Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres graendselose Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
daekker den med en Glassur af medfodt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde vaere mirakulos, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden forst og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er fodt i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vaeldige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene modes i det samme Fornojelsesliv
med Restauratorsonnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjorer
for; Arbejderen betragter det ikke som en AEre for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle faerdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Folelse af, at han maa kunne haevde sin Position, at der i hans ydre
Optraeden ikke maa vaere Noget, som kan skille ham fra den hojest Dannede
og hojest Stillede. Denne Folelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hojere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Faerdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevaeger sig imellem,
hjaelper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
foroge Velbefindendet, som den Fremmede foler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Ojne gjennem Paris uden at laegge Maerke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt folende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det forste og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervose Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslaegtens Pulsaarer lober sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]

PARISERINDEN.

Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke sogt noget nyt istedetfor den kejserlige Orn. Men man skulde skynde
sig at soge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjobet.
Han vilde ikke have svaert ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjort, der i blode, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestaenger, af hvilke den ene
istedetfor Spids baerer en Rembrandthat med bolgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
vaere fri for at vaere karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig fore i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Praesident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Maegtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at soge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Saede.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtraenger Alt, er
den ogsaa allestedsnaervaerende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstaendig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige ovrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrvaerk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjore det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vaekker og flammer op
til Handling. Franskmaendene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefaerd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjonne
Halvpart af Menneskeslaegten er hos dem ingenlunde luftige, aetheriske
Vaesener med vaesentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjon, som har faaet Ord for at vaere det staerke.

Der er en hojst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i naestendels alle, naar man vilde soge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun soger at
fremstille deres Betydning som mindre vaesentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklaerer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjore, som hun onsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Oje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, for hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting boje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Faenomenet bliver, laempet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vaelger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vaelges, og som saetter deres Valg igjennem. Hun forstaerker
den ene parlamentariske Gruppe og svaekker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjore Fiasko. Det er hende, der besaetter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektorer og fra Departementsdirektorer til
Souschefer, hun gjor Dinerer og gjor sig uimodstaaelig, hun saetter Verden
paa den anden Ende for at saette sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Praefekt, bliver Praefekt, den Forfatter eller Laerde, som har fundet Naade
for hendes Ojne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes maegtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmaerkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommee, at Laegen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandorerne deres Sogning. _"Ou est la femme,"_ sporger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der haender
i dette Land, at man kan gjore det samme Sporgsmaal. Seer man
Kombinationernes Vaev efter i Sommene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islaet.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jaevnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der forer Bogerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafelokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sorger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjore Indkjob eller ud i Kjokkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skraedder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vaelge. Manden bliver kun tilkaldt et Ojeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjor, om Tojet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Vaerelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjobene, Spisesedlen og Regnskabsforingen. Mandens hele
Livsopgave indskraenker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
ose op og skjaere for. Betroes der Andet til ham, saa er det hojst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udforelsen af den faelles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun aerligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kraever Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortraeffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har vaesentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
praegtige Bagerkone, der begynder med et Brodudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brodforsyning, som Millionaerinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjaernesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtraenger hendes Vaesen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, mojsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svaekker Evner og Kraefter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
baerer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
hojst karakteristisk Traek, man vil laegge Maerke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Sondagen. Det er Manden, der maa baere
Bornene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Vaesen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin hojeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmaendene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt staerkere under
Sandseberusningens Herredomme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
ost for dem. De vil leve og nyde i Ojeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun naermer sig
aerbodigt offrende, gjennemtraengt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Vaesen. Man har oversat Bjornsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har let af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og laenges uden engang at kunne faa deres Kjaerlighed paa
Laeben. De kjender ikke til at laenges og sukke og dromme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et storre
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophorligt ligger i Stovet for Kvindens Fodder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig svaermer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphaere, hvor hun horer det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjaerlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv foler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der forst og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Ojeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nodvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sorgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det vaesentlig hende, der har
AEren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere vaerd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Maendene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nogternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres paene
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Bevaertningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjore
sig det fornojeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning naesten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Forste med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornodenheder end
dem, Regeringen havde sorget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dor til Dor i hele
Byen og banke paa overalt og sporge, om Nogen led Nod. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik AEggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis vaerd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjod og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de modte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Toj af og haengte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Staender
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brod paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knaeerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Dottre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der forte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Folelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modlos, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man hore Fortaellinger nok af ethvert Ojevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklaedte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de storste, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de storste, vore Dage har set.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfaerdigt, nydelsessygt Vaesen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, stobt over enkelte iojnefaldende Modeller, men
fuldstaendigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjore det alment
gjaeldende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som odelaegger Slaegter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjor umaadeligt
Sprael, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornojelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjaer. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dommer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Faerd begynder paa Hjornet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbojelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Boger, de holder
ikke Forelaesninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjaeftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fodt. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker hojst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten horer til den store Rastaqouairslaegt, disse
gaadefulde Vaesener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil vaere endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun saetter sig paa de allerede dodsdomte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjaernen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
staerkt til at stille disse Nanafigurer _en evidence_ og stotte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Faenomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlaendingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besog, faester den parisiske Forfatter vaesentlig sin Opmaerksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer staerkest i Ojnene. Og _la femme
du cabaret_ gjor det unaegtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt folge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtomt AEmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne lober bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der lober bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Born. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen praesenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Vaemmelse hos Kritik og Laeseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Faerd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
laenger vaere den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Hojst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at vaere hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjaerlighed. Det kommer nu for det Forste af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Traeffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Vaesen, som hun bestandig soger efter,
saa er der naeppe nogen Kvinde, der kan vaere saa hel og opoffrende i sin
Kjaerlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde vaere
hendes Herre; hun gjor det, fordi han selv gjor sig til hendes Slave. Og
dernaest skriver Losheden i Kjaerlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og faestne det. AEgteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Ojeblik, da hun er
giftefaerdig, holdes den unge Pige straengt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Oje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjaernes principmaessigt fra hende; hun skal vaere og
vedbliver at vaere et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder AEkvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsen folger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjaerlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som AEgtefaelle. Hele hendes Liv gaar op i
Bornene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at vaere hende en Fremmed; hojst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og saetter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig folt sig noje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun lost. Hun giver sig
let hen; hun gjor det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun laegger
ikke nogen overdreven Vaegt derpaa. Hendes Sjael er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjore, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
forst og fremmest for Bornene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun saetter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Faerd en god Okonom, og hun er alt andet end
fornojelsessyg. Det er i den jaevne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Bornene. Naar hun et Par Sommersondage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Son, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnod at
gjore det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klaede sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjor det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsvaerk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt forst og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjaelper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsog i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udforte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjor Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun horer kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forforerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Hojde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Ojeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26