Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Middagen, kommer. Ekvipagerne, som Kafegjaesten mellem Fem og Syv har
siddet og seet baere al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
Fodgjaengertraengselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
loser sig selv paa de Hjorner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
der er Efternolere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
hurtigere, Damerne er hort op at stromme ud fra Butikerne, deres
Toiletters brogede Luxus afloses af de smaa Arbejderskers sorte
Merinoskjoler, Avissaelgernes Raaben med de friske Aftenaviser dor hen.
Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalaenge Absinthtimen varede,
budt Trottoirepublikummet den hojeste Udfoldning af sig selv, men
Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kafestolene
gjor det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
Naar Absinthen ikke laenger kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
Boulevardkafeen det store Forlystelsessted, hvis Tiltraekningskraft
bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
Pariserfamilie af de jaevnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
fornojelig Aften, gaar den paa Kafeen, og har man Gjaester, er det naesten
uundgaaelig nodvendigt, at man forer dem derhen. I Hjemmet har man
hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
at vaere sammen. Om Selskabelighed inden fire Vaegge har den langt
overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
Kafebesoget traeder i Stedet for. Skal der vaere exceptionelt Gilde, gaar
man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysees, hvor Publikum
sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
den Fornojelse imidlertid for dyr. "_Entree libre_" hedder det vel paa de
fristende, illustrerede Kaempeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nodt til at bestille
her som paa enhver anden Kafe, koster til Gjengjaeld tre Francs. Det giver
Pariserne nodigt ud for at more sig, de er for forvaente med virkelig at
faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkafeen er Morskaben for dem
omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
betaler for sit Ol, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalaenge man
lyster. Kun Odelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
tomte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
ustandselig Raekke, Tiden gaar, uden at man maerker det. Man har ikke Behov
for Kafeens Varer. Livet, Tummelen, Luften, maettet med Boulevardens
Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjor En or. Naar man gaar hjem,
er det, som om man havde vaeret en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkafeens
Hemmelighed.

III.

For en stor Part af Pariserne indskraenker Kafeen sig imidlertid ikke til
at vaere Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
er for dem Kontor tillige, Arbejdsvaerelse, Modtagelsessalon, politisk
eller litteraert Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
gamle Traditioner. Garconen i den lille, historisk beromte Cafe Procope i
Rue de l'ancienne comedie paa den venstre Seinebred viser endnu med
Stolthed Gjaesterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
d'Alemberts, Crebillons og Mirabeaus Portraetter kiger ned fra Vaeggen og
fortaeller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrogede
Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
at sige hver eneste Kafe sin Biografi vaevet ind med beromte Navne.
Bohemeperioden var saerlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kafeen.
Naar man engang fandt dem dode paa et Tagkammer, i en Kasse med Boger og
Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopael var,
men lige til det Ojeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
Exemplarer af den gaar i vor nogterne Milliontid om som Spogelser, hvem
en driftig Impressario godt en skjonne Dag kunde falde paa at vise frem
for Penge i Folies-Bergere. Men deres Betragtning af Kafeen var altfor
aegte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
Nationaltilbojeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
Efterfolgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
destomindre er Kafeen vedbleven at vaere det Sted, hvor de med
Forkjaerlighed afgjor alle Forretninger med Omverdenen. De har en
regelmaessig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
opgiver de stadig "deres Kafe", naar man sporger, hvor de kan traeffes,
deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
aarvis, omgaas daglig, vaere Dus, uden at vide hinandens Husnummer.

Litteraere og artistiske Samlingssteder er Kafeerne tildels allevegne, men
i Paris er de tillige politiske. Under bevaegede Perioder er det dem, der
bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fodes der og udgaar
derfra. Gambetta og en Maengde andre af de Maend, der nu i forskjellige
Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
Kafeerne; har Kafediskussioner og Kafetaler som Basis for deres
Popularitet og deres Position. Under Kejserdommets sidste Aar var Cafe
Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
deres Samfundsomvaeltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
paa den fornemme Cafe de la Paix, der indtager Hjornet af Operapladsen og
Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
tro Maend og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madere_. Til daglig Brug
spiller Politiseringen ganske vist ikke en saa fremtraedende Rolle som i
Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kafeer ligefremme Krigslejre,
der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskraenker sig ikke til Demonstrationer,
man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
vinder en stor Sejr, haender det ikke saa sjeldent, at det uden videre
lukker det andets Kafe. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
passere i Paris; i det mylrende Kjorind af Fremmede og tilfaeldigt
Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kafeen
dens absolut udpraegede Farve. En Mazaringjaest vilde betragte det som en
dodelig Fornaermelse, om man bod ham et Glas Ol paa Cafe de la Paix, og en
Tortoni-gjaenger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne saette sin
Fod paa en af de fuldblods republikanske Kafeer.

Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
Pariserkafeer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
skvadronnerende Borsmatador har erobret Cafe Riche og sidder
selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
Boulevarden. Paa "Neapolitain" har hver anden Gjaest den rode Roset; det
er Kafeen for "les officiers superieurs". "Suede" samler Skuespillerne,
"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Cafe" de gamle Grundejere og
"Helder" de unge Levemaend. Af de Fremmede har hver Nation sin saeregne
Kafe, hvor de, som Tydskerne paa Cafe de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Saeder, at ingen
Pariser vover at saette Foden paa deres Enemaerker. Det er kun Nordboerne
paa "Regence", der er et saa fremkommeligt Folkefaerd, at de kan enes om
Kafe ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
Foruden for Theatre francais' Personale er Regence tillige Samlingssted
for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres saerlige Kafe, er
endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
Udodelige, der modes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfaeller paa
"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en faelles Interesse
forbinder, uden at de maa til Kafeen for at drofte den i Kompagni. Dertil
kommer saa Haerskaren af flygtige Turister. De er ifolge Sagens Natur
henviste til at leve paa Gaden og Kafeen, og de gjor det selvfolgelig
efter saa meget storre Maalestok, naar de kan gjore det med et saadant
Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
tiende Hus har en Kafe i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brod som
Skjaenkevaerter eller Garconer.

[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Cafe de la
Regence.]

Kafeens, saerlig Boulevardkafeens Publikum er imidlertid ikke
Indtaegtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
Partiet omkring Cafe Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
Fornojelsesetablissementerne spaender Gasguirlander med deres Navne ud
mellem Traeerne foran Kafeerne, driftige Skraeddere praesenterer paa
Husmuren ligeoverfor en lang Raekke komiske Laternamagikabilleder for at
faeste Opmaerksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmaend, der
soger at slaa deres Existens fast i Kafepublikummets Bevidsthed, fordi de
veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
fordojende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkafeernes Stole,
er Kildes til hele, deres Subsistens.

De er et saare karakteristisk Traek i den store Stads Gadefysiognomi,
disse altid tilstedevaerende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan maettes, hvordan de
stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Hojeste. Men
adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strompeskaft fuldt af
Guld og Solv, laenge for de opgiver deres halvt saelgende, halvt betlende
Zigeunerexistens paa Boulevardkafeerttes Trottoirer.

Alverden, der har vaeret i Paris blot en eneste Dag, kjender
Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
Kafebordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmaerksomhed, han er der strax
med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har naesten
Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
hvilket han i Tidens Lob har bevaeget sig Millioner og Milliarder af
Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spaendt aarvaagne,
halvt lurende Ojne.

I sit Folge har han en Haerskare af andre ambulante Handlende. Det er en
hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
foran en Boulevardkafe. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkafeerne er en
Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
Paris's Gadefysiognomi; maaske hjaelper ogsaa netop det ikke saa lidt til
Hjemligheden, man foler i disse Gader.

Fodt med Kafeen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
som saa, at intet Menneske gjor Ret i at odsle sin Tid bort, selv ikke,
naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjaesterne paa
Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belaerende
Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
sig strax og laegger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
nysgjerrig, rorer man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
Indrommelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
at afkjobe ham hans Sprognogle for to Sous; men lader man det
hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
Gestus eller noget Ojekast at give Interesse for det tilkjende, falder
heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
Smaasummer ind, og han veed altid ganske noje, hvem der har vaeret
nysgjerrige; kun de maa bode. Da Boulevardkafeerne imidlertid stadig er
fulde af Fremmede og andre debuterende Gjaester, gjor den Stumme som
oftest ingenlunde daarlige Forretninger.

Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
hvide Terryhvalpe og gronne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
hvide Forklaeder og deres glaserede AEbler stukne paa Pinde,
Stokkehandleren, Gibsfigursaelgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spaedt Barn paa Armen,
den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
Arm, hvilke Kunstvaerker han paa Grund af ojeblikkelig Forlegenhed onsker
afhaendede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjore
sig tilborligt gjaeldende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris
Repraesentanter. Hvert halve Minut maa man gjore Kaempeanstrengelser for at
slippe for at kjobe imiterede Uhrkjeder, AErmeknapper, Spraeldemaend,
Smaadjaevle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
deres Traehylster. Det er Altsammen faenomenalt billigt, men naturligvis er
Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfaerdeligste
Markedskram, Millionaeroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
Ringstativ, ude i Champs-Elysees klods op ad Ledoyens Restauration,
Kagekonens tag- og vindulose Bod ved Siden af Juvelerens
Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
intet Svaelg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
Svovlstikker til Salg paa Boulevardkafeen, kan om nogle Aar hore til
Verdens Matadorer, der behoves dertil i en By som Paris kun Talent og
Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
skjodeslost slynger sin Havannacigar ind under Kafebordene, efterat have
taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
Maaneder maaske--der behoves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
Naetter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
befaestet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
Boulevardkafeens ejendommeligste Menneske-Spurve.

Han kommer med de tidligste Morgengjaester og forsvinder forst igjen, naar
mellem Et og To om Natten den sidste Efternoler forlader Kafeens
Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
Spurvens skarpe Oje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, naesten
fredet om paa Boulevardkafeen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den taetteste Traengsel for at hente
sine Smuler under Bordene, der staar laengst inde, og Folk rykker tilside
og gjor Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.

Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
fra Boulevardkafeen med fyldte Lommer. En saadan Kafes Publikum paa en
enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa storre end mange Smaabyers samlede
Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
fortvivlet, jo storre den er, men den har ogsaa en uendelig Maengde af
Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
Ingenting, saa er Kafefortouget der. Meer end een Millionaer er begyndt
med at saelge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
forunderligt faengslende Udfoldning af sig selv.

[Illustration: Cigarstumpesamleren.]

[Illustration: Den provencalske Digter Mistral.]

BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.

Mellem moderne Troubadourer.

Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
naermer sig. Det forste Indtryk, Ojet faaer, er en stor, jaevn Flade, hvor
det Hele glider sammen i graesgron Ensformighed. Men efterhaanden, som man
kommer naermere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
aabner sig Klofter, det Graesgronne oploser sig i Hundreder af fine
Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt laerer at kjende.
Istedetfor den ubevaegelige, stive Maske, dannet af de historiske
Faenomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjaelelig
Bevaegelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.

Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa naert Hold tager
Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
taenker sig det kun befolket af rode Revolutionsmagere, en anarkistisk
Krudttonde, der blot behover at komme i Naerheden af en Gnist, for at den
skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
ogsaa at have iojnespringende baade folkepsykologiske og historiske
Faenomener at stotte sig til. Sydfranskmanden er en udpraeget Romaner,
siger man, letbevaegelig, letflammende, en Natur, af hvis sjaelelige Evner
Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Raesonnement. Han bliver
derved i de ydre Former--om end paa sin elskvaerdige Maade--et Stykke af
en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hotel-de-Ville-Erobringer og alt
Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
1789 har der ikke vaeret nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer ojeblikkelig
marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
Arbejderkongresser, de vaelger Kommunarder til deres Repraesentanter i
Kammeret, de stikker den rode Fane ud hvert Ojeblik, naar de kan komme
til. Og de gjor Alt dette med en Eclat, en Hojrostethed, en
Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
med en Folelse af at naerme sig det kogende Krater, hvorfra
Revolutionernes Lava altid har vaeltet op hedest og vildest, vil, naar han
kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
vil han traeffe baade Typer og Stromninger, som passer ind i de
konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
Fantasier. Men han vil ved Siden af det rode Spogelse, som han venter at
finde tilbedt af Alle, mode en Konservatisme af Kjod og Blod, fuldt
rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.

Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
Galliens hojtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
knust af de fremtraengende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
syntes der at stige en ny Fugl Fonix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kraefter, dets frie
Handelsstaeder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
gjor det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjonne Kvinders
Pris i dette Hjems blode, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
samler sig; den opfanger som et Braendpunkt alle Udstraalingerne af dens
Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
det sydfranske Sprog med en Glans, der naesten ikke er mindre end
tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
Kvindetilbedelsen, sidder i Hojsaedet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
universel Karakter.

Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
tidligere Barbarerne fra Osten har kastet sig over Gallien, Handel og
Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge laegges i Grus,
Troubadourerne bliver fattige og hjemlose, deres Sang forstummer, og med
den ophorer ogsaa Propagandaen over Verden for det skjonne sydfranske
Sprog. Selv fra dets Hjemstavn soger de nye Herrer at jage det bort: de
paatvinger Retsvaesenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
efterhaanden synker da Troubadourernes hojtudviklede, naesten
verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
ikke laengere har nogen Literatur, og som kun tales af Bonder og Almue.

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
Forholdet vaeret saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
tilstodende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Praedikestol, det er ikke blevet
hort i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
I alle de sydlige Departementer, saerlig i de gamle Provinser Provence og
Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstraekning, at
mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
Praestens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjaerlighed af Byernes
dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
Haandevending at vaere absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
naegter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at fore sin tavse,
beskedne Tilvaerelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvraengt, noget Unaturligt, som umulig
kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
sejge Kjaerlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
Skjonhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
Bestraebelse for at haeve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
saa i hvert Fald dog til en jaevnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
Kultursprog.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26