Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

[Illustration: Opgangen fra Badet.]

[Illustration: Paa Rejefangst.]

Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae
Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i
Etretat, naar det udstraekkes over et laengere Tidsrum. Folk, der ligger
ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilvaerelsen, at Badeliv
nodvendigt maa vaere ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjaesterne i
Etretat synes denne Opfattelse at vaere bleven til et Dogme. De betragter
Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for
deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som
Etretat horer Alverden efter en fjorten Dages Forlob uundgaaelig til en
af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal
derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,
at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,
betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og
energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelaesninger og ved praktiske
Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive
Maaneder hen i Etretat uden at traettes; men dertil bliver Stedets
Adspredelser og hele Liv i Laengden for ensformige. Det kan vaere saerdeles
morsomt for en Gang eller to at vaere med til Yndlingssporten ved disse
Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer
omkring mellem Skjaergaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det
er dog den Slags Fornojelser, som ikke egner sig til at gjentages hver
Dag. Krocketspillet paa de store Plaener omkring Byen synes at vaere et
Privilegium for Englaenderne, og Ture op til Bjergtoppene gjor man een
Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i
Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornojelse, da man ikke kan faae
en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.

Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist
til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard
paa halvtredsindstyve Alens Laengde, begraenset paa den ene Side af
Badeskraenten, paa den anden af en Kafe med de hojeste Priser og den
sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af
Spille-, Laese-, Koncert- og Dansesale.

Naest efter Badetimerne er det Kasinobesogene, der spiller Hovedrollen i
Badegjaesternes Tilvaerelse. Naar man ikke horer til de Millionaerer, der
paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk
Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjonheder, er man i Etretat ikke
bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed
andetsteds. Stundom er man endogsaa vaerre faren, idet man lever
indestaengt i en lille Kjobstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt
til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to
saadanne Institutioner, der selvfolgelig ikke kan rumme meer end et
Minimum af de Besogende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den
Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervaeggen, naar man vil
straekke sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end hojst
nodvendigt, gjor man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor
eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det
paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Ecarte, en meget hoj
Ecarte--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt
Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og
viser deres Toiletter, eller af og til gjor en Tour ned paa
Rullestensskraenten for at hente det ikke sjeldent frugtbart
forhaandenvaerende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den
tager sig ud i Vandet, og saa saetter sig i Skyggen under Kasinokafeens
Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfaerdeligste
Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englaenderne gaar omkring i
Jockeyjakke og har Spleen, mens Englaenderinderne derimod sorge for den
almindelige Morskab ved at praesentere sig i hvide Trikotkjoler med
hojrode Livbaand samt alenlange Sko og sorte Stromper.

Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er
der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist
Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig hore ved disse
Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end
Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder
Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den
hede Sal. Til Dandsen er Tilstromningen ikke mindre. Tilsynet overholdes
saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det
horer folgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige
Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og
meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde
Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om
Formiddagen er komne op af Badet. Isaer paa Englaenderinderne er der ingen
stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.
Naar de moder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrojer lidt mere stramt.

Alt det kan, som sagt, vaere ganske fornojeligt at se paa og vaere med til
nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det haende, at
Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er
ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som
Normandiets Himmel. Luften skal vaere styrkende, siger man, men Alverden
gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjaergaardsklipperne voxer
der hverken Blomster eller Blade, og de lange, gronne Bakkeskraaninger
ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag
ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man
sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten
paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal
man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til
aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man
kan bilde sig ind, at man er i Naturen.

Nationalfesten.

Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar
ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad
Napoleonsdagen var under Kejserdommet. Et helt Aarti omtrent havde Paris
baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.
Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kaempevaerket paa Marsmarken stod
faerdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strommede til fra alle
Jordens Egne. Fredens Gjerning havde laeget Krigens Saar. Paris var atter
sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for
Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Laengsler
og Dromme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele
Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,
Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende
gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,
Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde
samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfodte Hof. Siden den Tid fejrer
den franske Republik hvert Aar sin Fodselsdag. Den har valgt dertil den
14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den
store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den
fortsaetter.

Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og
hver Landsbyflaekke, men hvor store Anstrengelser man end gjor sig
allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's
Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet
Folkefaerd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med
dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning forst
og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vaelte
alt Muligt af sig og fornoje sig som Born i uskyldig, overstrommende
Glaede. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed fore til nye,
storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjore det, hvor gammel
end Nationalfesten bliver.

[Illustration: Lygter haenges op.]

En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de
offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt
tomrer og hamrer man, haenger Lygter op, bygger AEreporte, rejser
Mastetraeer, pynter Huse og kjober Flag forst og fremmest. Trikolorhavet
voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.
Pariserne flager ikke, som man gjor det i mindre extravagante nordlige
Egne af Verden. De haenger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste
Hus, de pynter Facaderne med taetsammenpakkede Emblemer af dem, de spaender
dem som Theatersoffitter tvaers over Gaderne fra Tag til Tag, der haever
sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i
Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;
de store Nouveaute-magasiner saelger dem for et Par Francs Stykket, og det
er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne vaere med
til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er
ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke
Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjobende Publikum svaelger
i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore
Stromper og trikolore Halstorklaeder, trikolore Vifter og Lommetorklaeder
og Dukker for Born; alt Muligt, hvad der saelges, maa, naar
Nationalfestdagen naermer sig, vaere trefarvet, selv Herrernes Seler og
Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er
trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjor
en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet
druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer
mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjorner. Nogle Droschkeejere
maler selve Vognene blaa, hvide og rode, pynter Kudskene med trefarvet
Liberi og anskaffer sig trefarvede Daekkener til Hestene. Samtidig er
Gaderne overspaendte med et saadant Vaev af Guirlander og Blomster, at man
i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i
Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da
forsvundet under Lov og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man
med trikolore Papirsstrimler og med hojst primitive trikolore
Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og
ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og sporger
hinanden, hvad der kan vaere i Vejen. Selv Saelgekonernes Frugt- og
Legumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode
Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle
Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig
trikolore Laerredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres
Hatte; Bornene gjor man trefarvede fra Top til Taa.

Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan
Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan
kjende den igjen. Det saedvanlige Liv er borte og erstattet af et helt
nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og
Faerdsel sin vante Gang. Forst henad Aften, naar Forstaedernes Beboere gjor
deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af
Sondagspraeget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.
Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man saetter sin Fod i
Gaderne, maerker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er forst og
fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er
lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har
gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre
Steder, de er nu rommede for deres Boder og forvandlede til vaeldige,
guirlandebehaengte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin
Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Vaerksted, selv Posten standser
sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tommes
der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store
Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,
yderlig fornojede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den
rastlose, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,
skikkelige, sondagspyntede Grupper med en Mylr af Born, og de standser
hvert Ojeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der
skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa
Gaden. En af de tallose Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig
op der omkring et Stativ, der baerer et trikolordrapperet Republikhoved
med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehaengte Faner. Man
opforer Koncert, og unge begejstrede Maend holder Taler til Forsamlingen
mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klaedt paa som
Frihedsgudinde, loftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men
over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige
Sondagshojtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den
dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det
hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskvaerdige paa
denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemaerkninger med
hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der modtes, man gaar
omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at vaere forekommende,
og man griber med Begjaerlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan
give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rommer sin Plads for hinanden i
Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.

[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]

Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor
den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overvaerelse af
Republikkens Praesident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de
Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det
er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er
uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store
populaere Fest. Men den er ogsaa populaer tilgavns. Den Part af Paris's
Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den
tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved
Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine
Soldater. Paa selve Revuesletten gjor den ikke synderlig Spektakel; den
staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive
tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et paent,
anstaendigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig
Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant
Korps. Men paa de smaa Kafeer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor
Soldaterne traekker over, naar de har defileret forbi Praesidenttribunen,
der giver man til Gjengjaeld det glade Humor saa meget mere overgivent
frit Lob. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre
paa den anden Side Boulogneskoven.

Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo laengere man kommer
ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i
Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor
Orpheons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille
Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede
umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store
Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endelose foran
En, fejede rene for al den brogede Faerdsel, som ellers tumler afsted over
dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Ojet kan naa. Efter Klokken sex
er al Kjorsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sorget for at tage sig
saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at
holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stodende Sidegader
drager man sig med aegte Pariserhumor og i aegte Feststemning den sjeldne
Lejlighed til Indtaegt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.
Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med
en Tilgift af frisk Aftenkolighed, og en Haerskare af smaa italienske,
guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning
dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjore
andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at vaere en ganske
naturlig Ting.

Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke
kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa
besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, ode, graa Vej, allevegne
omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand horer man
Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og
Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til
at taenke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette
Bombardementsindtryk forstaerkes kun, naar man drejer ind i en af de
Gader, der forer bort fra Centrum. Politipraefekten udsteder stadig
Plakater, ifolge hvilke den saa yndede Afbraending af smaa Spraengbomber og
andre Fyrvaerkerisager horer til de ikke engang for et Folk, der morer
sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten
Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin
Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde
Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjaeldent seer man en
enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er
blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at
Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke vaeret forbundet
med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Spraengbomber,
tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er
undertiden ganske forfaerdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de
ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig
har sin mest stojende og overgivne Karakter, blaendes og doves man
fuldstaendig af disse Raketter, Sole, Svaermere og Bomber, der farer ud fra
hvert Vindue og hver Gadedor med Tilbehor af Artillerisalver. Her er der
alt Andet end ode. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i
Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhojt af
Fornojelse. Faaer de Fyrvaerkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok
yderlig fortornede et Ojeblik og farer med vaeldige Eder over mod den, der
har braendt det af, som skulde det gaa paa Livet los. Men det varer kun et
halvt Minut. Naar han paent har afgivet sin Undskyldning og erklaeret, at
han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa
hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa
den glade Nationalfestdag.

Hele Staden over begynder ved Morkets Frembrud Illuminationshavet at
sende sine Stromme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,
gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kaempebyen,
hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terraen paa den anden Side
Faestningsvaerkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,
selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder
koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder
mellem Mastetraeer, der folger efter hinanden for hver tredie Lygtepael,
trukket praegtige Gaskroner, fem i hver Raekke, snart er det en af de
offentlige Pladser, hvor en ny Statue afslores i Tusind-og-en-Nats-Glands
af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,
slyngede mellem hinanden saa taet som Lianer, snart atter er det Boulogne-
eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet
haenger Tusinder af rode Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene
bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Soerne vrimler det
af Smaafartojer, overhaengte med kinesiske Balloner, Raketternes og de
farvede Fyrvaerkeribombers uophorligt dryssende Regn falder som Myriader
af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud
allevegne inde fra Traeernes Tykning, laegger sit dagklare, fantastiske
Skjaer over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en
fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssees er der mellem
Traeerne trukket dobbelte Raekker af Gasguirlander med maelkefarvede Kupler,
og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsaetter sig som et Net ud
over den umaadelige Concordeplads og oversvommer den med Lys, mens
farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjaer ind i Fontaenerne paa
begge Sider af Obelisken. Tuilerianlaeget er blevet en Aladdinshave med
store, straalende koulorte Frugter paa alle Traeerne, Kirkernes Spir rager
op som flammende Kaempefakler, om alle de offentlige Bygningers
arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til
Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt
man kan se, spaender Broerne sig over Vandet snart i gylden
Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld daempet Taageglands af rode
orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa taet
behaengte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede
Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det
morke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys
og Flammer, allevegne krydses den morkblaa Nathimmel af Raketter fra de
sex Kaempefyrvaerkerier, som Municipalraadet i Aftenens Lob lader afbraende
fra hojtliggende Punkter af Byen.

Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne praesterer i de
snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstaederne til. Paa begge
Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede
Glaslygter, fojede sammen i trikolort Arrangement til en lang,
lovganglignende Allee af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med
store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der
paa selve Husenes Facade haengt kulorte Papirslanterner op, der daekker
hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.
Ud fra Taget skyder der samtidig lange Staenger, som baerer Buketter af
illuminerede Papirsblomster, de haenger paa Snore over Gaden, og de gloder
som store St. Hansorme i Laurbaerbuskene, hvormed man til Overflod har
fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Maend og
Kvinder med Lanterner i Form af kaempemaessige Konvolveler afsted gjennem
disse Gader, rode og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjaer
over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede
Kokarder paa Haaret, Svaermerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,
drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Maengden. Nu maerker
man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,
og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve
Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,
festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den
en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til
Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kafeerne til Vauxhalshaver med
mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trone
hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds
Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Theatre-francais- og
Borspladsen holder man _fete foraine_. Hvor den er karakteristisk for
Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det
er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres
Yndlingsfornojelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt
over hele _fete foraine_-Baeltet, og man staar i Queue ved dem allesammen
for at komme op paa Trae-Bucefalerne. Ojnene straaler, man leer og hviner
af Glaede, mens man straekker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens
Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der
er en vittig Kronikor, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i
Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at
Karusselhestene skulde vaere i permanent Rotation paa alle Pladser og
Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig laegge Haenderne i Skjodet.
Intet Opror vilde nogensinde banke paa hans Dor, thi de nationale
Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste
vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne
er der Barakker med hele Theatre, hvor man opforer store patriotiske
Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Bornene fra 93", som
stadig gjor stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de
er magelose. Saavidt jeg kunde skjonne, hang Stykket ikke sammen, men
fremstillede i skjonsom Afvexling Billeder af den store Revolutions
Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Osterrigere og en
fransk Soldat. Osterrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals
Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog
dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevaer i den ene
Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,
hvor et Barn laa paa Dodslejet; det var dod, forklaredes der, fordi dets
Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den
hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Osterrigerne og
Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det dode Barn allesammen
stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue
paa Hovedet. Da det var forbi, fik Osterrigerne og Franskmanden Trommer
om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny
Forestilling.... Hvor man kommer hen, doves Orerne af saadanne Svadaer,
for hvert Skridt maa man standse og hore paa disse uforlignelige
oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre
og elektriske Fruentimmer og Fiskemaend og Kaempekvinder og Somnambuler, af
Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en
verdensomvaeltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteaermer, der
byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.
Grupperne flokker sig, man traenges og ler og siger Vittigheder. Og stadig
farer der Spraengbomber ind, hvor Mylren er taettest, og syngende og
trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulorte Lygter paa
Hattene. Skjaenkevaerterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader
dem stromme for hvem der vil drikke, Spaekhokeren ved Siden af vil ikke
staa tilbage og kaster trefarvede AEg i Grams til hvem der vil gribe.
Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med
Folelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den
anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjor
ikke en Kat Fortraed. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar
Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste
kunde onske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens
Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og
vaeret, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden
af deres Natur: store, godmodige, elskvaerdige Born.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26