Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Mellem de trofaebaerende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhaeng
tilside, en ny Dor aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
med maerkvaerdige Sager fra alle Verdens Hjorner og Kanter. Skjondt over de
Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse vaerd. Denne Ejendommelighed
er maaske just det Centrale i hendes Vaesen. Det er den, der gjor hende
paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
synker komplet sammen, naar der indtraeder et Ojebliks Ro, den forklarer
og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
i den Grad er den personificerede Nervositet. Selv naar hun sidder stille
og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes
hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
nervose Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
Verden til den anden. Der er Ingenting, der traetter mig undtagen Ro." Her
i hendes Atelier kan hendes Ojne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
kunne folge med.

Modtagelsesvaerelset har hele det treetages Huses Hojde. Lyset falder ind
gjennem et enkelt stort Vindu, der naesten naaer fra Gulv til Loft, men
som permanent er daekket af et blaahvidt Forhaeng, der daemper Skjaeret.
Tilhojre er der, i Halvmorke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badevaerelser;
under denne Svalegang Doren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
indiske Taepper. Ned over Trappegelaenderet haenger, som tilfaeldig
henkastet, et i Storrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketoj;
men det haenger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
Nonchalence er beregnet med aegte kunstnerisk Sands.

[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]

Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetrae og
flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
Porcellaen, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repraesenterer store
Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Storrelse--man kan
deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
Broncetiger paa Spring, og over denne haenger Sarah Bernhardts Portraet,
malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortaellinger derfra. Billedet
viser hende stottet af en Maengde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.

Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Mobel, er aegte Sarah
Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
Hjornet mellem Kaminen og den ene Sidevaeg, ligger i vild Forvirring en
Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvaevede Guld- og
Solvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
Slaeb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det daempede Lys,
som falder ind i Krogen, er der over dette Vaesen med de slanke, naesten
gjennemsigtige Former, det fine, drommende Ansigt og det viltre, som af
Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Doresk, der gjor en ganske
aparte Virkning.

Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun naesten altid, naar
hun et Ojeblik har sluppet sine mangehaande Beskjaeftigelser for at
passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strommer til hendes Hotel.
Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
ligesaa fortryllende og elskvaerdig en Vaertinde Sarah er for dem, hun
foler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhaengene
til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
for. De almindelige Dodelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
Plads for dem paa selve denne.

Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
er arrangeret med udsogt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
ingen meningslose Sammenstillinger eller uskjonne Farvevirkninger, Alt
passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
haenger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
paabegyndte Malerier, som daekkes af indiske Shawler; Tigerskind udspaendte
paa Vaeggen mellem kinesiske Traebilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
Alverdens forunderligste Vaaben haengende, liggende og staaende overalt;
Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebaekkener af
Messing fra de aeldste mauriske Tider; afrikanske Fjerbaelter, der engang
har vaeret glade sorte Naturborns eneste Klaededragt, og som nu haenger
skjodeslost kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegoje;
Dodningehoveder grinende fra Egetraespanelet over Svalegangen,
Porcellaenssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dodningehaender,
der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
i et eller andet antikt Mobel, Smyrnataepper ovenpaa hinanden, saa Foden
synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
forunderligste Blanding, et Musaeum, som man kan studere Uger igjennem
uden at blive faerdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsvaerelse,
hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
Skatkammer, rigt som en osterlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
skjonneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Vaerd her,
lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
Skjonhed, og Brevpresseren, som hun laegger ovenpaa sine smaa Billetter,
en Emailleslange, besat med AEdelsten. Hendes Atelier har slugt
Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
naar hun laenge har vaeret ikke blot fattig, men i Gjaeld naesten til op over
begge Orene, saa er ogsaa det vaesentlig Skyld deri.

Efter den amerikanske Rejse er denne Gjaeld imidlertid kommen ud af
Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
Kreditorer. De var saa graadige, at de tog naesten den hele. Lidt blev der
dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortaeller hun stadig sine Venner,
for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrom. Den er ikke saa ilde,
denne Yndlingsdrom: et stort Herresaede som Adelina Pattis i Skotland, kun
beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Sporgsmaal, om hun i Laengden
vilde kunne trives paa sit Herresaede, selv om det var nok saa
tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
Villiers kan hun ikke undvaere. Stadig er der ganske vist en eller anden
Statue, som skal vaere faerdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
Nerver--kort sagt, Parises Luft.

Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden
Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit
egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar
hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, ifort sin
kokette Billedhuggerdragt, Benklaeder og Blouse af hvidt Flanel. De naere
Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under
Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt
ikke blot signerer, men virkelig selv udforer sine Statuer og
Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er
Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt
kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.
Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte
Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde
begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige
og Doden".

Naesten daglig tilbringer hun nogle Timer for Frokost i
Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig
Besogende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt lober hun da
over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.
Af og til haender det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af
Paatraengende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men
Blusen hjaelper hende. "Tor jeg ikke sporge, om M'me Sarah Bernhardt er
tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter
forbi, "er gaaet paa Prove og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt
har Sarah en Son paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der
allerede er Theaterdirektor, idetmindste af Navn. Det er ham, den
ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende
kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besogende beholder den gjaestfri Vaertinde altid til sit Bord.
Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxurios og
ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den
faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter
boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes
Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjor deres Virkning i den
frodiggronne Vinduesnische. Moblementet er af udskaaret morkt Egetrae i
gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en hojrygget maegtig Stol, det
er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener
den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.
Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.
Slebet bohmisk Krystal, Guld- og Solvservice, lydlos, fornem Betjening
for hver Gjaest, et udsogt Kjokken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage
til at forvandle Maaltidet til en aesthetisk Nydelse. Ved dette Bord
holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen
sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at
der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.
Alligevel fores der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er
den Aandfuldeste, og haender det engang, at man kommer ind paa laerde
Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en
Elskvaerdighed, som er uimodstaaelig, at fore Samtalen ind paa et Omraade,
hvor hun kan vaere med blandt de Forste, helst den Forste. Hun vil herske,
hun vil vaere Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader
man hende ikke det, saa kommer det forkjaelede Barns Luner op i hende og
faaer hende til at gjore gale Streger, som dengang hun forlod Theatre
francais. Men bojer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar
glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvaebner
selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Caesar".]

Coquelin i sin Loge,

Englaenderne har opfundet et Slags literaere Portraetskizzer, der er komne
staerkt i Mode: Skildringen af beromte Personer _at home_. Genren har sit
Vaerd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved
hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans
Laboratorium.

Men det gjaelder at finde Stedet, hvor de paagjaeldende Personer er
virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor
Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor
General, fordi man gjor ham Visit i hans Families Skjod. Der er selv de
Storste i Regelen kun ganske almindelige Dodelige. Coquelin skal man se i
hans Paaklaedningsvaerelse, i hans "Loge", som Franskmaendene kalder det.
Mellem sine Malerisamlinger og Boger i den elegante Lejlighed, han beboer
i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under
Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af
Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en
Politiker, der veed Besked; naar han overvaerer Indvielsen af en Skole,
som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen laegger sin
Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han
elegant, vittig og konversabel faerdes i den store Pariserverdens Saloner,
er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres
Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild
Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden
af og samtidig med det, som han dog er forst og fremmest: Theatre
francais' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det
Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklaedningsvaerelse.
Naturligvis er Verdens forste Theater fornemt ogsaa bag det Taeppe, som
skiller Publikum og Aktorer.

Naar man har passeret Administrationsindgangens gronne Cerberusportner,
kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertaepper,
Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den
anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze
Salon, hvor hver Plet paa Vaeggene er behaengt med Billeder af beromte
afdode Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke
mindre imponerende Portraetgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til
Scenen drejer af og klattrer op i de ovre Lokaler, der ellers saa tidt i
Thaliatempler kun plejer at vaere et primitivt Sammensurium af
halsbraekkende Honsestiger og Loftsrum, der minder om
Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper
med Mahognigelaender og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa
Gjaestefloje i en gammel Herregaard, hvide Porcellaensplader med
Kunstnernes Navne paa hver Dor. Men alligevel bliver man overrasket, naar
man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin aine_. Det er en formelig
Salon, man kommer ind i. Persiske Taepper paa Gulvet, gobelinsbetrukne
Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige
Lamper med farvede Net over, der daemper Skjaeret, komfortabel Luxus, hvor
man seer hen i det store Rum. Vaeggene er fyldte med Malerier og
Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige
Hovedroller, andre afbildende Scener fra Maerkedage i Theatrets Historie,
men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en
lille Notits paa Foden, der fortaeller, at de er Gave fra Maleren selv.
Rundtomkring ligger nysudkomne Boger og fintindbundne Manuskripter. Kun
et monumentalt Spejl paa Vaeggen mellem Vinduerne, med gronskjaermede
Lampetter op langs Siderne og med en Maengde smaa Glasaesker paa
Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers
Paaklaedningsvaerelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.
Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til
at sladdre hen, allermindst en Pariser _en evidence_. Det paa alle
Punkter optagne Liv, han forer, stiller saa mangehaande Krav til ham;
naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa
Ojeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold
til Omverdenen gjor han af, mens han klaeder sig paa. Han er visibel hos
sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet
ham ved Titiden og kjort ham hans saedvanlige Tour, horer Dagen hans
Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye
Paaklaedning begynder. Han saetter Folk Staevne paa Theatret, og de, der har
Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, soger ham der. Den
gronne Portner ved Administrationsindgangen er hojlig fornaermet.
Taerskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans
Mening ingen Profanes Fodder nogensinde burde have Tilladelse til at
overskride. Men hvert Ojeblik, naar han straekker sin spaerrende
Cerberusarm ud og sporger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen
_Monsieur Coquelin_ ham i Oret, og han veed, at saa nytter der ingen
Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Doren til den staar ikke noget Minut. Forst kommer Vennerne, der "er i
Salen" og vil aflaegge ham Visit for Forestillingen. Det er Dagens
politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med
Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned
af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom
meisler hver Saetning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved
titter ind, men traekker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je
derange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at
tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen
ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at
spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun
takker, hilser let paa Salonens Gjaester og forsvinder igjen. Men naeppe er
hun ude, for det banker paany. En aeldre, ordinaer Herre, der har pyntet
sig op til at skulle vaere ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig
og selvfornojet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk for
ham. Coquelin hilser skjodeslost; Manden faaer ham trukken hen i et
Hjorne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler
devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Ojebliks Forlob; "det
er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om
Tourneer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er
begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og
allesammen har de Guld og gronne Skove at love ham. Han holder af at
flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de
fremmede Lande, han besoger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han
strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger
han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Theatre francais har
han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,
som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede
lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser foroger
desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Theatre francais aarlig
betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en
moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans
Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Ojeblik er der et Billede af
Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan
modstaa Lysten til at kjobe. Saa ernaerer han fattige Slaegtninge og
stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nodt til at
rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjore sin Tid
frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Theatre francais,
er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give
Gjaesteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornojet ved saaledes
aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjor gode
Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at stode, han er Theatrets
Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthoj
Herre med det rode Baand i Knaphullet; det er Deroulede. Coquelin iler
hen og trykker hans Haand, han horer kjendeligt til de mest Velkomne. Man
har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort
meget; det er ogsaa Kjaernen i Venskabsforholdet mellem disse To og
overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre
talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair forst og fremmest. Han har
saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret
dem rundtomkring i Saloner og ved Soireer og paa den Maade skabt deres
forste Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlaegger, en anden hans
Tragedie antagen ved Theatre francais, han er efterhaanden bleven Forsyn
for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med
Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt
alligevel. Coquelins Mesterskab er i forste Rang Kunsten _"de bien
dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er
uforligneligst, og den, som han selv saetter mest Pris paa og paastaar,
han spiller bedst af alle, er Don Caesar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjaest, men Regissoren, der
kommer for at varsko forste Gang. _"Je serais pret, mon ami,"_ siger
Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt
paa Paaklaedningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men
Regissoren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal vaere
der, men heller ikke noget halvt Sekund for. Stadig diskuterende med
Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende
andre, der kommer, forsvindende et Ojeblik ind i det lille
Toilettekabinet, men fortsaettende Samtalen gjennem Portieren, klaeder han
sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behaendighed naesten, uden
at Nogen laegger Maerke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjor, er han
sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa
saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

AEngstelse og Nervositet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer
han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Vaerter
til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sorget for, at den kan
vaere endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men
det er ham selv, der traekker den ud. Hele Selskabet bliver ved aengsteligt
at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a
l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsaette Samtalen. Og naar man
saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal
spille paa for forste Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen
spurgt sin Ven Dieudonne, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin
Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han
selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil vaere det, og at han vil spille
sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af
Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Ojeblik.
Regissoren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut
annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjor den sidste Sminkestreg,
retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne folger ham ned ad
Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig
af; man horer Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.
Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Taeppet op, og han er i
samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet
til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagerson fra Sokjobstaden
Boulogne. Familien har gjennem lange Slaegtled vaeret denne Stads og det
haederlige Bagerlaugs bedste Maend. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,
at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa magelost Hvedebrod som i
Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,
Traditioner, som Slaegten foler sig stolt over, og som den derfor kun med
stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules
Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjonne Dag erklaerede Papa
Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et
Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide
Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde vaeret Coquelinernes
Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny
Haeder til det gamle Navn.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26