Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

[Illustration: "Bookmakeren"]

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog
alligevel skal vaere Feriedag, vil man gjore den saa lang som muligt. Og
desuden gjaelder det ogsaa at vaere betids paa Pletten for at faa en Plads,
hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve saetter
formelige Haere af Smaaborgerfamilier sig i Bevaegelse i Retningen af
Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,
Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en
Massestorm paa Mont Valerien. Men de mylrende sorte Striber af
Menneskemyrer kravler ikke op ad Hojen, de folger Trup over Suresnesbroen
og spreder sig saa og besaetter hver Gronsvaersplet i Terraenet mellem
Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og
holder efter Marchen Siesta i de kolige Skovskygger. De har behov at
forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Traengsel
og Stov og Solhede; allerede for Et maa de sige Farvel til Traeerne og
foretage deres Kaplob ned til Snoren, som indhegner Vaeddelobsbanen.
Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er
Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den AEre at throne paa
aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets
Maximum af Forspands-, Seletojs-og Kjoretoijs-luxus paa Parade, de
ordinaere Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum
af Kjorepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen
slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en
Vogn til de store Lob. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for
de almindelige Droschker og for Kjoretojer med et storre Antal Pladser i
Forhold dertil. Men har man ikke vaeret forsynlig og lejet paa Forhaand,
kan det meget vel haende, at man paa selve Dagen ikke slipper under det
Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme
lidt medgjorlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster
overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder
Louisd'orer frem og viser ham. Han tor ikke standse, har engang en af dem
forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,
kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjore _a l'heure_
hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit
Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den
store Vaeddelobsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at
sige ikke er en eneste laenger at faa indenfor Paris's Faestningsvaerker.

Fra Klokken to holder de i endelose Raekker ned over alle Vejene, der
forer til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man
var i Stand til at taelle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det
forste Lob begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store
Gronsvaersslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af
Tilskuerpublikum. Der kan vaere indtil tre hundrede tusind Mennesker
klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terraenet fra
Tribunernes overste Baenke; det er et Syn, som det naeppe nogetsteds paa
Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om
spredte Grupper; det er, som om man vilde taenke sig en vaeldig,
uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med
Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa taet, Fladen, der dannes af de morke,
hattebeklaedte Hoveder, ligesaa sammenhaengende kompakt som den, der dannes
af de bugnende Ax. Hist og her stikker rode Parasoller frem som glodende
Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsaederne og staar der i deres
lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule
Agerkaalsstilke og saetter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen
gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Ojet
ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, aeventyrlig Uendelighed af
muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som saetter Fantasien i Bevaegelse og
ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glaede. Fra
denne Hovedmasse straekker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs
hele Vaeddelobsbanens Snor, taette sorte Myregange af andre
Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,
over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

[Illustration: Paa Tribunen.]

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver
af Tribunerne fortsaettes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.
Ogsaa der er der taetproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af
Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene
extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en
Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store
Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de
store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder
sig ikke om at tage Skjonheden med paa Raad, det gjaelder kun at vaekke
Opmaerksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegojer, er dem
ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Maerke til dem, og de kommer i
Avisen den naeste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og
Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis vaere fornojeligere end Kaplobet
inde paa Banen. Hvert Ojeblik gaar der som et elektrisk Stod gjennem
Tribunepublikummet.

[Illustration: Paa "Gronsvaeret".]

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt
omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhojt. Det er et
Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har
opdaget inde paa Sadlepladsen, en Froken med Lueforgyldningsbroderier paa
den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgront:
sivgron En-tous-cas, sivgron Kjole, sivgronne Stromper og sivgronne Sko,
Altsammen bedaekket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte
Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris
kun den ene store Vaeddelobsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa
Lejlighed til at slaa Gjaekken los.

[Illustration: I Enceinten.]

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,
adelige, men gyselig magre Vaeddelobere. Tribunepublikummet har studeret
Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber
deres Navne for at gjaelde for Sportsmaend, der veed Besked. Men nogen
overdreven Enthousiasme for de forste af Lobene er der dog egentlig ikke.
De maa mere betragtes som en appetitvaekkende _Piece de rideau_ for den
rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde
Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne
vaekke nogen virkelig Spaending. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er
absolut sikker paa, om disse Lob nu ogsaa kan betragtes som rigtig
alvorlige. Man fortaeller om saa megen _"blague"_ ved Smaalobene, om
bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de
i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle
mindes Affaeren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom
slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for
at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde vaeret staerkere end han; dets
Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af
med sin Rytter og sorgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.
Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svaekker
Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjaelder
det baade AEren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede
tusinde Francs. Det kan pirre.

[Illustration: I Enceinten.]

Der kommer en umaadelig Bevaegelse mellem Publikum, saa saare Tallene
begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Lobendes Numere
markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ broles og hvines der fra
Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af
deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i
Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Ojeblik ingen Tanke
for. "Hvem lober?" det er det forste store Nysgjerrighedssporgsmaal, det
gjaelder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;
til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man
traekker sig kun grumme nodigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt
til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et
Slags Adelsdiplom, at den har vaeret med ved det rigtige store Lob. Man
kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos
Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjaere? Der findes
forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Lobet nogen af de
hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en
Forsterangstraenor paa et eller andet fjernt, ode Sted, pludselig dukker
frem og gjor alle Sportsmaendenes Beregninger til Skamme? Man har set
Sligt ikke saa sjaeldent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,
saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har stottet sine Vaeddemaal, ikke to
Sous vaerd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Lobere at gjore, saa
er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.
Der mangler sjaelden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med
Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa
Tavlen. Om der var tilstodt et Uheld! Om den pludselig var bleven
indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Vaeddelobere er
omfindtlige som de store Primadonnaer. AEngsteligheden begynder at brede
sig. De, der har vaeret bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan
umulig vaere haendet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for
den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig vaeret omgiven af
en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har
vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste
den med Brod, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til
at lade sine Evner straale i det skjonneste Lys. Den er sund og frisk,
glodende af Kampiver, forsikrer de; de har vaeret i Stalden endnu om
Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige
Blikke; Hjerterne horer op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa
dens Tal paa Tavlen. Et hojt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det
skjaeres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu
Stilhed over den store Vaeddelobsbane som i Theatret, naar Taeppet haever
sig. Alles Ojne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i
Raekke kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjor en lille Galopfart for
at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de
foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Lobet begynder. Hvor der straekkes
Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetorklaeder og Hatte og
Parasoller i Et uendeligt Brol fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber
sin foretrukne Dystlobers Navn og bliver ved at raabe det under hele
Lobet, som om Hesten kunde hore det, og som om det uvaegerligt maatte fore
den til Sejer, naar det blot overdovede alle andre. Der kommer de frem
ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den
holder sig! Den oger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,
forende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele
Vaeddelobsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmaend paa Sadlepladsen
flokker sig lykonskende om Ejer og Traenor. Den Forste tager ved dette ene
Lob en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,
Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er
efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det
unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjonheds, og hvis
Tjeneste betales hojere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter _"le grand prix_" folger der atter andre, mindre Lob med Priser fra
sex til femten tusind Francs. Det Hele ender forst henimod Aftentid. Men
Vaeddelobsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part
maa se itide at faa fat paa sine Kjoretojer, der kan gaa Timer, for de
findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af
Champs-Elyseesavenuen at vaere Vidne til det nye Skuespil: _le retour des
cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjorsel i Parade.
Hele den brede Allee er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en
formelig Haer af Vogne, og det varer Timer, for Revuen tager Ende. Her
holdes Hovedmonstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer
Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af
Parisersaesonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise
Udlaendingene sin kjaere Stad i al dens Herlighed, for man overlader den
til deres Indvandring. Fra den forste Mandag i Juni har de Lov til at
fylde den med Rejsekostumer og rode Baedekere, men den store Vaeddelobsdag
skal den vaere sig selv, vaere paa Hojden af sin Glands og Pragt. Og det
er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalaenge Solen
befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevaegelse, En
hel Haer af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjaeftiget med at holde
Alting vaadt, der bliver sprojtet og sprojtet paa Makadamiseringen,
Husfacaderne overrisles, Gaardene saettes under Vand, Trottoirerne skures
og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjolighed, saa den
store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desvaerre sine Undtagelser. Af og til, naar
Temperaturen stiger saerlig hojt, og Sommeren bliver saerlig tor, vil Dhuys
og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke laenger
gjore deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Traengselstid. Byen begraves
i Stov. Som en taet, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange
Boulevarder og Avenuer. I de forste Morgentimer staar denne Taage endnu
lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde lofte sig i
Vejret eller lose sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,
efterhaanden som der kommer Folk og Faerdsel, med hver ny Vogn og hver ny
Fodgaenger haever den sig hojere og hojere. Den ruller ind over Byen i
voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil
henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud
som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter
Time fortaetter de sig. Laengere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,
okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra
Lygtepael til Lygtepael. Det Hele er forvandlet til et ubegraendset
askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Traeer og Huse glider
sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Doren, er i det samme Nu
Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Stov; naar man har gaaet en halv
Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man saette sig ved et Kafebord
paa Trottoiret, maa det forst fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer
ruller langsomt og bedroveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke
graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over
de lange Boulevarder er der naesten ikke et eneste gront Blad at opdage.
Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Stovet
ude fra Gaderne traenger sig gjennem hver lille Spraekke og Aabning, laver
Skyer, laegger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,
faaer Sommerraedsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede
Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted for dem. Under den nye
atheniensiske Republik kraever Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere
enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under
Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det
store Traen fra Saesonen, saetter sig paa landlig Diaet og vegeterer i en
Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne
udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er vaesentlig dette Hensyn, der
allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at laegge Paris ode. Under
de to folgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I
Slutningen af Juli er den berovet saa at sige hele sit "tout Paris", det
lille Frimurerselskab af udvalgte, aegte Parisere, der til daglig Brug
ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor
af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa
sjeldne, at de vaekker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,
Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Sondagen
formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt
tomme, mest befolkede med Arbejdere, stonnende Forretningsfolk og
langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Chateau, naar man har enten et
virkeligt Chateau eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med
god Villie kan tillaegges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i
Omegnen, naar man er nodt til stadig at ture ind i Forretninger, eller
man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjor
helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I
gamle Dage var der vaesentlig kun Trouville; nu taelles de snart i
hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af
virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besoge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der
paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra
Fecamp. Men Alphons Karr kom tilfaeldigvis dertil og opdagede Stedet,
ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr
byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to hoje, hvide
Skjaergaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og
propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan
spadsere gjennem en lang Gade, der baerer hans Navn, og hvor de Handlende
i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden
denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger
praegtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den
naermeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og
Badegjaesterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight
og Brighton, har kastet deres Kjaerlighed paa det, og et Sted, der tages
under Armene af saadanne Magter, behover ikke mange Aar for at komme i
Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overflojet de fleste
normanniske Badesteder. Trouville skraemmer trods de demokratiske Tider
Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger
desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjore lange Straekninger
ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fecamp for
provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,
og Vinden blaeser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af aegte
fransk Badeliv, skal man for Ojeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil vaere henrykt. Det stolte Hav
med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjaergaardsklipper, som
springer ud i det og danner en Raekke af maegtige Portaler, mod hvilke de
herligste Triumfbuer kun er Legevaerk, det muntre, brogede Badeliv paa
Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de gronne Bakker, Musiken fra
Kasinoet--alt det vil saette ham i Begejstring, og han vil uden Betaenkning
erklaere Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent
Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En
eller Anden, som laeser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa
Grundlag af den, foretraekker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et
Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornojelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i
Vandet fra nordiske Badehuse, vaekker den Forbavselse i forste Ojeblik, og
det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten
vil erklaere, at Sligt kan de paa ingen Maade vaere med til. I sidste
Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.
Hvad alle Mennesker gjor, kan ikke i Laengden vedblive at vaere stodende
for den Enkelte. Amerikanere, Englaendere, Russere og andre Folkefaerd
folger da ogsaa uden Betaenkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn
til Alder eller Kjon i den brogede Vrimmel af Badende. Der er saerlig to
Tider paa Dagen, da denne Vrimmel praesenterer sig mest malerisk, nemlig
om Formiddagen umiddelbart for Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i
Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjaester,
befinder sig da paa Skraenten, som fra Kasinoterrassen forer ned til
Vandet. Under Sommerparaplyer og rode Parasoller lejrer man sig i Grupper
paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedaekket, plasker i
Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klaede sig af og paa.
Disse smaa Traehuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent
umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog
ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, for man faaer fat
i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung
Froken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten
efter En, horer til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,
uden at stode den gode Tone, banker paa Doren til en Dames
Paaklaedningsvaerelse og sporger, om han snart kan aflose hende. Alt gaar
her paa Badeskraenten for sig fuldstaendig _sans gene._ En Badetur er her
det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen
saetter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Staevne til Badningen den naeste
Formiddag. En isoleret Vandgaenger horer til de store Sjeldenheder; i
Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der folges ad og i
deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade
ned ad Gangbraedtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

[Illustration:]

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af
et broget Skjaerf, Benklaeder, hvis normale Laengde er til noget nedenfor
Knaeerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.
Mellem den bedagede Pebermos folderige, til Anklerne naaende Dragt af
sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede
Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, staerkt
nedringet, uden AErmer og stumpende ovenfor Knaeet, kan man vaelge
Overgangsformer nok, der blotter eller daekker alt, efter hver Enkelts
Behov og Tilbojeligheder. Herrerne moder som oftest i stribet Trikot, der
ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for praesentable i det Kustume,
er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrobeligheder under
en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom
vaere tilstraekkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og
Vandet plejer begge Kjon at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den
er imidlertid ingenlunde absolut nodvendig, og det er kun Faa, der ikke
under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for
Vandringen opad efter Badet. Under dette laegges den helt nede ved
Bredden, fortojet med et Par af de storste runde Sten, man kan faa fat
paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man
kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,
inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde
ikke hensigtsmaessig uden disse Kapper.

[Illustration: En Bademester.]

Badningen er langt mere et Fornojelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.
Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestraeber sig for at
more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det hoje Springbraedt styrter
baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over
hinanden, slaar Kolbotter over hinandens Ryg eller under Braedtet, vaelter
sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og soger i
det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dodsforagt for det vaade
Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltraekke sig
en eller anden badende ung Frokens Opmaerksomhed. Damerne kan i Reglen
svomme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen
med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjonne ogsaa Plads i en af de
smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af
Herresvaermen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bolgerne,
for saa at lade deres Favntag baere hende ind igjen. Fartojets Bjergning
overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De
Damer, der ikke er indviede i Svommekunstens Mysterier eller ikke
dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar
Undervisning af Bademestrene eller af naerbekjendte Herrer, overpjadsker
hinanden med Vand og bliver hvert Ojeblik bange for Bolgerne, som ruller
hen over dem og slynger dem omkuld eller vaelter dem ind mod Land,
Bolgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de
Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste
Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersvaermens hojrostede
Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden haender det ogsaa, at en
naergaaende Bolge skyller helt op til de naermeste Stoleraekker og over Hals
og Hoved jager deres Indehavere op ad Skraenten, samtidig med, at den
forer Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem
Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt haender, er der ingen Ende
paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver soger at redde Sit, men Ingen
kan naturligvis finde netop sine Ejendele.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26