde er
Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Rode vil omdanne
Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevaegelse
gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
paa en Losrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
til sin Ret, i Forbindelse med en foderativ Tilslutning til Spaniens
nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde vaere saare let at
underminere hele denne antirepublikanske Stromning, naar man blot vilde
gjore lidt Indrommelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Forere
er det ubetinget afgjorende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
Blomstring for deres kjaere Sprog. De slutter sig ikke til
Chambordpraetendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imodekommen mod
den romanske Sprogbevaegelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
ethvert Tilfaelde skjonne og hojt udviklede provencalske Dialekt, vilde
den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
moderne franske Sprog behover ikke at vaere bange; det er ganske sikkert
staerkt nok til at kunne taale Konkurrencen.

En sydfransk Pilgrimsfart.

Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man folte, at
Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde braende med aegte sydlandsk
Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Trae bevaegede sine Blade;
det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
maerker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefaengte Pust,
der kommer fra Sahara.

I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
ikke havde kunnet faa Plads paa Baenke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
havde lejret sig i lange Raekker paa Daekket, der var saa taet besat, at man
ikke kunde se den mindste Plet af det.

Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
i deres sorte Talarer, nogle Kroblinge, en del Folk, som falbod
Appelsiner, Brystsukker og Brod, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
rystende Haender knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigeborn.
Smukke var baade Gamle og Unge naesten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
Departement, isaer Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
Frankrigs skjonneste Kvinder, Graekere Romere, Saracener og Gallere, der
efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
Skjonhedstraek i Arv, som udmaerker deres Race. For Malere og Billedhuggere
er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefaegtninger eller
andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
Skjonhed er fuldt vaerdig til at foreviges af den storste Kunstner. Og
Nationaldragten, som endnu baeres af Hoje og Lave uden Forskjel, passer
fortraeffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
Skjort og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
laengst nede, hvor det ligger fladt til Panden.

Kvinderne sad paa Daekket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
Psalmeboger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
solbraendte Kyst, sang de i deres vidunderlig blode Dialekt, af hvilken
alle Konsonanter synes at vaere forsvundne, Egnens maerkelige Sange, disse
Sange, der klinger lige svaermerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
Madonna eller det dejlige Faedreland. Af og til lod ogsaa de bekjendte
Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
sacre coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget naesten uafbrudt.
Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Oje paa en
Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, naesten helt udyrkede O
mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
Pause af Sangen ombord kunde man hore Nattergalens Triller inde fra
Solvpoplerne naermest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de
trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar
Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdovede med
det Samme.

Den forunderlige Jubel, det varme Svaermeri, som aandede ud af Sangene,
havde ikke Noget tilfaelles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og
hurtige, naesten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornojet,
som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme
Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som
ikke indgod mindste Folelse af Skraek. Sangen kunde endog pludselig
afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen
blev, desto gladere lod Melodien, og desto livligere og mere fortrolig
blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide
langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de
sommerklaedte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest
op fra deres Lejr paa Daekket for med Jubelraab og viftende Torklaeder at
hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af
en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede
Taarntinde, som haevede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les
Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.

Traditionen fortaeller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobaei, gift
med Kleophas, en Broder til Tommermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til
Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere
andre Disciple efter Kristi Dod, og da Forfolgelserne imod hans
Tilhaengere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartoi uden Sejl,
Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var
ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Fort af Guds Haand kom
Fartojet uskadt til den yderste Pynt af Oen la Camargue, der tilhorte
Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste
de hellige Marier et Alter til Guds AEre, og paa det Sted, hvor det skete,
lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til
Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her
blev Maria Jacobaei og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere
spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved
Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Dod begravede i Kapellet,
hvor der selvfolgelig nu skete de maerkvaerdigste Mirakler, som bevirkede,
at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.
Istedetfor det lille Kapel opfortes allerede for det sjette Aarhundrede
en Kirke, der til Beskyttelse mod Soroverne forsynedes med
Faestningsvaerker og endnu i det Vaesentlige har bevaret sin antikke
Skikkelse. Den horer til de maerkeligste Mindesmaerker i det sydlige
Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong Rene lod den i det femtende
Aarhundrede gjennemsoge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens
Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,
at det var de aegte. Paven stadfaestede da ogsaa, at de vare authentiske,
og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestrae, som hensattes i Kirkens
Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstaendig udplyndret,
men der forsikres, at den nidkjaere Sognepraest forinden havde taget de
hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage
til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske
lignede de aeldre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads
i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange
Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.

For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstodelig fast, at
de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en
vidundergjorende Kraft, der isaer gjor sig gjaeldende paa det
laegevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed
fra den nyere Tid. Det synes at vaere et Faktum, at et Barn, som var
blevet bidt af en gal Hund og havde vaeret sygt i flere Maaneder, kom sig
igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Folge heraf er, at
alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i
Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la
Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre
Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanfore og
Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi
Kisterne har den beundringsvaerdige Egenskab, at alle Gjenstande, der
bringes i Beroring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes
Amuletkraft, og enhver Familie onsker naturligvis at have et saadant
Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,
hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten
over til den folgende Eftermiddag. Det gjaelder altsaa om at benytte dette
Dogn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,
kan Ingen faa Adgang til dem, forend der paany er forlobet et Aar.
Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke
misbruges. De gjor det saa strengt endogsaa, at da AErkebiskoppen for
nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses
ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Opror og tvang ham med ladte Gevaerer til
at afstaa fra sit Forlangende.

Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig
Landsby, som taenkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke
ovenikjobet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger
tilmed naesten i en Orken, idet hele den sydlige Del af la Camargue
bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besoger den
kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger
dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.
Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjor
Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Ojeblik udsaetter sig for at
lobe paa Grund, bringer andaegtige Gjaester i Masse til den gamle Kirke,
men Vejen over la Camargue bedaekkes af Hundreder af Vogne, under hvis
Laerredssejl Selskaber af Slaegtninge og Venner valfarter til Relikvierne.
Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke
mange i from Iver tilbagelaegger Vejen tilfods trods den braendende Sol og
gjennem usunde Sumpegne.

Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da
ogsaa et hojst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa
Borde, hvor der saelges Rosenkranse, Bonneboger og Krucifixer, Mairiets
Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for
Publikum, fra overst til nederst bedaekket med Glansbilleder,
forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues
Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for
Menneskeklynger, udenfor _Cafe de la Porte_, som paa en Gang er Byens
eneste Kafe, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjaester som
udenfor Kafeerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af
Huse, som udgjor den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af
Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt
bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved
en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.
Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige
Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben
ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele
Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26