Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Til Gjengjaeld har den rundt om Luxusens By draget et Baelte, hvor den er
paa sin egen Grund, og hvor den hersker souveraent.
Centrifugaltilbojeligheden bliver ved; dette Baelte traekker sig laengere og
laengere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terraen
mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaanden
blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og
Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet
Faellesskab, ingen Beroringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er
ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for
Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som
Folkevittigheden har dobt "Cite des Khroumirs", oprindelig en stor,
ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,
sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden
Vinduer og Dore, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for
dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affaeldige til at kunne
kjore omkring laenger paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cite
des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i
Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med
Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris stromme derud og falde i
Forbauselse og Forfaerdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslaegten
kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af
Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt
fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte
dens Existens. De havde forst for nylig faaet Stadion i Kvarteret,
sagde de.

[Illustration: En parisisk Kludesamler]

Naturligvis er Pauperismebaeltets Fysiognomi ingenlunde saaledes
allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstaendigt
Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besogende og give ham
et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmaendene soger altid, saa
laenge det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er
kun de faerreste Kvarterer derude staerkt bebyggede endnu, man traeffer
mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa
Rentierer, der havde Lyst til at saette Foden paa egen Grund, men hvem
Terraenet, i selve Paris blev for dyrt, kjobt sig Jord og indrettet sig
det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og
Kjokkenhaver. Disse gronne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt
gjennemskaarne af brede, taetbeplantede Alleer, for Exempel den naesten
milelange Pyrenaeergade, som straekker sig gjennem hele Belleville,
Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Hojdepunkterne tidt
saerdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebaeltets. Ydre
Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa
Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Forst og fremmest har selve de
gronne Alleer uhyggelig; meget tilfaelles med hine Dekorationstaepper og
Saetstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske
Kejserinder en Idee om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort
fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor
tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Straeder, dels af ode
Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Moddinger og alskens Urenlighed. Her
er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke laenger mulig. Pjalterne,
der haenger ud af de ituslagne Ruder, Kludekraemmerboderne i hver anden,
tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der traenger sig om Vaertshusenes
Skjaenkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Bornene, der ligger
og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa
Braeddeskur, som samtidig agerer Kjokken og Butik, saelger radikale
Skillingsblade, obscone Brochurer, muggent Hvedebrod og raadne
Paerer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,
man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebaeltet
gjennemsnitlig hver tiende Beboer er traengende i den Grad, at de maa nyde
offentlig Understottelse.

Endnu mere afskraekkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i
selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager hoje, men
hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskraenker
sig til et ganske lille, morkt Kjokken; meget tidt har Mand, Kone og en
hel Rede af Born i alle Aldere kun et eneste Vaerelse til deres
Disposition. Ifolge en Opgjorelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
stadig Understottelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
Over Halvparten af disse indskraenkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstaendig
morke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede for Terraenet endnu
blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuvaerende Forstaeder kun var
Landsbyer, der skjod deres yderste Forposter herud. De er de vaerste,
adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mork Korridor med
opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
allevegne. En faldefaerdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
blive klemt fast i den, forer da op til Etagerne, Stanken fra disse
Lokaler, hvis Dore vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfaere af den gyseligste Art; Lys
er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brond, der forer Titulaturen
Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Storsteparten af den lavere
Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempellose Uorden og
Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
sjeldnere. Det har engang vaeret ganske taekkeligt; nu er det Meste i
Stykker, Betraekket haenger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
Lag af Stov og Smuds. Det er, som hvert eneste Mobel fortalte Familiens
Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Bornene er komne, Illusionerne er
bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svomme
ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Vaev;
det spinder sig taettere og taettere om den Ulykkelige, der engang er
kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebaeltet--hver syvende Beboer
er her understottet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
maa man soge i de saakaldte "Cite"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
den store Stads Befolkning. De horer paa en vis Maade ikke med til Byen;
de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
og forsvinder som disse, uden at Nogen laegger Maerke dertil. En
entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
afslutter med den paagjaeldende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
Antal Aar af en af de store, ode Tomter, der findes i tilstraekkelig
Maengde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
Fart nogle Hytter op af Ler og Braedder. Bygningskommissionen bliver
afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers vaere husvilde, nu giver
han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilfoje, at han lader sig
denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
hvilket repraesenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
at sorge for, tyer de til Logishusene; taeller Familien derimod, hvad tidt
er Tilfaeldet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
under Tag er da Citeerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
i dem et Saersyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
Entreprenoren for denne skjonne Trafik forbinder i Regelen dermed en
Virksomhed som Skjaenkevaert ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besog ved
hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
udsaette sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind
baade i Pose og Saek, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har
lejet Jorden, hvorpaa Citeen staar, kan han med fyldte Lommer forlade
Bestillingen. Gydens Hytter har ikke vaeret bestemte paa at gjore Tjeneste
laenger, de er faldefaerdige, uden Dore, uden Vinduer, uden Tage tidt.
Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen
dertil af Sundhedspolitiet. Citeen forsvinder sporlost, men samtidig har
der paa andre Tomter af Pauperismebaeltet rejst sig nye. Hvad Vaerten
angaar, har han hurtigt aflagt Traeskoene og Kyperforklaedet, har kjobt sig
Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart
der den ansete Position, som folger Hundredetusinderne i Tilgift, og er
han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i
sin Kommune.

Et praegtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige
Citeer, der som en forunderlig Modsaetning har bunket sig sammen i den
naermeste Omegn af Vidunderanlaeget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en
Skjaenkevaert: tyk, jovial, med rode Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,
snilde Ojne, der altid griner, bred og kordial i sin Facon,
tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,
"nitten hundrede Sjaele" i sine Citeer, altsaa flere end der findes i
mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cite Tarn, Cite Gand,
Cite Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele
knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem
Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhorer, er
det Eneste, den iovrigt saerdeles meddelsomme Vaert ikke ser sig i Stand
til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernaerer
sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private
Affaerer, Pengene gjaelder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere
saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i
Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersoge det; den
moralske Finfolelse hos disse nitten hundrede Sjaele er naeppe af den
delikateste Natur.

Hovedciteen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i
de smaa Siderender, som i Aarenes Lob har skudt sig ud fra den, skinner
Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved forste Ojekast naermest en eller
anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nojere til, bliver
Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet
har over sig et Praeg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under
den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige
Kaar, hvori de lever. I Citeen derimod er det ikke blot Armod, man moder,
det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed
og desvaerre tillige menneskelig Degradation under dens mest
afskraekkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,
er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Honsestige,
der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa
deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og baelgmork Gang, for de kan
finde Doren til deres Vaerelse; men de har saa til Gjengjaeld den Luxus at
vaere i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder
af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade
lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade
sig noje alene med en Dor. Lukkes den, ophorer enhver Udvej til at se
derinde ved Hjaelp af Andet end den lille Blaendlygte, der horer til i alle
disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar
Citeernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede
Frugter og Grontsager eller andre Gjenstande, som det er mindre
tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den
tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller
Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld
Braende, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, saetter en
Kogekjedel, som man har laant hos Skjaenkevaerten, over det og lader Rogen
flagre, som den vil. Og skulde det naesten Utaenkelige arrivere, at man
arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale
sig at braende Lys til det, saa raekker samme driftige og tjenstvillige
Vaert ogsaa i denne Henseende en hjaelpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i
timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at
se; det, som Ojet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad
Bohave angaar, indskraenker det sig til et Minimum. Den forekommende Vaert
stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje
betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den
mangler kun sjelden, og gjor den det, er den altid det forste,
_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,
forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man
kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnod tage til Takke med en
Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt
gjore det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjon og
Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og
det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums
Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er naesten altid Born i Masse;
ynkelige, smaa, gule, forkroblede Vaesener, uden Kjod og uden Klaeder paa
Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i
illustrerede Blade har seet af Hungersnoden i Indien. De gjor et naesten
forfaerdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og
Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nod
og Pestasmosfaere, er en Gaade. De gjor det imidlertid, man traeffer
femten- og sextenaars Ynglinge, der er fodte i Citeen og har tilbragt
hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besog. De laa
og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene
laeste hojt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde
have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde
angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa
Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil
gjennemsigtige Kort af den Slags, som saelges i Smug paa Boulevarden. Det
var Moder, Sonner og Datter. Den Lilles oprorende Legetoj forklarede,
hvad der var hendes Brodres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise
Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjod og Vin paa Bordet.
Himlen skal vide, at de har vaeret dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Laekrerier ind i Citeen.
Man er tilfreds, naar man kan kjobe sig et "Assortiment", det vil sige en
Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Polser, Log, der
oprindelig har vaeret kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af
Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de
kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,
kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede
Fangst, Hokeren i Cite de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter
Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle
Sous har kjobt de Levninger fra Gjaesternes Tallerkener, som Folkene i
Kjokkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brod; Properhed er
et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end
den, der endnu sidder i Kjodet paa de torre Ben, man har samlet op,
Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om
at oversvomme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue
de l'Operas Millionaerhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et
eneste af disse Butikers Vinduer vilde vaere nok til at skaffe samtlige
nittenhundrede Sjaele, som boer tilleje hos Skjaenkevaerten i Rue de Meaux,
en menneskelig Tilvaerelse for hele Livet. Kejserdommet bildte sig ind at
forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebaeltets
Stedborn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder
sig dets Tusind og en Nats Anlaeg. Det er en af Paris's mest beundrede
Sevaerdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrom og
gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Soer og Vandfald
under praegtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,
flojelsblode Plaener, stolte Traeer og blomstrende Busketter, Alt er her,
hvad der kan gjore en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besoger
Paris, slaar Haenderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citeernes
Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har
ingen Sands for Blomster og Fontaener. Det er Andet, disse Ulykkelige
traenger til. Elendigheden er en Kraeftskade paa den store By, som aldrig
helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Laege, der
kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For
den tredie Republik er det en Livssag, at den laegger sig efter at laere
denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Lob gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,
der omslutter Oen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I
Aarhundreder var denne O Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens
stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der
strommer gjennem Kaempestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker
og Kongeborge. Seineoen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever
og straeber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt
Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjaebne tilbage til den
gamle Modero. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,
Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der
fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner
Annex til Templet for den menneskelige Retfaerdighed. Den er et Slags
Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere
uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa
ureglementeret, at det stoder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i
Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee
paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Maend, Kvinder og Born,
passerer aarlig gjennem "Politipraefekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det
klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden
Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav
saetter af mellem Aar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind
kommer det Altsammen _pelemele,_ Storsteparten leveres fra
Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Lobet af Natten og Dagen
fanger, bringes til disse Stationer, hvor en forste Undersogelse gaar for
sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig
Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en
noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende forelobig "au violon",
som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Laes paa. Fem, sex Gange
daglig kjorer den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,
graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.
_Panier a salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er
den virkelig som en Grontkurv. Men endnu mere broget er dog selve
Depotet. Thi ikke blot den store Faellesvogn bringer Gjaester til det; ved
Siden af dens ordinaere Rykind er der den finere Portion, som kommer
enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,
Depotets Honoratiores, som man har gjort den AEre at anholde hjemme hos
dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er
obligatorisk for Alle, hvem Loven laegger Haand paa. Enkelte bliver der
kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, for man oppe i Justitspaladset
faaer truffet Bestemmelse om deres Skjaebne. To Dage skulde i Grunden vaere
Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen
med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa
humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Faengsler
langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilvaerks mod det
uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem
Sagsanlaeggelse er nodvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefaengsel
overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalaenge
Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevaegelse.
Greffierens Pen staar naesten aldrig stille. Det er ham, der forer de
indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den forste Forholdsregel, som den
Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt
det vaerste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Haende for at
forfolge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den
Grund, og af andre med, horer det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han
strax er aerlig og tilstaar det. Undertiden stoder, man paa en
Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdommets Tid blev en Mand
anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod
at hedde Sidi-Sahel og vaere overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til
Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa
man snart, at det var en Fabel. Faengselslaegen erklaerede ham for gal, og
han blev sendt til Bicetre. Men Hospitalslaegen mente, at han havde sin
fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og
tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde
ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte vaere Udlaending, og
transporterede ham til Graendsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der
for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved naermere
Undersogelse viste sig at vaere identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var
umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Forst efter flere Aars
Forlob kom man ved et Tilfaelde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde
vaeret i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet
Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden
Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem
utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa
alle Kanter har at kaempe med i den store Stads Myretue, hvor der kun
undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres
Vedkommende, som ikke kommer forste Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse
besvaerlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjaelpemiddel. Men
det taeller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr
er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny
Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Hojde
forer Greffieren tilbogs sammen med de ovrige Oplysninger. Albummet har
Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;
Eftersogningen er paa den Maade lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig
finder der en Visitation Sted. Depotgjaesterne maa kverken have skarpe
Redskaber hos sig, ved Hjaelp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,
eller Penge over et Belob af ti Francs, Forst naar hele dette
Indtraedelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er
Sortering; ikke engang i Politipraefekturets Depot respekterer man fuldtud
den Lighed, som Franskmaendene holder saa meget af at fore i Munden ved
alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr
end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;
det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26