Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

[Illustration: En Premiere-Loge.]

[Illustration: Alexandre Dumas fils.]

Mellemakterne, der ved en Premiereforestilling altid er meget lange,
giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Morket oppe under
Hanebjaelkerne. De foler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre
fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af
Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflaegger hinanden Visit i sine
Forsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med blode
Taepper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsaetter ikke sine
Koner eller Dottre for i Foyeren at blive bekiget af dubiose Blik eller
deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved
Premieren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,
man er som et sluttet Selskab, man kan bevaege sig, hvor man vil, Foyeren
seer ud som en Salon, fyldt af Gjaester. Gruppe ved Siden af Gruppe,
forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra
Galleriet, til en Helhed ved Hjaelp af ivrigt gestikulerende Herrer, der
farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,
et Dodsfald, en Udnaevnelse eller en Skandale, de allernyeste
Begivenheder, der er passerede i den faelles exklusive Verden, som hele
dette Premierepublikum tilhorer. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra
Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en
saadan Forestilling fortaeller, at Alt, hvad Paris rummer af Beromtheder,
var i Huset.

[Illustration: Korridoren udenfor forste Etages Loger.]

Baade Forfatter og Aktorer anstrenger sig af yderste Evne for at
tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier
Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som
vaesentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt
over Scenen som ved den forste Forestilling. Man holder Prove paa Prove
Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjore
det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes
og Samarbejdets Potensering for Premierepublikummet. Dets Dom er absolut
afgjorende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den forste
Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;
gjor det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor laenge det kan
blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med
Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,
slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at
flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende hojt, helt op til fem,
sex hundrede Opforelser _de suite_ endogsaa.

[Illustration: Croizette.]

III.

Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af
Pariserbladene udforlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i
Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter
Stykkets Laengde, men de horer aldrig op for Midnat; en forste
Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt traekke ud til et, halv
to. Anmelderen har da et drojt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid
ikke; Publikum er altfor spaendt paa Udfaldet af den store Aften, til at
det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil
stromme til for at se, saa begynder det ogsaa at stromme ligestrax.
Allerede den forste Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,
eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at saelge til. En saa
alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig
ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der
omhyggeligt fores ind paa Theatrets Forkjobslister og paa Billetten selv.
Onsker man at medfore Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De
har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at
overvaere Forestillingen fra Logerne. Til disse saelges ikke enkelte
Pladser, man maa kjobe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex
Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsoge Listerne for at se, hvad
hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man onsker at gaa i
Theatret, Kjoberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer
sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersoge
Theaterplanen for at se, om den paagjaeldende Loge konvenerer ham, kort
sagt: det er en hel Historie, for man endelig har sit Bevis i Lommen for,
at saa og saa mange Pladser tilhorer En den og den Aften om en fjorten
Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Raesonnement er
det, at det maa vaere en ganske magelos Fornojelse, der venter dem, naar
der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til
at deltage i den. De strommer til, og de bliver ved at stromme.

Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange
der end er. Det kan haende, at en Direktor beregner sit Budget galt, saa
at han personlig gjor daarlige Affaerer, men en mere omsigtsfuld
Efterfolger bringer hurtigt Ligevaegt igjen mellem Indtaegter og Udgifter.
De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede
Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne
meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",
koste en halv Million, for de kom paa Scenen; men de Summer, der tages
ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde
ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige
aftenlige Indtaegt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i
Velten, fire, fem Tusind, de storre kan ganske vel gjore Regning paa at
have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens
aftenlige Indtaegt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en
Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinaer Pris, og den kan
aldrig faaes undtagen til forhojet. Hvad Theatre francais angaar, saa har
det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti
tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.
Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa
stor, at man endog saa alvorligt har taenkt paa at indrette den
ligeoverfor liggende Floj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man
hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes
forbundne Scener.

Med Theatrene svaelger ogsaa Forfattere og Aktorer i Guld. De Forstes
Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtaegten. Er det en stor
Succes, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en
enkelt Komedie. Ved Theatre francais, hvor de mere fremragende
Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Societairer", deler
Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtaegt af hundrede, hundrede
og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene
spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement
ved Varietes sikrer hende en halv Million for fem hundrede
Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til
hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med
"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede
Forestillinger.

Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke
Maalestokken for, til hvilken Hojde den er naaet i et Land og i en given
Periode. Men det kan ikke nytte at naegte det, i vore Dage er de meget
virkningsfulde og saa halvt om halvt uundvaerlige Midler til at naa de
hoje Maal. Jo mere fristende Lonnen er, desto staerkere anspaendes ogsaa
Evner og Kraefter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto
storre Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter
har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjorende Sejr skal
vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karriere gjort, det bringer ham
Ry, Position, materiel Uafhaengighed. Til en saadan Valplads gaar man saa
rustet, som man kan blive. For Aktorens Vedkommende er Sagen den samme.
Foler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke
at folge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med
Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort
Besvaer ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for
nylig ikke kunde blive Riddere af AEreslegionen, var en Anakronisme
simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke
horte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner
fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en
feteret Gjaest i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i
Statens overste Poster. Coquelin er naermeste Ven med Frankrigs forste
Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literaere
Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske
Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er
Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine
Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for
Theatret. Operaen, Opera-comique, Theatre francais og Odeon faaer
halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen
eller de bildende Kunster. Og iovrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes
Udelukkelse fra den nationale Dekoration haevet. Got baerer sit rode Baand,
og han baerer det saa berettiget som Nogen i Landet.

Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,
den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre
Steder fattes dem, den tilborlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er
hojst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en
Rolles "Creation". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri laegges en
ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om
de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters
Vaerker. Og man gjor det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og
Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men
den Uendelighed af fine, karakteriserende Traek, hvorved de har gjort Jean
Rantzau og den gamle Skolelaerer til saa levende Menneskeskikkelser, som
der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et
meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex
Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde
taenkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart for Stykket skulde gaa, lod han
alle sine ovrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres
fra sin nye "Creation". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide
for Brodet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en
saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at
kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke
der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en
hel Raekke af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af
forste Rang. De storste Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa
intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,
de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i
Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier
stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er
aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen
Skuespillerindes, og Varietes har foruden hende en Dupuis, en Baron, en
Lassouche, en Leonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere
fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,
Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautes finder man
Kraefter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af
samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde
noget Udmaerket.

[Illustration: Samary]

IV.

Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle
Stilling, forst og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos
en Nation, der paa dette Punkt har ganske saerlige naturlige Anlaeg, som
det umaadelige Verdenskaravanserai dernaest, i hvis Fornojelsessvaelg
daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne oser
deres Guld. For Jernbanerne kom, var en Snes Opforelser af et Stykke det
Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu
spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Saeson efter Saeson kommer man
hojere og hojere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde
naaet endnu.

[Illustration: Dandserindernes Paaklaedningsloge.]

Sine betaenkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger
mindre i den Mangel paa Tilforsel af friske Kraefter, som Udslukningen af
det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.
Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Theatre
francais for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at
blive, gammel, for man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for
slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. For Croizettes Stjerne
endnu er blegnet, dukker Samary op, og naeppe har hun faaet Tid til at
gjore sit Talent gjaeldende, for der paa Trinet under hende er en Yngre,
Baretta, til at faengsle Opmaerksomheden. Allesammen er de komne i ikke
synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt
Raekkefolge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller
ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en
Folge af Masseopforelserne, har noget AEngstende ved sig. Theatrene i
Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.
Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og
St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de
dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt folge Exemplet. Derimod
ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstromningen
leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog
Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en
Komedie at se, der har Ry; Udforelse og Sammenspil kan saa vaere, hvordan
det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Traek, og de
oprindelige Kraefter ikke laenger kan holde ud at spille i det, ombesaettes
det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlaendingene, som nu
udgjor Tilskuernes Pluralitet, laegger ikke engang Maerke til det. Denne
Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Theatre
francais kan se den franske Literaturs Mestervaerker gaa over Scenen paa
en Maade, der er noget naer skandalos. Meget ofte forstaar de Rejsende
ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for
Ojet. Udstyrsstykkerne, saerlig de saakaldte _pieces a femmes_, bliver ved
denne Tilstromning ligesaa aengsteligt talrige som aengsteligt blottede for
Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjore. Man ser
Stykker som det vanvittigt meningslose "Tusind og en Nat" gjore en
aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved
flere hundrede Opforelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med
Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlaessede med
Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, praesenteres
Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhojst
er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den
enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen
nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er
Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,
af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de
kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjondt en saadan
Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt
Udstyrsstykke er paa Stabelen, strommer de smaa theaterlystne Evadottre i
Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har
Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.
Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermaessig. Men
de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i
Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par
Minutters Fritid fra Omklaedningerne uden Ende, og de sidder oppe i
Paaklaedningslogerne med deres Kammerater og fortaeller hinanden
Fehistorier om Forgaengerinderne, saa glider det snevre Rums Vaegge
tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter
det andet. Theaterlivet har sine Changementer storre, mere uforudsete
endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er haendet de
Andre, hvorfor skulde det ikke kunne haende dem? De har jo nu ogsaa
"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prover, og de kan anskaffe sig
smaa rosenrode Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et
fint lille "du theatre de la chose" nedenunder. Det er det forste Skridt,
Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. For Stykket er
spillet til Ende, kan de vaere flyttet fra Paaklaedningslogen over i
"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentraesmobler og
lyseblaat Silketapisseri. De kan kjore i Boulogneskoven i "deres" Vogn,
med "deres" Heste og "deres" egen lille sode Groom. Hvem veed, maaske kan
der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,
som er aegte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er
der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange
distinguerede kjoleklaedte Herrer op, baade unge med Esprit og Humor og
gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa
magelost elskvaerdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue
de la Paix og Fontana. Man sporger _maman_ hjemme, hvad man skal gjore.
Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on
est oblige de prendre quelqu'un." Og saa gjor den Lille _son choix_, og
Alverden er tilfreds--saalaenge det varer.

[Illustration: Mellem Kulisserne.]

Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at vaere det. Engang imellem
tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod
Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men
Fremmedtilstromningens Guld har en Klang, der lyder hojere og sodere i
Direktorens Oren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa
Formaningstaler med paa Kjobet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,
Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nodvendigt altid findes i
en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende
er der et fortraeffeligt Bolvaerk til at standse: Parisertheatrenes uhyre
Konservatisme. Man moder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,
finder man ved et hojt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt
Halstorklaede, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde
den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved
den egentlige Indgang. Hvad de skal gjore godt for, er der Ingen, der
begriber. Men de har siddet der saalaenge som Theatret har staaet, og
derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i
Entreen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de
Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er
man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal
anvise Ens Pladser. Det vilde vaere langt simplere, om Billetterne bar
Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen
Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa
bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske
Theaterforfatter naesten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie
Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,
det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end
Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne
menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det
end er, saa vil det bevare den virkelige, aegte Komedie paa de
Pariserscener, hvor den har gammel Haevd paa at florere. Deres Antal er
mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods
Udstyrstheatrene faa en saadan Forstaerkning af de Fremmede, at de kan
gjore glimrende Forretninger selv med det Gode, de praesterer, og at der
folgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophojelse til
Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for
den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forogede
materielle Velvaere den franske dramatiske Kunst en stor Stotte, uden
samtidig at medfore vaesentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet
muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort
Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at saette sig ind deri.
Nu kan det det i hvert Fald ikke laenger; i vor Tid traenger det til god
Vin og god Fode, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig
baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstraekkelig
Fode til, at de kan voxe sig store og staerke.

[Illustration: Theatre francais' Yngste: Mlle. Baretta.]

SOMMERLIV OG FESTER.

Grand prix de Paris.

Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da
Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjore Hovedstaden
med sin Naervaerelse, og da folgelig Byens Liv naaer sin hojeste Potens.
Men man er dog ikke ganske saa rigoros som hos de stive Britter. De kan
ikke, uden at saette deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i
Westend-Palaeerne en eneste Dag for den 1ste Maj, og de kan heller ikke
uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omlob om
dem, atter forlade disse Palaeer for netop den 1ste August. Selv for den
allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa
hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan vaere ham til Behag. Paris gaar det
an at foretraekke, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa
Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Saeson har
Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er
skjonnest. Saasnart de forste Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den
fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa
sit Hojeste. Den svaelger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder
paa Sensationspremierer, de beromte Virtuoser kommer fra alle Jordens
Kanter og lader sig hore ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til
en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjorenhedsmarkeder og elegante
Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,
den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,
Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati
kappes om at holde Soireer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver
det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele
tumlende Fornojelsesliv den forste Sondag i Juni ender med en
Slutnjngsfete, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,
Frankrigs Derbydag, de store Vaeddelob paa Longchamps-Sletten.

Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstorste Festdage. Det
er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er
endda den Ting at bemaerke, at ved Nationalfesten holder
Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Lob
derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme
Verden har det allerede under Kejserdommet hort til god Tone at tage
Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, for man
laegger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene traengt ud til
bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en solle Calicot
laenger, der ikke finder Longchampsudflugten nodvendig for at haevde sin
sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes
Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og
har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden
Gjenstand, man kan saette paa Mont-de-Pitie for at komme med. Man skal til
Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Lobenes Skyld;
Pariserne sidder der ikke som Englaenderne nogen medfodt Sportsmani i
Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil vaere aerlig,
veed man ganske vel, at Dagens Besvaer tidt bliver storre end dens
Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa
afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa
kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund
til. Man giver sine Penge ud paa Vaeddelobsdagen i det stille Haab, at de
skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vaedder. Alle gjor
det; Sadlepladsens Publikum saetter Tusindfrancsnoter paa Spil,
Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgaere Masse paa
"Gronsvaeret" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af
Kraeftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa
Borsen, at Alverden gjor Forsog paa at tjene sig rig i en Haandevending;
overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde
Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"
tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og
den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre
Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan
Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas
Tilbederlegion. Efter Frokosttid, naesten hele Dagen igjennem, er de
parisiske Kafeborde fulde af smaa gronne Klaedesplader, paa hvilke de
jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt
fortjente Ugelon i Ecarte; der pareres ved Billarderne, der spilles i
Smug alle Slags Hasard i ethvert Bevaertningslokales Bagstuer, der spilles
kort sagt af Alle og overalt. Vaeddelobsdagen er en velkommen, saa at sige
med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille
denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri
Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets
nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder
af dem, og de gjor uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til
Stykket, er det maaske forst og fremmest dem, der gjemmer Alruneaeblet,
som paa den store Vaeddelobsdag drager alle Mennesker til
Longchampssletten.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26