Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
aand- og talentfulde Damer i det nuvaerende Paris, halvt Descendent af den
store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien regimes_ Salondamer.
Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
forenede hos en og samme Person, praedestineret hende til den Plads, hun
indtager, og Tilfaeldet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
rette Hylde. Hun er i Besiddelse forst og fremmest af Ungdomskildens
Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
skulle aeldes. Skjondt hun allerede en Stund har vaeret Bedstemoder, gjor
hun Indtrykket af at vaere en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevaegelige Ansigt,
store, klare, morkeblaa Ojne, en lille Mund med et ejendommeligt
Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blaendende hvide Arme og Taender giver
hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjon. Over hele hendes
Person er der et Liv, i hendes Maade at vaere paa en ungdommelig Fart, som
smitter. Hun er dernaest til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at vaere
Vaertinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Oret paa
En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjorner, og som maaske
aldrig har set hinanden for, ind i en faelles Konversation, sno sig selv
som Islaet ind allevegne, saa at hele Vaeven kommer til at haenge sammen.
Skjondt hun ikke blot er aesthetisk producerende, men halvvejs laerd
Forfatterinde, er der ikke noget Ojeblik, hvor hun faaer ringeste Staenk
af Blaastrompen. Den lette Esprit, hvormed hun forer Samtalen, er de
gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
analytiske Klarhed faengsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
hende alligevel. Dertil er hun en glodende Patriot, en overbevist
Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der horer hendes Tid og dens
Mennesker til, og heller ikke bange for selv at vaere aktivt handlende ved
Lejligheder, hvor hun kan vaere det, uden at hendes Ynde som Dame
lider derunder.

Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
en vaesentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfaeldet ikke
havde vaeret ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
Tjeneste. Datter af en fattig Provindslaege aegtede hun, naesten Barn endnu,
en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. AEgteskabet
blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
Paris sogte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjaelp af sit
Talent som Forfatterinde. En Raekke Noveller, og navnlig forskjellige
fortraeffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmaerksomhed. Hendes personligt
indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
det gav hende, Hendes Mand var naer knyttet til alle fremragende
Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Vaertinde, han havde
fort ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
selv forte sin talrige Kreds af literaere Venner med sig, og allerede
dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
rummede af Talent og Dygtighed.

Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Boger,
en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siege de Paris",
en Passus, der giver et magelost Billede af hende i denne Periode, den
maaske i hele hendes Liv, da hun har vaeret mest sig selv. Hun taler om
den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
og alle Mennesker strommede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
mellem dem. "Den skjonne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedaekket
med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behoves en Sang,
en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
vedbliver at modtage Blomster, Lovvaerk og Guirlander, pludselig inde, og
blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den forste
Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
Rouget de l'Isle. Ved Verset:

"Entendez-vous dans nos campagnes
Mugir ces feroces soldats"

tror vi at hore Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
Dig den Bevaegelse, som denne Strofe vaekker hos os, denne Strofe, der
taler om vore Born, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den aeldste
ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Maengden foler sig greben,
som man kun gjor det i de store Ojeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
Alles Ojne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Folelser,
vore Onsker, vor Begejstring soger hinanden, blandes, forener sig og
danner nu kun et eneste Onske, en eneste Folelse, en eneste Begejstring.
Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
laenger; den bliver helt faelles, helt national. Min Stemme tilhorer mig
ikke mere, den klinger for mit Ore, den gaar ud af min Mund, uden at det
er mig bevidst. Jeg har affort mig selv, og jeg er beruset af dette
hemmelighedsfulde Vaesen, der i sig forener saa mange forskjellige
Kraefter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
mange stridende Folelser, og jeg elsker det hojere end mig selv: min
Kjaerlighed til Faedrelandet er staerkere end Doden! Jeg vier mig til
Frankrig!"

Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
Adam i forste Raekke mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
Periode til en af de mest oploftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
Lazarether, hun sorgede for Uddelingen af Livsfornodenheder til de
Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
Hjaelp gjordes nodig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
Maade Forsvarsregeringens hojre Haand. Det stillede hende endnu naermere
til de nye ledende Maend i hendes Land, og da der atter kom Fred og
ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Modestedet for den
unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
tung Provelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
voxer kun storre igjennem Sorger; hele hendes Tilvaerelse var fra nu af
dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.

I den forste Periode efter Krigen var hendes Salon vaesentlig politisk.
Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de modtes hos hende
med Repraesentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
er bleven sluttet, meer end een faelles Operationsplan mod Reaktionen er
bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
sogte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
havde Behov at finde hinanden, var laenge mellem de store Begivenheder i
Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
storre Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Forst da
den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
Grevys Overtagelse af Praesidentskabet var traadt ind i sin legitime
Existensperiode, forst da begynder det politiske Skjaer over Hotellet paa
Boulevard Poissonniere at vige Pladsen for et mere literaert. Saalaenge
Kampen mod faelles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiforere
endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren fortes over i
Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
indtagende Vaertinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
er kun Diplomat, saalaenge Patriotismen gjor hende dertil. Hun siger det,
hun taenker, seer og forudseer uden Omsvob og uden Frygt for at stode. Hun
har i alle politiske Sporgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
adskillige Andre kjoligere end i den forste Tid. Hun staar endnu paa en
venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glaede sig ved
Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
den intime Samvirken er ophort, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
og mere lod falde over hendes Salon, bortskraemmet fra den de tidligere
Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
nye officielle Stilling nodsagedes til at paalaegge sig selv en
Reservation, som de tidligere havde kunnet saette til Side; nok er det,
Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
overvejende litteraer og artistisk, dog naturligvis uden derfor at staenge
Doren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
man stadig Senat og Kammer talrig repraesenteret, og maaske er det ikke
engang ved et Tilfaelde, at Militaeretaten under den sidste Vintersaeson en
efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
Poissonniere.

Hvad selve dette angaar, udmaerker det sig i Grunden kun ved sin
Simpelhed. Man finder i de fem, sex jaevnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
samler sine Gjaester, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
skrammererede Lakajer, Betjeningen besorges af Tjenestepiger i sorte
Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Bevaertningsbuffet
eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Toj og betaler dets
Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjaelper paa
Hyggen. Selv naar Gjaesterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
Indtrykket af at vaere i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoireer
existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
Silvestre, Richepin eller andre Poeter laeser deres Digte op; naar der er
fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjaesterne, improviseres
der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionaererne, for
to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
Forestillingssal. De rent litteraere Soireer, der er Mme. Adams
Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjaester
en Primeur af sit nye Vaerk og soger en Elitekreds's Dom om det, for han
sender det ud til det store Publikum. Deroulede har paa den Maade laest
sin Moabit, Aicard sin fortraeffelige franske Gjengivelse af Othello hos
hende, hun selv har budt sine Gjaester Premieren af forskjellige af sine
Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
Saesonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
bekjendte Forfatterinder Henry Greville og Claude Vignon repraesenterer
alene det smukke Kjon, Derimod traeffer man ved hendes saedvanlige
Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frokener. Derfor sluttes der i
Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
som er hojst animeret. Flere Gange i Vinterens Lob samles desuden alle
Husets Venner til storre Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
Adam kan vaere _grande mondaine_ som ingen Anden.

Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
eller rettere en Afloser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der laeser kun Faa det
laenger. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
Vaertinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktor i
Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrorer den. Hun laeser de
indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
Forslag til Rettelser, hun udfinder AEmnerne, som hun onsker behandlede
og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmorke i sine Saloner
for at skjule, at hun sminker sig. De gjor hende Uret. Er der en Hensigt
i denne daempede Belysning, saa er det at skjule Ojnenes Traethed og
Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
hun at staa som en Pariserinde _en evidence._

En Aften hos Victor Hugo.

Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
verdslige forer Titel af Republikens Praesident og troner i Palais de
l'Elysee, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
Avenue d'Eylau. Af disse Landets to overste Stillinger kan der ikke vaere
nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Praesidentskabet varer
kun et kort, begraendset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
absolut sikkret. Grand-Maitre Vaerdigheden derimod er given for Livstid,
og ogsaa i Tilfaelde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Doden
ophorer den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
oploftede Position. Praesidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
"har Landets Tillid"; _le grand Maitre_ vaelger selv sine Ypperstepraester,
uden at sporge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
Tempel uden at vaere ansvarlige for Andre end ham selv. Praesidenten har
Modstandere, der gjor ham Livet surt, _le grand Maitre_ hyldes af alle
Partier. Fra den rodeste Radikale til den hvideste Legitimist bojer
enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
nogen Samtidig laenger, hvis Gjerning kan vaere underkastet Kritik, de seer
i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
intellektuelle Frankrig.

Med aerbodig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
Her er det, at _le grand Maitre_ sidder i hellig Majestaet, grundende over
Tilvaerelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
det vil sige i _le grand Maitre's_ Skrivebordsskuffe, indtil en vaerdigere
Efterslaegt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjor stundom en
ulykkelig Theaterdirektor, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
Forsog paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjaeves. Det
gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
der kun maa udskjaenkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
_le grand Maitre_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendaemringen begynder
at saenke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydlost paa sine
Haengsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, forst
Praesterne og siden de mere Profane.

Som aegte demokratisk Helgen indskraenker _le grand Maitre_ sig ikke til at
modtage de Andaegtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgaengeligt hver
Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
bankes tre Gange med en middelalderlig Dorhammer, og en sortklaedt
Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
derpaa efter et Kvarters Forlob med en stor Jernnogle, som aabner
Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfolgende
Troendes Visitkort; den sortklaedte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
kommer efter et andet Kvarters Forlob atter tilbage, denne Gang for at
drage et tungt Flojlstaeppe tilside og aabne en ny Dor. Man traeder ind og
befinder sig i selve Templet.

Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vaegge betrukne med Rodt. I
Hjornerne braender med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det staerkeste
Skjaer kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
Laengde nedad udgaar en dobbelt Raekke rode Laenestole, hvidlakerede i
Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
Ventende, den kvindelige Part af dem tilhojre, den mandlige tilvenstre,
alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maitre_ selv
grundende over Tilvaerelsesgaaderne. De lofter Blikket et Sekund, naar
Portiererne for Indgangsdoren glider tilside og en Novice traeder ind, men
kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
helligere Rum paa den anden Side det morke Kabinet, der stoder op til den
rode Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
Gafler, der bevaeges mod Tallerkener. Man lytter andaegtig; det er _le
grand Maitre_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
Bordets Glaeder.

Portiererne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
det morke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
Kappe viser sig og taender den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Doren paa den anden Side af det morke
Rum, man horer Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjaer kommer
derinde langt borte fra. Alle de Andaegtige rejser sig.

Langsomt, alvorlig, vaerdig, som det sommer sig en _grand Maitre,_ skrider
Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen forste Ypperstepraestinde,
Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
folger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maitre's_ Bord. Processionen
vandrer tavst op gjennem de tavse Raekker. Helgenen tager Plads foran den
mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette saetter sig paa Stolen tilhojre
naermest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
saetter sig, alle paa samme Side som hun, naermere eller fjernere, alt
efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
oprejste som _le grand Maitre_ selv.

[Illustration: Victor Hugos salon.]

Han begynder at tale. Alles Ansigter er spaendte, Ingen vil slippe et
Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
Raekken er det heller ikke svaert at hore Alt, _le grand Maitre_ taler
langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
fra hans Mund. Han taler altid om ophojede Ting, det behover ikke at
siges. De to, tre Naermeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
Form af korte Sporgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
de Firs, folger det af sig selv, at Udodelighedssporgsmaalet er et Thema,
der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
Kapitel. Men _le grand Maitre_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
hans Sjael er udodelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
opstige paa Englevinger til Himlen, indrommes fra den ene Side som noget
Selvfolgeligt, men det indrommes saa samtidig fra den anden, at dette
muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjores en Forskjel paa, hvad
der gjaelder for almindelige Dodelige og for en _grand Maitre_ som
Victor Hugo.

De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Sporgsmaal som det
naevnte droftes i dem alle. Efter en halv Times Forlob holder en Troende,
der aspirerer til Praestevaerdigheden, en kort Lovtale til _le grand
Maitre_, der horer paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
strittende, hvide Haar og det isgraa Skjaeg. Naar Lovtalen er til Ende,
rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andaegtige paa Kvindesiden gjor det
Samme. _Le grand Maitre_ bevaeger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
vandrer de Troende forbi ham og udstraekker Haanden, medens Laeberne mumler
Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maitre_ er horlige. _Cher Maitre_
trykker de fremstrakte Haender, Uhret inde i det morke Kabinet slaar
langsomt elleve Slag, Portiererne glider tilside, Udgangsdoren aabnes og
bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.

Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
saa tidt man lyster. Det bor dog udtrykkelig tilfojes, at den aandelige
Vederkvaegelse er den eneste, _le grand Maitre_ byder sine Gjaester. En
Buffet som i almindelige Dodeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepraeget
bort; her kan der fornuftigvis kun vaere Tale om Offergaver, bragte af de
Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
vides, endnu ikke taenkt paa at frembaere; _le grand Maitre_ er flere Gange
Millionaer og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behover. Men
derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter foroges med
storre eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlaegger et Maecenatexemplar
paa _le grand Maitre's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
Aarsbulletiner er skraekindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Ojemed, er deres forste Skridt at
gjore Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
AErespraesidiet, som det hedder paa moderne Fransk.

Naturligvis er der ogsaa Franskmaend, som har Ojet aabent for det
Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Roster vilde blive
knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
ukraenkelig; at rore ved hans Ry er en Formastelse i Slaegt med
Landsforraederi. Nu, at han taeller mellem Frankrigs Storste, falder jo
heller Ingen paa at naegte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
et Tidspunkt, da den var i Faerd med at do, og han har siden da fyldt sit
Aarhundrede med Vaerker, hvis Vaerd muligvis vil mindskes folde kommende
Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmaend,
og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usommeligt ogsaa at
lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maitre's_ AEre.
Han er en _ancetre_, siger han selv. Hos store Forfaedre glemmer man de
smaa menneskelige Skrobeligheder og bojer sig aerbodigt for det Store, de
har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.

[Illustration: Victor Hugo]

Hos Sarah Bernhardt.

Langt fra den stojende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
traebeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjorne et
indtagende lille Hotel. De rode Murstens a-la-Grecqueborter, Efeuen
omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
banale Husvirvar og faengsler Ojet. Over Porten kigger man ind til en
pladskende Fontaene i Blomsterbusket, en Gruppe hoje Popler foran Facaden
giver Krogen et Praeg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjor
Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
mest udpraegede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjobt
det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.

Strax naar man har passeret hendes to kjaelentdovne Mynder, der holder
Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdoren aabnes, foler man, at det er en
aparte Atmosfaere, man kommer ind i. En stor, hoj Forhal med mystisk Lys,
orientalske Taepper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmorket, et
Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
Dagslyset fra den aabne Dor falder lige derpaa: et Slags indisk Baerestol,
hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
store, sorte Glasojne stirrer En imode, som var de levende, den lange
Forpote straekker sig ud gjennem Baerestolen og aabner Haanden som
til Goddag.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26