Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv
ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Vaerket, og at man aldrig kommer
nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjore, som
han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han
Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Theatre
francais, og hos ham praesenterede han sig da. Han vilde vaere Skuespiller,
erklaerede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmaerket.
Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde
se, hvad han duede til.

De aervaerdige Laerere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som
saedvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa
fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnaese, han har," sagde
Augustine Brohan. "Og hvad der er det Vaerste, han bruger den som en
Trompet," fojede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde
Regnier ikke med sit saedvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den
unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde
faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have vaeret Bager i
Boulogne og ikke Regniers Efterfolger paa Thronstolen i Molieres Hus.

Regnier blev hans Laerer og Opdrager. Han laerte ham forst og fremmest
Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere saerlig er
saa noget naer Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske
rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede
for at kunne praestere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde
faaet Konservatoriets forste Pris for Udforelsen af en Crispinrolle og
baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i
ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit
Opdragelsesvaerk, og de smaa Roller, han i det forste Par Aar kom til at
spille ved Theatre francais--Gros Rene p "le Depit amoureux", Bazile i
"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.
o.s.v.--var naermest at betragte som en gradevis Vaennen til Ilden. Da han
endelig leverede Hovedslaget, var han faerdig; Sejren kunde ikke udeblive,
og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vaelten har som Ojenvidne fortalt om denne
Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets
davaerende Direktor Thierry imidlertid af Hensyn til en aeldre Skuespiller
atter maatte tage fra ham. Til Gjengjaeld gav han den unge Kunstner Lov
til at vaelge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vaelger jeg
Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de
storste Vovestykker, der kunde taenkes, men Thierry holdt altid sine
Lofter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortaeller den naevnte
Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han forst var der, blev
han overfalden af en forfaerdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele
Kroppen, Tungen klaebede sig fast til Ganen, og han spillede de forste
fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med slovt Blik, morkt
Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der fores til
Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan
ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde
imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betod, at han ikke kunde le.
Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbaerende mod Debutanter.
Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den beromte
Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske
Roller, saerlig i Molieres, at haelde over mod det Tragiske saa tidt, man
kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.
Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjore noget Lignende ved
Monologen. Han sogte at gjore den bitter, mork og irriteret. Den staerke
Sindsbevaegelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug
vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere
Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede
uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde vaere paa een Gang
Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne forste Sejr; han blev i disse tre og i
alle beslaegtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Theatre
francais rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Maengde af dem har han
ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Molieres
Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,
og han har i de tyve Aar, han nu har vaeret ved Theatre francais, spillet
ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det
gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve
Repriser af beromte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en
tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller
markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man forst og
fremmest naevne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Precieuses
ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"
(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt
Humor, udfoldet mere aegte komisk Liv end i de to forste af disse Stykker,
og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i
sin sidste mesterlige Creation, den gamle Skuespiller i
Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertraeffeligt
paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at
hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Graendse. Hans Hovedstyrke er
at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den naeste Aften,
det naeste Ojeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af
det samme Publikums Ojne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den naeste
Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.
Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,
Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstaendig bort og paa Scenen
udelukkende vaere de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med
samme virtuosmaessige Lethed som Kostumet, der horer til dem. Det er
forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Ojnene er
vejet og provet i Maaneder, for det blev slaaet endelig fast. Coquelin
overlader i sin Kunst Intet til tilfaeldig Inspiration.

Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og
forkjaelet som en Primadonna. Og han saetter Pris derpaa. Har Bifaldet en
enkelt Gang vaeret kjoligere end saedvanlig, er han forstemt, har det
rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer
op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har
slaaet an, altid det Forste, hvormed der begyndes, selv om man ender med
Droftelsen af helt andre Materier. Og det gjor man tidt. Er der vigtige
Forhandlinger i Kammeret, saa at Moderne er trukne ud til hen paa
Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente
Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais
Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans naere
Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme
Vittighedsmagere, der kan gjore det, Coquelin har vist, at man kan vaere
en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet
Kuld end sine Forgjaengere i Molieres Hus. Han henter ikke sine
Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Faerreste, til sine
Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
Han horer til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer
man kun en Forsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men
det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Ojeblik han saetter sin
Fod udenfor Scenen er en _homme serieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig
Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at
lofte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede
Stilling, den saa laenge havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den
gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornaermeren.
Det har vist sig saa tydelig, som onskes kan, for nylig ved Bladet
"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots AEreslegion er den sidste Rest
af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der
har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter
og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede
som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit
eget alvorlige, haederfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil
faa Efterfolgere. Komedieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage
sig derover; de faaer ikke laenger Figurer som Kean og Garrick at skrive
om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.
Naeppe Kunsten, og naeppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredomme videre og videre ud
over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umaerkeligt gjor det
til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring
synes at finde et Bolvaerk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og
Gader staar endnu, hvor Saerpraeg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele
Liv har; er saaledes, at den nuvaerende Generations Faedre og Bedstefaedre
vilde kjende sig igjen og fole sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af
Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa
smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til
Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede
Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere
Baelter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,
de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,
glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke
desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa
vaesentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i
den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med
Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvaelvinger med deres Marmor og
Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets
Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har
gjort Kirken stor, og det er stadig Sjaelen i den, For dets Skyld kommer
de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen
saerlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra
alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionaerpaladserne har rejst
sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er
kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var
Noget, som kunde baere et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,
uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem
Sorbonne og College de France, mellem Academie des beaux-arts og Ecole
polytechnique og den lange, lange Raekke af Videnskabens og Kunstens
Hojskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den
store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren, Boulevardieren,
Kokotten og Alt, hvad der er i Slaegt med dem, kan ikke trives i denne
Luft, den aegte Pariser derimod er forst rigtig i sit Element, naar han
indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den
venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i
den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan
stromme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udodelige, Victor
Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.
Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sonner, der har deres
Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog naeppe fejl ved at soge
den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," fojer
han til; "selv ved Gadestojen er der noget Douce, saa den ikke generer,
jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,
hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er
instinktmaessig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde
komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen
og Reklametrompeternes Skingren har skraemmet ham. Han er saa lidt i Slaegt
med Alt det, som Nogen kan vaere. Skjondt fodt Genfer har ikke blot Loven
givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det for den og
varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han
aldrig bleven nogen Person _en vue_, han horer ikke til den Slags
Parisere _en evidence_, der samler Oplob, hvor de viser sig; den store
Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Cafe Caron, uden at
Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og laegger Maerke til ham. Han staar som
Repraesentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjor Sprael,
men som dog er Sjaelen i den store By, for Intelligensens stille,
arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At traenge ind til en rigtig Pariser _en evidence_ er omtrent ligesaa
vanskelig en Sag som at komme med til en Premiere. Han er paa sine
Enemaerker en Konge, der hyller sig i utilnaermelig Majestaet.
Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa
Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjaelp af nogle Francsstykker at
passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det
nytter kun lidt at sporge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun
med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhor. Han gjor det uden
Personsanseelse; selv en "Monsieur decore", hvem der dog ellers allevegne
i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Forst naar han har leveret
Fyren med Silkelaeggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,
og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets
Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.
Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den
venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.
Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige
kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Doren tilvenstre. Men
De maa ringe lidt staerkt, for Pigen deroppe er noget dov." Hun er saa dov
tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Ojeblik,
mens hun underretter sin Mand om Besoget. Men maaske er han beskjaeftiget,
han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmaerket godt
komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer
aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil vaere hendes Mand en Fornojelse
at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en
lille, hyggelig Stue med Mahognimobler, Stil _premier empire_,
Divantaeppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de morkrode
Vaegge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance
engang, en jaevn, lidt gammeldags Salon, gjennemtraengt med den Parfume af
pudset og skuret Renhed, som Vaerelser har, der staar til Stads og kun
bliver brugte ved hojtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters
Forlob kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,
om man ikke vil folge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,
og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes naesten allerede, man maerker
Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.
Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget
som en nordisk Praestegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsvaerelse gjor.
Fuldstaendig Studerekammerstil: en hoj Pult, ved hvilken man skriver
staaende, to store Laenestole med brunt Saffiansbetraek, en dito Sofa af
gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Storrelse
og forskjellig Slags Trae, ojensynlig anskaffede efterhaanden som
Bibliotheket voxede, men nu proppede fra overst til nederst. Revuens
orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads
over de staaende Raekker, men iovrigt staar den hele Armee i snorlige
Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle
Volumina i Laeder og Folio skifter med smaa, kokette, rode Maroquinsbind;
mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule
Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager
moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest
historiske Vaerker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men
forovrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage
repraesenteret ved Alt, hvad den har af Fortraeffeligt. Dertil tydske
Filosofer, graeske Poeter og politiske Brochurer i Maengde. Cherbuliez har
i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget
fuldkomment maegtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad
Graekerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han laeser
dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjore det hver Morgen, for han
tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",
som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet
sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Ojne,
hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilvaerelsen, ligger der stadig et
Skjonhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Vaeg er tom for Reoler, og paa den haenger det Eneste, som pynter
op i Stuen. Det er netop forst og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en
Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham
Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernaest er det et Fotografi af den
milesiske Venus, et Portraet.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i
Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,
graaagtigt Laerred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af
Lamennais, der bekraefter AEgtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,
stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portraeter af hans Kone og
Sonner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred
Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Vaerelset.

Ligefrem, fordringslos, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det forste
Ojekast har han i sit Ydre noget staerkt udpraeget Militaerisk, det er
Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske
Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun
Ansigtsformen, Overskaegget og den store Imperial, det skyldtes; Ojnene
forandrer Udtrykket fuldstaendig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig
Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer
igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,
man mindes: det Hjertelige, naesten Blode i dem, som dog, synes man, ved
en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres
forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Ojne giver Cherbuliez helt;
han er, som de fortaeller. Han horer ikke til Tidens nervose, forpinte,
sonderrevne Aander. Den vilde, trosteslose Utilfredshed med Existensen,
som praeger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslaegtens
Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den
antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne
Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,
som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjor det i deres historiske
Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider
og helt andre Slaegter, og han baerer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst
kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det
malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,
befolket af lutter Djaevle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan
sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har laest dem med samme
Forsigtighed, med hvilken Laegen gaar til en Epidemipatient. Han har
garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven
smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot
fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening
aldrig kan faa blivende Vaerd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens
Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med
deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han
seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det
vil sige hverken helt Engle eller helt Djaevle. Med Forkjaerlighed vaelger
han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe
og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne aegte
menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabslos; han kan vaere ubojelig
haard, men han er forst og fremmest uendelig human. Det absolut Haesliges
Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun
seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres
sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans
Fortaelling forste Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle
Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om
hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor
trist, og med Revuens Udgiver var han naerved at brouillere i Anledning af
Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han
endogsaa en Stund gik omkring og dromte sig et Pendant til hende, der
kunde blive hans Sekretaer.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig
og skyder de store Laenestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde
mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskvaerdige
Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst
meget og seet Meget, han har laest og taenkt mere end de Fleste af hans
Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)
er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder
inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Faenomener
i sin Tid. Mildere, mere overbaerende i sine Domme, doucere og lempeligere
i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen vaere end han.
Han har i sin hele Form den soignerede Hoflighed, den fine Delikatesse,
som jo ifolge en aeldre Generations Beretninger engang synes at have vaeret
typisk national hos Franskmaendene, men som nu ogsaa i dette Land findes
hos altfor Faa, og det er naesten, som om denne Hoflighed, denne
Delikatesse forbod ham at bruge et staerkt Udtryk, der kunde skurre i
Samtalen, fremsaette en afgjorende Mening, som han ikke var sikker paa
deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der
dog ved de naevnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en
Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bojer sig
for, at han aldrig har sogt at komme til at spille nogen Rolle i det
offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som
Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa
Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales hojt, vilde
han fole sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han
desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Vaesen. Han har i en
af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive
Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.
De Revolutionaere har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten
og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store
Sporgsmaal kun et Sporgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udove den.
Enhver vil vaere en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man
horer paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,
naar han forlanger Noget, og som skraemmer, naar han truer. Det
republikanske Frankrig er en Armee; der har folt Trang til at fornye sine
Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.
Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst
haedret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til
Seigneur Dorante: "Du er faerdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan
komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder
sig mange Gange bedre i sin Laenestol ved Kaminilden, end han vilde gjore
det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun
kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,
certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem
de smaa Ojne et Glimt, som ikke har Spor af Blodt eller Venligt ved sig.
Det supplerer Bekjendelsen og oversaetter den i et mindre afdaempet Sprog.
Millionen er hans _bete noire_, med hele den Verden, der drejer sig om
den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre
Seinebred forer han med sin Hustru og sine Born en stille, borgerlig,
arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin
Skrivepult, regelmaessigt, naesten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa
sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,
filende, glattende paa hver Saetning, til den er netop, som han vil have
den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sonderreven Sjael, der faar
Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,
saa er det kun den, som selve Undfangelsen forer med sig, og dens Smerte
har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,
og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han
forlanger af Verden, den "grande tranquillite", der er Lykken for ham og
hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repraesentant.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26