Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Sommer-Sondage ved Paris,

Udenfor Faestningsvaerkerne, i et Baelte, der snevrer sig ind hist og her,
men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, straekker sig
rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne
kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og gronne Sommerpynt,
men det har den bymaessig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med
Navnebraedt paa Hjornerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,
der i Tidens Lob er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenvaerende
Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstaeder, Markerne mellem dem
stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved
Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,
sammenhaengende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom
den graa Kaempeby.

Her er Pariserens forjaettede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er
Endemaalet for al hans Straeben, den lokkende Belonning for et Livs Slid,
Lykken saa stor, som han kjender den.

For at naa den arbejder og arbejder han og paalaegger sig alle Savn. Selv
efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i
et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalaenge
"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra
Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen
fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Vaerksted.
Han kjober sit "Terrain" og drager med Kone og Born til Banlieuens
Kanaan. Hans AErgjerrigheds Higen kan have stilet hojere eller lavere, alt
efter den Klasse af Samfundet, han horer til, men i Kubikmetre kan den
altid maales.

Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem
Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Paeretraeer og
forresten lader Verden sejle sin egen So, den laegger over Banlieuebaeltet
en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen
gaar af En i det Samme man saetter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i
de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blodt, Bedovende,
en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvaere. Heller ikke
Landliggerne gjor noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en
mobleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de foler sig moralsk forpligtede
til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende
Befolkning er der de nomadiserende Gjaester, Sondagspublikumet, som kun
kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af
smaa Bestillingsmaend, som aldrig naaer op paa "Rentens" gronne Gren,
eller af smaa Haandvaerkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet
forst lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres
Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,
naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more
sig. Tvertimod, intet andet Folkefaerd er saa sparsommeligt med sine
Fornojelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen
Haandvaerker ved Siden af, Skraedder, Skomager eller Sligt. Man finder ham
ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for
at unde sig den Smule Sovn, han kan faa, naar han hvert Ojeblik skal
traekke i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternolerne. Kig ind i
Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med
Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet
finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller
Strygebraedt. Besog de smaa Butiker. Ejeren, hans Sonner og Dottre staar
ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem
deres Plads undtagen de Par Ojeblikke, da de skiftes til at gaa ind i
Vaerelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen
Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,
bliver kjobt med Opoffrelse af Indtaegt, og den tages derfor kun sjelden.
Men river man sig endelig los engang og gjor et "_partie de campagne_",
saa skal det folgelig ogsaa vaere Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig
op, mens den sad staenget inde saa laenge; den maa nu have Luft i en
Udladning, der kan forslaa.

Saa fyldes da Banlieuebaeltet i Folge med disse Landtours-Gjaester og til
deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fete
foraine, bal champetre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,
en Invasion af Fornojelsesvirvar og Fornojelseslarm _a grand orchestre_.
Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at
skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveraene
Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude
under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjor Banlieuen saa
ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget
Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.

Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin
Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de
vidtforgrenede Springvandssystemer, der horte med til Le Notres
Parkanlaeg, og som endnu paa bestemte Sommersondage sender deres taarnhoje
Straaler op over de store Plaener, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper
af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,
hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine
Illuminationsfester paa La Grenouillere-Oen og sine Kanotierballer.
Asnieres og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i
Traek, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,
Sannois sin Molle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Vaeddelob. Man
har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver
Lordag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,
hvor der den naeste Dag er Noget paa Faerde. Befordringen er saa overmaade
let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog
afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de
Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer hojt tilvejrs, mellem
Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af
Saint-Lazares og Nordbanens faelles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa
jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den
havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra
Morgen til Aften, uden at mindst een graa Rogslange bugter sig hen over
den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog
hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Traengsel
eller Besvaer ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjobet
baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og
Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke
smaa Dampbaade-Omnibusser, en aegte parisisk Specialitet og det
fornojeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan taenkes.

"_Du cote de la Seine_", er i de ni Tilfaelde af ti Maalet for
Landpartiet, Pariserne naerer en ganske umaadelig Kjaerlighed til Seinen;
deres Passion for den er naesten meer endnu, den er et Slags Kultus, de
tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen
faaer deres Hjerte til at vibrere.

[Illustration: Sommer Sondag i Saint Cloud]

Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjonne Land, ligger bundet i
dens Flodseng. At hans Stov maatte komme til at hvile "_sur les bords de
la Seine_" var den store Napoleons sidste Onske. "_Au milieu de ce peuple
francais_", fojer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,
Frankrigs Sjael, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder
af Mile fra Hjemmet. Han taeredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som
Laegerne Intet kunde gjore ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af
Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange vaere
Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjor Verdens Skjonhed.

Kun saalaenge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevaegt, der
saetter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule
bort fra den, bliver de strax nervose, ubehjaelpsomme, de foler sig
allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.
Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor
man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og
hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne
deres Kjaerlighed til Floden bliver gjengjaeldt. Kan de ikke undvaere den,
saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig los fra dem og deres By.
Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det
hele Banlieuebaelte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Lob
og troer, den fortsaetter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i
den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene
Side, man gaar tvaers gjennem Skoven og traeffer den igjen paa den anden
Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til
En og siger, jeg flytter med. Den gjor En rent tummelumsk paa Banlieuens
Topografi. Selv Folk, der er barnefodte i Byen, kan ikke finde Rede i de
Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjaere Flod er
allestedsnaervaerende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.

Valfarterne til dens Bredder begynder med den forste Foraarssondag i
April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig taettere og taettere, jo
mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er
forunderligt skjonne. Vejen, som fra Meudonskoven folger Hojdedragets Kam
over Sevres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra
store, traeoverskyggede Plaener aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af
Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom
klaeder Bakkeskraenterne i Fest. Pynter og Oer med gamle Traeer skyder sig
ind i Flodlobet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien
kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Gronne; hele Terraenet vugger
sig milevidt bolgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa
Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer stroede ind mellem Lunde
og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner
Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,
straalende, farvefuldt og sommerfornojet. Men det er ikke det alligevel,
der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen saerlig
vakt Sands for Naturskjonheder. En af deres Kronikorer, der er mest
"parisien", har engang aerligt skriftet, at han var ude af Stand til at
forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i
Ojesyn fra et Kafebord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han
bekvemt kunde straekke sine Fodder paa Asfaltgulv. Det bredere
Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan noje
sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafebordet
og Lovtonnellen undvaerer det nodigt. Det klattrer op paa
Seineskraentshojderne, men det gjor den Tour af saa hurtigt som muligt.
Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se
Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i
Omegnen horer med til et parisisk _partie de campagne_, som skal vaere
fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved
Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man
ogsaa fyldt sig med al den Naturskjonhed, man har Behov. Man stiger ned
til sin kjaere Seineflod igjen og helliger Dagen til Glaederne ved dens
Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la
friture_", til Middagen, et Lofte, hvorved de dog i Regelen tilskriver
sig selv mere og Fiskene mindre Klogt, end begge Parter viser sig at
besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornojelse, der af
alle har hojest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten
er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man moder
naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Somandskrave eller
Laerredsfrakke med Guldankre, Laerredsbenklaeder med kulorte Striber ned
langs Sommen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det
vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge
som muligt. Forst naar den er alenbred, gjor dens Ejermand rigtig Lykke.
Saaledes udstyret og med en Kjaereste eller idetmindste en "Veninde"
ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt
oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen braender, roer man under Hvin og
Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kaentrer Baaden, og det
hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er
Morskaben forst rigtig. Saa laegger man sig til Torring i Solskinnet paa
Bredden, slaas med Sand og Graes og Hatte, holder Flojtekoncert paa sine
Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der
er en Verden, som er kjedelig og besvaerlig, og husker kun paa, at den Dag
idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af
Piaseer. Bliver Humoret et Ojeblik en Smule mat, er man stadig ikke
laengere fra den lille, landlige Kafe, end at et Glas Absinth eller en
Flaske _petit bleu_ hurtigt kan saette det i Aande igjen. "Tonnellen" har
sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der
med stadig voxende Frodighed.

Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinlovomrankede Verandaer. I
selvmedbragte Madkurve og Graesplaener som Spiseborde seer Pariserne
undertiden en Nodvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve hojt,
naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.
Flasker med Stov paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,
og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men
den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det
Hele taget--har sjeldne Gaver til at saette Kronen paa, hvad en Dag i Sol
og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og
Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar
Naerhed--ovenpaa Dosigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod
Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa
Seinebredsgjaesterne tilstraekkelig animerede til med fuldtaabne Arme at
tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonflojten bliver sat i Aktivitet
af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til
Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,
Skydebaner og Somnambulevogne oversvommes af stojende Skarer. Larmen
stiger og stiger, kun de store Parktraeer staar stille og forbausede og
seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke
Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til
Undsaetning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner
Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den
forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Traeer. Den horer naesten
uundgaaeligt med til en parisisk Sommersondag. Man er saa vant til at faa
den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjor
sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet
med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjaelper saa med til Fornojelsen. Den
giver Festdagen en Ende med Eclat. Eclat er der tilgavns i en aegte
parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,
Saa overgivent kaadt vaelter den sine Stromme ned over Stimen, der klumper
sig sammen og traekker til Jernbanestationen under eet sammenhaengende
Parapluitag, at det er umuligt at blive fornaermet over den. Man vaelger da
det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhojt over hinandens
Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et
Humor uden Lige.

Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud naesten allesammen. Skovtoure
kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de
Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kaempeege, dens
vildtromantiske Klippeklofter, dens Soer og Vandfald, en af de storste og
en af de skjonneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder
de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke laenger
end til Karussellerne ved Fronsardklofterne lige i Udkanten af den. Endog
Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger laengere fra Paris end Dyrehaven
fra Kjobenhavn, er saare sparsomt besogt. Gjennem dens praegtige Alleer
ruller Herskabsvogne i Maengde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og
til paa en af de aabne, med alenhojt Graes bevoxede Pletter traeffe et
Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden
til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skraenten ved en lille Baek,
nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man
kan saa ogsaa vaere sikker paa, at de Forste er meer eller mindre
beslaegtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for
hojst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de
synger med Digteren:

Rien ne rime comme deux levres,
Les plus doux vers sont les
baisers.

Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt
_en vogue_. Det mest populaere er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der
er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig hoj Stjerne saavel hos
Pariser-Bourgeois'en som forst og fremmest hos den parisiske Student og
"Studentinde". I hvilket Slaegtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa
den ode O melder Historien Ingenting om. Hans Portraet i Legemsstorrelse
findes over Indgangen til Bevaertningshaven, Lysthusene er anbragte i
Traeerne og daekkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man
seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,
Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Born i disse
Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle
halvhundrede Fod hoje Traeer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om
Stammen, og overst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da
Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til
Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjores gjennem Raaber,
det er hojst originalt. Vaerten er bleven Millionaer ved det Indfald, og
den lille Banlieueby et Sondagsvalfartssted af de allermest besogte. Den
har sin egen Jernbane, en uhyre kurios diminutiv en, der snoer sig som en
Snog ind mellem Hegn og Haver, lober rundt om Blomsterbede og bider sig
selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Sondagsrytteriet paa Heste og
AEsler. Det er ikke de aedleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.
Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar
det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grofterne derude, hver
anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og
sonderreven Kjole. Men hvad gjor det! Det loste Haar klaeder godt, og til
en ny Kjole bliver der sagtens Raad, for man skal i Skoven naeste Gang. En
skummende Tisane i Robinsonteltet kjoler de hede Kinder, men holder
Temperaturen i det hede Blod. Fra Traetoppen seer man Solen laegge
Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og
plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den
Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.

Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.
Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfaere, der ligger over de
populaere Lag. Bredderne af dets fortryllende So er krandsede med Villaer,
hvis Ejere er store Financierer, som taeller Rentekapitalen i Millioner,
og Sondagsgjaesterne paa denne So holder ikke deres Indtog til Musik af
Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de
sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drommende Blomsteroer. Fra en
stille Krog, hvor Haengepilen bygger Lovkuppel over Sospejlet, kaster de
Fiskesnoren ud i det gronne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler
ned bag Montmorencys Hoje ud paa et Taeppe af Purpur og Guld og driver og
drommer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes
Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertraengselen ellers kun
seer lidt til, vaesentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som
hverken har _le grand monde's_ Praesentationsmidler eller
Praesentationstrang, Embedsmaend med unge Dottre uden Toiletter og uden
Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og
Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af
Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.
Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens
Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens
Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og
en lidt mindre morsom Forklaedning. Vil man til ren Natur, skal man ud
over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slaeber
Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen
kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,
ved Compiegne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i
uberort, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa
meget man lyster.

[Illustration: Ved Seinebredden.]

[Illustration: Jean Aicard laeser "Othello" hojt hos Mme Adam.]

PARISERE EN EVIDENCE.

Mme. Adam's Salon.

Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra
Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedomme til Ende var disse smaa
toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der
dirigeredes med souveraen Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes
Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umaerkelige Drejninger
Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt
aristokratisk Konspirationsvaesen. Men de kom igjen med Kejserdommet.
Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,
saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig
holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.
Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres
Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der
nogensinde vil gjore det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.
Salonens forste Livsbetingelse er en Slaegt af Patriciere. Det har Paris i
vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig
op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere
alligevel.

Forsaavidt de gamle Adelsslaegter virkelig existerer laenger--man horer saa
lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald
saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder
i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blodt i Spindelvaev og sover en saa
sod Sovn, at det vilde vaere Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide
over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.
De politiske Storheder er kun Statens forste Maend i Kraft af deres
Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.
De har naesten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,
de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres
Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som AEgteskabs-, Familie- og
gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de
selv er naaet op. Saalaenge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalaenge
der ikke har formet sig nye Slaegter, i hvilke det er Tradition at vaere
Nummer Et, saalaenge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad
befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en
Samling af enkelte Personer fra hojst forskjelligartede Samfundslag, hvem
Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfaeldigheder for en Stund gjor til
Notabiliteter, som modes paa Gader og Straeder, i Theatre, ved Fester,
overalt, hvor der er Noget paafaerde, og som der skaber Opinionen, men den
vil ikke have noget _societe,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,
hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.

Af alle de Maend, der har vaeret _en vue_ siden Republikens Indforelse, har
Ingen gjort endog blot Forsog paa at skabe en Salon i de gamles Monster.
De har uden Undtagelse indskraenket sig til deres officielle Receptioner,
denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har AEren af at
have opfundet, og som er den kurioseste, der kan taenkes. Praesidentens
Elyseefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler
Ministre og Soussekretaerer, Seine- og Politipraefekt, Kammerets og
Senatets Formaend, hele Raekken af den store Administrations Funktionaerer
skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsaettelser af Gaden. Man
udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man
et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjor man
sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,
der vil komme. Man onsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,
det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa
usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af
sine Gjaester, og man laerer dem heller aldrig at kjende. Praesentationer
betragtes som overflodige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,
driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, traeffer maaske
ved et Tilfaelde, men et Tilfaelde, der kun haender sjeldent, en og anden
Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjore
end Honningkagemarkedet paa Place du trone. Man har staerkere Fornemmelse
af at vaere i Selskab udenfor en Kafe paa Boulevard des Italiens end i en
af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kafeen er
betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
Omnibusfesters Banalitet haever sig op over at vaere en ren privat Stue,
med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har vaesentlige Karaktermaerker,
som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
Paris", det forste Forsog paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
Kombattanter fra hojst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
Kraefter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er fodt med den
tredie Republik.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26