Fra det moderne Frankrig
R >>
Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 | 21 |
22 |
23 |
24 |
25 |
26
[Illustration: Maalningen i Depotet]
Selvfolgelig har Depotet forst og fremmest sin Mandfolke- og sin
Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge
Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinaere
Faelleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer
Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store
Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den
socialt hojtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vaekke for megen
Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;
mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter
Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinaere Depotsal vilde i
Virkeligheden vaere en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefaengt Sted kan
man ikke taenke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med
Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmorkt, klamt og hyllet
i en Atmosfaere, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante
til Forstadsgydernes Huler. Man faar naermest Indtrykket af, at man er i
en uhyre Kvaegstald. Langs Vaeggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen
sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store
Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,
denne forfaerdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede
sammen som Sardiner i en AEske, og det haender ovenikjobet tidt, at
Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjaelp. Man kan taenke sig,
hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemodding. To, tre Gange
daglig, medens Fangerne fores ud i Gaardene for at traekke Noget, der
kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Stromme af Vand.
Men det hjaelper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde
Murene efter to Dages Forlob give sig til at spadsere alene.
[Illustration: Faellessalen i Politipraefekturets Depot.]
Det kan vanskeligt vaere anderledes. Hovedparten af Faellessalens
Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over
Hovedet netop de Naetter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover
de under Concordebroens Buer, mellem Teglvaerksovnene ude ved Barrieres
d'Amerique, i Champs-Elysees Busketter, naar der er Lovvaerk og varme
Naetter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og
Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og
naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,
vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest
i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for
Vagabondering; sogte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.
Paris lokker og drager saa staerkt. Fra det ovrige gamle Evropa vandrer
man ud; alle de uregelmaessige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan
finde Tumleplads i Hjemmet, soger hinsides Havet til den store,
ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig praesterer ingen, eller i hvert Fald
forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmaendene har nu engang Raedsel for
at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjogler deres Fantasi
dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og gronne Skove at tjene,
Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot straekker
Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store
Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer
bringer i Vejret, baerer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse
Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse
for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa vaere let at
naa ogsaa for alle Andre. Kunde man taelle dem, der Aaret rundt kommer til
Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behover at
saette Foden paa den parisiske Stenbro for at gjore deres Lykke, vilde man
faa et rentud forfaerdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de
kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik
over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire
Tusinde er Udlaendinge. Talrigst repraesenteret er naturligvis det naere
Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin
Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.
Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og
Norge har kun nogle ganske faa Repraesentanter, Island derimod hele
elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,
Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange
dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens
Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem
intet Andet at gjore end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed
og Hjaelpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de
Indvandrende ikke har denne forste store Betingelse for at lide Skibbrud,
selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste
Kraefter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brod i
Millionstaden. Livskampen er svaerere der end nogetsteds, Existensudvejene
ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.
De stritter imod saalaenge, indtil den vaerste Sygdom af alle: Trang og
Sult, endelig faar Bugt baade med Humor og Arbejdslyst og Kraefter. Det er
uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store
Vagabondhaer.
Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu vaerre og
uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Svaerdsiden er
Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden losagtige Fruentimmer.
Politiets Runder gjor ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en
altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Faellessal er i
Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske
tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken
og Flojlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set
Fruentimmerne med aegte Zobelskinds Pelsvaerk og Diamantsmykker til
Tusinder; forhorte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa
omtrent den samme. Faedrene samlede Klude, og Brodrene arbejdede paa
Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjaester i Depotet.
Det er i det Hele taget Massen af den store Haer. Forst og fremmest kommer
Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskraekkende;
saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Forste, man gjor,
at bringe dem et Brod. Den franske Justits har den humane
Betragtningsmaade, at enhver Lovovertraeder, den fanger ind, kan vaere
kommen i Konflikt med den som Folge af Sult. Den kjender sit Paris, den
veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende
Butiker segner Ulykkelige, hvis Dod, hvor utroligt det end klinger, ikke
skyldes nogen anden Grund end Hungersnod. Den veed ogsaa, at dens Depot
aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels
Familier, der er kastede paa Doren af ubarmhjertige Vaerter, vandrer om og
skjuler sig, hvor de kan komme til, saalaenge indtil Bornene begynder at
skrige efter Brod. Saa maa Moderens Raedsel for Depotet vige, og hun
melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfaelde til
Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Fode og Husly, indtil
Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop
denne dets Rolle som Forsorger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der
er dem, der i Grunden har Depotet til regelmaessigt Standkvarter og kun
fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der
fortaelles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har vaeret
anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu for han naaede
Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun
paa Grund af hans nomadiske Tilbojeligheder. Man domte ham, han sad sin
Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planlose
Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke
mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, for det fandt ham paany, gik
han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg
har hverken Existensmidler eller fast Bopael, det er bedst, I spaerrer
mig ind."
Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen
Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig
anholdes for Vagabondering, er Born. Hjemmet i Forstadshulerne er kun
altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa
lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Foraeldrene gjor
vel i Regelen ikke overvaettes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund
mindre at forsorge er altid saa Meget vundet. Det haender tilmed ikke
sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,
naar de falder dem til Besvaer. Hittebornshospitalerne, som vi kjender dem
fra de aeldre franske Dramaer, existerer ikke laenger i Paris, men Depotet
har erstattet dem.
[Illustration: Hittebornene og deres Vogter.]
Der er i det en saeregen Sal for Born, som Politiet har fundet paa Gaden,
og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de
horer hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De
stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa
staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres
Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Foraeldre
eller Paarorende skal komme og soge dem. Men i de ni Tilfaelde af ti
kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af
Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske
fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om
det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og graeder efter
Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjaebne.
Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde
det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at
spise hver Dag."
Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke
undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslaegtede: Oldinge i
Barndom, der er blevne samlede op paa en Baenk i Champs Elysees, Fremmede,
der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,
Gale eller Folk, der har gjort Forsog paa Selvmord og vaegrer sig ved at
love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt
med at foretage Arrestationer uden at vaere ganske sikker. Haender det i
eet Tilfaelde af Tusinde, at en sageslos Person bliver spaerret inde i
Depotet, er det Hojden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man
har havt et vaagent Oje med laenge, for man laegger Haand paa dem, eller
ogsaa Misdaedere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de
Anholdte horer til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle
Depotgjaester, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor
Faengslet, horer det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en
Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne
Sociologer er i Faerd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden
mange Aar vil den muligvis have fort til en total Omformning af det hele
Straffevaesen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde
Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;
men det maa siges til den franske Republiks AEre, at den ogsaa paa dette
Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De
forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet
end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's
store Faellesfaengsler, disse Laere- og Opdragelsesanstalter for
Forbrydelsen, er i Faerd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pelagie og
det forfaerdeligere Saint-Lazare, Kvindefaengslet, hvor alle de
Indespaerrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhore, blandes mellem
hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Bornefaengslet,
er allerede Cellesystemet indfort. Straffekolonierne er det naeste Skridt
paa Vejen.
Men det maa gjores snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal
viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig
Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet
det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens
Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags
Vedkommende, i de hojere er det ganske sikkert Borssvindelens Fristelser,
der spiller en vaesentlig Rolle i Forogelsen. Alverden er besat af Mani
for at gjore Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
det kun altfor tidt haenger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
naesten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
Herrer herind." Han har Ret; alle Staender er repraesenterede i
Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, hoje
Embedsmaend og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
har hort til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipraefekturets
Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misere.
[Illustration.]
[Illustration: Udenfor Cafe de la Paix.]
KAFE- OG GADELIV.
I.
Paris har mellem det Meget, der gjor den til en By _a part_, een Ting,
som Alle, selv de, der nodigst vil synge dens Pris, maa indromme er noget
Magelost: den har sine Gader. Man maa absolut Vaere skabt som en Kvaeker
for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvaekere mener jeg--, der
nylig kom over fra Hendes britiske Majestaets alvorlige Land for at
praedike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke vaeret fem
Minutter paa Boulevarden, for de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de maerkede, at Fristeren kom op
i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.
Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
jo ... saamaend, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
paa laengere Tid har vaeret i Kongens Kjobenhavn, taber Ens Blik let sin
kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
stille, lyse Sommernaetter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man foler
Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
paa En, gaar vaek; Livslysten begynder at krible, Humoret kommer op. Man
fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget AEggende i
Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som saetter Fart i En fra
Top til Taa.
Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstaendig saeregen Beskaffenhed.
Det er ikke blot Faerdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
Verdensstadskolorit, der gjor den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
bliver i det samme Ojeblik man saetter Foden udenfor Doren den eneste
Tanke, man har. At vaere paa Gaden blot for at vaere der, lader sig aldeles
ikke gjore. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Traengselen for at komme
frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
Stoj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
seer Ingenting, man sandser Ingenting, man foler kun Stimen, der er
bagved, man synes, den vilde vaelte over En og lukke sig og begrave En,
hvis man standsede, og man tumler da med i det rastlose Jag. Man gaar og
gaar og gaar og bliver forst Feberen kvit og kan traekke Vejret igjen,
naar man er ved Maalet.
I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Faerdselen er
storst, er der ikke noget Aandelost ved den. Folk har nok travlt hist og
her, men man laegger knap engang Maerke til det, de forsvinder mellem
Maengden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kafeernes
Fortougsstole, staar i Gadedore eller i Grupper paa Trottoiret og
passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
Fornemmelse, som om man var paa Fornojelsestour, for at hvile sig, for at
se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Ojnene rigtigt op og fylde
sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besorge Et
eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig los fra
den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Ojeblik
folt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har folt sig som i
en Salon, hvor man befandt sig fortraeffeligt, og hvor man folgelig blev.
Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vaegge, midt i Tummelen og Traengselen,
helst hvor den er allerstorst, der er der flest Incitamenter, som faaer
Blodet til at rulle hurtigere og saetter den letpaavirkelige Fantasi i
Bevaegelse. Man soger til Boulevarden; den er den store Faellessalon, hvor
hele Byens Befolkning strommer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
til Selskabelighed, hvor man modes med Lyst til at vaere sammen, hvor man
faerdes mellem hinanden med den elskvaerdige Forekommenhed, den Lethed i
Tilnaermelse, der er en ganske naturlig Folge af Bevidstheden om, at man
gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
fornojelige Toner over sig, den Glands af Glaede, den Hvile midt i Uroen,
den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
fortryller, den Charme, der gjor Pariserboulevarden til noget ganske
Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.
II.
Uhyre betegnende for den er dens Kafeer. De ligger Side om Side,
utaellelige naesten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befaerdede
Templekvarter, paa Straekningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssojlen, faaer
Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde vaere
latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
Bevaertningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
Pariserne var det mest forfaldne Folkefaerd i Verden. Nu er de imidlertid
tvertimod det allersobreste, der kan taenkes, og samtlige Kafeejere bliver
hovedrige Folk alligevel i Lobet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
Andet at byde deres Gjaester end de Varer, der skjaenkes ud. Kafeen er en
reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjorne i den store
Faellessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at vaere
det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
som Paris naesten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
sluttet Kreds kunde traekke sig tilbage for sig selv, mangler fuldstaendig;
hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
at sorge for Gjaesternes Underholdning har man heller ikke lagt Vaegt; kun
i de afsides Gader har Kafeerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkafeen,
ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsaetter sig ud paa
dette. Kafestolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
Kafeer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
Vaesentlige, Salene indenfor er naermest kun at betragte som et Slags
Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjaesterne kan
bilde sig ind, at de sidder i Torrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
naar den gaar over alle Graendser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kafeen i
Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriost.
Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
den aabne Vaeg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjaelderen
igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
Pariserne er ikke kuldskjaere, naar de blot kan faa Lov til at vaere paa
deres kjaere Gade.
Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kafeen halvvejs tom, vegeterer
med morgengnavne Opvartere og baedekerstuderende Rejsende. Allerede ved
Frokosttid begynder Gjaesterne at stromme til den i Masse. Den er i
Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
nodvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
Tiden til at kunne gjore en Rejse til den anden Ende af Byen for at
spise. Frokosten paa Kafeen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
Francs, og der gaar ogsaa der let en Time eller to med i Lobet Men
hverken de eller Pengene er spildte. Man traeffer den Kreds af Mennesker,
med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjores
tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
Omsvob, foler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
ned ad Vaeggene for at faa en Sag i Orden. Et Sporgsmaal, et Svar--_
c'est entendu_. Garconen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
inden han faaer den naeste Ret serveret. Frokostkafeen er Bors
ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertraeffelig. _Le chef de la
cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
Forklaede, Hirschfaengeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
Metier. Han kan undertiden vaere indisponeret ved Dineren; om der ved den
sniger sig en Smule Skjodesloshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
Publikummet er det kritiklose, der kommer i Ny og Nae, som ikke har nogen
selvstaendig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
Renommee. Ved Dejeuneren derimod er det nodvendigt at holde Orene stive.
Han arbejder da for Gjaester, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
releve's_ Pikanteri, og som ojeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
han tog sig et Blund. Han er paa Hojden af sin Kunst, og hans Kunst er
stor. Boulevardkafeen vilde vaere uforlignelig, selv om den ikke havde
andre fortraeffelige Sider end sin Kjokkenchef.
[Illustration: Le chef de la cuisine.]
Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
andetsteds; den passer kun for Pariseren, den haenger netop paa det
Nojeste sammen med den Rolle, Gaden og Kafeen spiller i hans Liv. Naar
han henimod Aften er faerdig med sit Arbejde, laegger han mellem
Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilvaerelsen kan have
af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
kjober sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafe, saetter sig ved det
lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
Legeme og Sjael, svomme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
Grunden er en magelos praegtig Ting. Absinthen, det halve Glas Ol,
Fingerbollet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlaegger af sin Plads, som de to Sous,
han i Parc Monceau eller Champs-Elysees betaler Madammen for sin Stol. Og
Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
Solen og blive slugt af dens Flammer, for Absinthtimen var forbi, vilde
hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Ojne, hvormed
han seer paa dem, er i Slaegt med Papas Orer i den lille, lune
Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
kommet Sukker og Flode i hans Middagskaffe, og hans lille Pige taendt den
store Merskumspibe for ham, og han saa laegger sig paa Sofaen og siger:
"Saa Born, snak I kun, Fa'er horer efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er horer ikke, han holder Absinthhvil paa
sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjaerlighed og Stolthed.
Hans Sjael glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
ligesom Et med den. Det er Velvaeret for ham, det har paa sin Viis al den
lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske foler, naar
han nogle Ojeblikke lever helt i det, han elsker.
Pages:
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
19 |
20 | 21 |
22 |
23 |
24 |
25 |
26