Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

DE FREMMEDE I PARIS.

Paris's Fysiognomi vilde ikke vaere parisisk, ialfald ikke moderne
parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Traek, der
udgjor dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,
jo nojere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der
springer mest i Ojnene. Det er ikke Pariseren, der gjor Gadelivets
Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at vaere
korrekt og at undgaa Sprael. Det er den taernede Touristbritte og den
dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med
Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa
Saffiansstovler, det er den kasserolrode Indianer og den guldgule Indier,
det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle
Kulorer og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets
Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;
Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjor mest skrigende
Staahej, faaer sit Materiale for en vaesentlig Part fra den store
Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele
rekruterer Paris. Den er bleven en Praetorianerkohorte, som, samlet ved
alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og
forer sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

For Tredive, for Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa
Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en
exotisk Maerkvaerdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa
med store Ojne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem
af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Forst da Revolutionsideerne begyndte
at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter
vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig
Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrommende
Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af
det liberale Europas Intelligens, og man indrommede dem en fremragende
Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man horte paa
deres Taler og Foredrag, man lod sig belaere og begejstre, og let
tilbojelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige
Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af
Franskmaendenes Egne naaede op i Hojde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i
Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en storre
og storre Rolle i Paris. Men deres Type har unaegtelig i Aarenes Lob
undergaaet meget vaesentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den
idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod
som Repraesentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har taget
deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre
Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Folge:
Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en
Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjondt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;
han er det i den Grad, at han er utaenkelig, umulig noget andet Sted. Han
kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slor af noget
Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden
sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nod fra
Portugal, Spanien eller Rumaenien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,
der holder Sporgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.
Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med
Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det haender aldrig, at der
mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel
foran det. Hans Bryst er bedaekket med Stjerner, om hans Hals haenger der
Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklaedning er rig, men
elegant, hans Holdning kavallermaessig, hans Optraeden en Grandseigneurs.
Ingen, der seer ham, kan vaere i Tvivl om, at han er et Vaesen af Race. Den
let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den
fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk foroger kun det Aparte og
Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,
der udmaerkede hans Forgaengere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken
nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er
visse saerlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmaessigt udviklede paa de
andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store
Maerkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det
vaere Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Saeder, der
bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke
engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at
staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt
borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar
ud paa ikke blot at vaere med til Gildet, men at baenkes til Hojbords
endogsaa, saa maa han kjobe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,
at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,
der er svimlende hoj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De
omtalte, saerlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at
gjore Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste
Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjor Spektakel og springer
i Ojnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,
hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjorer i Boulogneskoven med
isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de
extravaganteste Hoteller, han spraenger Klubbernes Spillebanker eller
taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier
paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med
racebeslaegtede exotiske Prinsesser, og han sorger omhyggeligt for, at
alle disse hans Bedrifter, tilborlig stiliserede og forstorrede, baeres
paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der
forer Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstaendig erobret.
Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels
ved store Dinerer og Lofter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor
han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjob. Han har Maanedskonto
med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast
Taxt. Hans Navns Naevnelse i Forbindelse med en opsigtvaekkende Premiere er
kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine
Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,
men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjor
ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en
Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjobe denne Luxus
med Tusender.

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde
i Rabaldermolokens Svaelg, og de, der mangler det forste Fornodne, Basis
for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den
hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Forste vedbliver at
fore deres larmende Karnevalstrain, til Doden gjor Ende paa det, de
Sidstes Existens spraenges en Dag i en enorm Skandale, men saalaenge det
gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der
straebes henimod. Man raekker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og
tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,
Glandsen, som man slaar sammen, bliver blaendende, og den store Hob staar
betagen, imponeret af det stojende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har
Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds maegtige
Allierede i det moderne Paris. Forst og fremmest har den Vrimmelen af
landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nodig Slip paa Fiktionen af
endnu at fore et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke vaere
nojeregnende med, hvordan det sammensaettes. De aabner da Portene paa vid
Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver
ham en Fernis til at smore over sin Forlorenhed, saa han naesten kan gaa
og gjaelde for Mahogni.

Dernaest har han sin store Forbundsfaelle: Amerikanermillionaeren. Det er en
Race, der er meget naer beslaegtet med hans egen. Den har ikke hans
prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den
har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er
over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slor, som indhyller
Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished
sige, om Metalaarerne, hvoraf der oses eller er ost, just ligger i
Bjerge, men Solv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i
saa overstrommende Masse, at Amerikanermillionaeren medlidende kan se ned
paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionaerer.
Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en
Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen
den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide
i den ganske Existens, Hovedhjornestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,
hvad der i den befinder sig af Levende og Livlost. Om den har en Gud
eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham
ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der
kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig
om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne
Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle
Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans
Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun
Millionen, han har Millionen, og han kjober for den, hvad han forresten
har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Vaesener
bevidst eller ubevidst vil have: Velvaere forst og fremmest, Anerkjendelse
dernaest som den Storste og Staerkeste, Herskervaerdighed, Samfundsposition
for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvaere er der intet
Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed
ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og
i fuldstaendig reglementeret Orden, for Seinemetropolen har sat Indsegl og
Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og
kommer og kjober. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit
alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spraeller og glimrer! Jo
kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjaelder, er, at Verden faaer at
vide, hvor rig han er, og at den taber Naese og Mund af Beundring over
hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre
karakteristisk, og som har det Fortrin at vaere sand ved Siden af.
Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionaererne. Fruen vil
ikke for nogen Pris miste det Renommee, hun hidtil ubestridt har havt: at
hun giver de flotteste Soireer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa
Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Ojne paa
Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en
straalende Illumination af den vilde gjore magelos Effekt som
Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,
for hun ojeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med
Foresporgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.
Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man
ikke lejede den ud. Men forbloffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine
Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende
hende Regning paa Monumentet, hun kjobte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af
Amerikanermillionaerer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med
deres Glands. Rastaqouairen gjor umaadelige Anstrengelser for at kunne
holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiererne, og halvvejs
lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfodt Distingveret, der
mangler dem, og som Hjaelper ham. Men i een Henseende har de en uhyre
Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er vaesentlig ugifte
Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionaererne traeder det
mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Dottre med deres enorme
Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer laert sig en
vis, om end noget kantet og stojende, saa dog yderst flot Pariserchiched,
saaledes har de heller naeppe sat Foden paa fransk Grund, for de er
fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har
undfanget. Og de saetter sig da strax i Fart for at fore Hus. Portene
smaekkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjober for fabelagtige
Summer de beromteste Kunstnere og Virtuoser til at optraede, Bordluxus'en
lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises
flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udover endogsaa
Tiltraekningskraft paa adsillige Modre fra Faubourgerne, som ved deres
Sonners Partier maa vaere betaenkte paa at faa det noget falmede Stamtrae
forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionaerernes Saloner bliver Centret
for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der soges, de eneste, der
tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.
Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens
Rabalder, og den glider sammen, med den og lofter sig op i det store,
moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

[Illustration: I Amerikanermillionaerens Salon.]

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i
Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens
Anvendelse som Maalestok for Menneskevaerdet i System, og han har ved sin
hele stojende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at
maerke: ikke af den virkelige Elite, af det aegte Paris, Intelligensens
lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af
mod enhver Beroring med Rastaqouairer og Amerikanermillionaerer; jo
vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere traekker det
sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever
i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det
er just paa dette Punkt, at man maa soge en ganske naturlig Forklaring
af, hvad Udlaendinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgaengelighed,
Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst naermere Forhold til dem, den
kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i
Grams, kjobe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at
pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme
til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som
for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La
Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjore sig den
Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil vaere billig
og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det
og kalde det Mangel paa Imodekommenhed og Gjaestfrihed? Alle gamle
Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imodekommende
og gjaestfri. Folkefaerd; man har ingen Ret til at tvivle om disse
Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som
Slangerne skifter Ham. Saalaenge Pariseren dannede sine Forestillinger om
Udlaendingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og
Halvtredserne, kunde han vaere og var han gjaestfri, men de to elskvaerdige
moderne Typer, der nu staar som Repraesentanter for den Fremmede i Paris,
de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det
strengest nodvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,
der springer ham i Ojnene? Den uendelige Turisthaer forst og fremmest, med
Citysnobberne som Hovedelement. Englaendernes Hensynsloshed paa Rejse er
stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende
grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er
formelig, som om de gjor sig en personlig Glaede af at sparke til alle
Vedtaegter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for
desto storre Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at
tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og
lader dem betale. Men foroger de for den taenkende og raesonnerende Pariser
ikke det odiose Skjaer, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har
stillet den Fremmede, saa afdaemper de det ganske sikkert heller ikke.
Hojst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres
kuriose Kostumer og med deres rode Baedekere turer gjennem Gaderne og
stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde
Historier paa AErmet af den forste den bedste Spasmager, der gaar forbi,
eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en
Cook-Forers AEgide gjor Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser
hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernaest Tydskerne. I de forste Aar efter Krigen holdt de sig
forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret
omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes laengere. De giver sig
nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue
Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort
Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse
af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brodfode. Bedriften
gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvommet Handels-
og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente
det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag
at lofte Hovedet igjen og saa smaat at fore sig op som Herrer allerede.
"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kafeer, og med overlegen
Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og
hore paa den smukke Vise.

[Illustration: Rejsende Englaendere i Paris's Gader.]

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne
gunstigt for det som Helhed. Fojer man yderligere dertil Hele Skaren af
Industririddere, der fra alle Herrens Lande vaelter sig som en
Graeshoppesvaerm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at
dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod
de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden
en saadan Reservation vaere det graendselost, utilgiveligt. Den er en
Nodvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret
til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke
behoves, saa er de strax rede til at laegge den af Kunstnernes Stilling
viser det saa tydeligt, som onskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige
Salon, at der indrommes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads
og lige Ret med de franske, de samme Udmaerkelser og Belonninger som dem,
i hele Pariserlivet gjores der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes
Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at
de fortjener Gjaestfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,
der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Dore paa vid
Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at
traenge igjennem og gjore sig gjaeldende i Paris, bliver i samme Ojeblik
betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjor det, de store Flokke ikke mindst af
studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Maengde
fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe
Perioder, i hvilke en Folelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager
dem fangen og faaer dem til at onske sig langt bort fra Byen, der paa
Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens
Herligheder. Det Trosterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden
varer laenge. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at
elske den hojere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den faengslet
saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig los. Det tyder dog
vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa vaere saa
ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,
og den Sot folger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald
kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men
kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet
Smaaoer, som, om de end ikke er Faedrelandets Jord, dog har et Par
Spadefulde af den stroet paa sig. Der soger han hen. Han tyer til
Kunstnernes Kreds paa _Hoernandu Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes faelles
Hovedkvarter paa _Cafe de la Regence._ Han finder der Nordens Blade, han
horer Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og
mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin
fortraeffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg
elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens
Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,
bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.

VRANGSIDEN AF PARIS.

Pauperismebaeltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de
store Byer. Den har vaeret der bestandig, og den vil trods alle sociale
Reformatorer blive ved at vaere der bestandig, indtil Kampen for Livet
horer op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den
ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalaenge Stenen
ligger rolig, daekket af gammelt Mos og omgroet med Graes og Blomster,
taenker Ingen paa Krybet under den. Forst naar den voldsomt rokkes og
rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden
og Skyggen under den, frem og; vaekker Afsky og Skraek.

Paris fik ved Kejserdommets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar
siden da er det bleven efterfulgt, af Stod paa Stod. De har aabnet Ojet
for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag
det Paris, som leer og; straaler og blaender, robet et, hvor Diamanterne
erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave
Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Lae af
Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar
Krybet kommer frem. Man er bleven forskraekket; man er muligvis bleven det
over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er
Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,
der rummer den storste Sum og de mest afskraekkende Former af
menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nod det triste Ry at have Forrangen i
saa Henseende. Muligt har det engang vaeret med Rette, men det er det i
hvert Fald ikke laenger. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag
langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er
Trangen ogsaa storre. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og
voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Aflobskanaler for den mere;
samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa
understotte, for at de ikke skal do af Sult, at holde sig konstant. I
London er det i Lobet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris
derimod er endnu som ved Kejserdommets Fald af hundrede Beboere mellem
syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjorenheds Lister. Det er
denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de
forste Betingelser for at kunne fore en menneskelig Tilvaerelse, som har
gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver
ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfaerdige paa Pletten. Naar da
Gambetta har lovet at soge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun
aflagt et Lofte, som han vilde gjore vel i engang at holde. Der findes i
disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode
Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad
de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, for der i begge Henseender bliver
gjort, hvad det er muligt at gjore. At Kommunen og alle de Rodes
Spektakler siden den maatte til, for man fik Ojet op for denne Vrangside
af Paris, har iovrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man
laegger under almindelige Forhold kun Maerke til det, man seer stadig
omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.
Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal
Tilbojelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har
rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaanden er da
Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehor rykket laengere og
laengere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at
regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands
uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det
brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der moder ham overalt.
Hist og her i Naettet af travle Handelsgader, der straaler ud fra
Borspladsen, er det ganske vist, naar man soger godt, endnu muligt at
finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misere
er bleven haengende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber
i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan faerdes roligt i sin Stad af
Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa AErmet af
Elendigheden.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26