Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en hoj
Grad af Anseelse, og de gjor det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,
der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager
sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtaegt paa en Maade, som
kaster betaenkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de
gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig faerre Udgifter end fem,
sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente
kan Summen endog lobe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage
ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstotte
Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtaegtskilde kun en forholdsvis
underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der
indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig
kun saettes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,
mener de; dens Laesekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af
deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De
foretraekker da at hjaelpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved
Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der
rigtigt kan tiltraekke sig Opmaerksomheden. Fremgangsmaaden, der folges af
en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i
saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til
Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjoretojer med dens Adresse rundt
i Gaderne. De er rodmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige
Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En
saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at laegge Maerke til, og koster den end
noget mere end Bladannoncerne, hjaelper den dog ogsaa ti Gange bedre end
de. Dernaest er de franske Blades Afsaetningsmaade uheldig. Kun faa af dem
har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det
betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve
tusind Exemplarer knap afsaetter fem hundrede ved Abonnement. Resten
spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er
saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den
ene Dag, taber man den naeste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade
og periodiske Skrifter er der naeppe mere end godt og vel et hundrede
Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad
Pressen ellers ordinaert plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en
Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af
Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,
er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt
andet uudtommeligt Fond, den har Borsen, den har "Finanserne" at stotte
sig til. Den saelger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.

Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de
firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og
kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.
Saadanne Spekulationer kan selvfolgelig ikke fores igjennem uden stor
Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem
Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank
sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning
stadig bebudes, hvor dens Kurser erklaeres for faste eller saadant Noget,
og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt
efter det paagjaeldende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor
ethvert periodisk Skrift i Paris, litteraere Ugeblade, videnskabelige
Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere
og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum
gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjaeles for, det er den, der
betaler. Forretningen kan drives svaert i Vejret; af "Figaros"
Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie
hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har vaeret saa
uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er
nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang
en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal
grundlaegges, hver Gang kort sagt Bankerne traenger til Publicitet efter en
storre Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for
et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Credit foncier"
tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved
en Renindtaegt af 12--15,000 Francs, de storre, mere udbredte Blade det
Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de
sidste sex Aar er blevet indfort mindst for fem, sex Milliarder nye
Vaerdipapirer paa Pariserborsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt
deres rigelige Part "til Anmeldelse".

Og saa er det desuden ikke alene Borsen, som Aviserne har gjort
tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtaegt for
Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et
Nummer, i hvilket den, der forstaar at laese mellem Linierne, ikke finder
mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store
Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de
gjor dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en maerkvaerdig
overtroisk Respekt for, hvad der har vaeret rost i Avisen, om det saa er
Saelgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer
er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nodvendig for Enhver,
der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog
engang imellem anmeldes, har Forlaeggeren i Regelen betalt derfor. En ny
musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den forst
har konstateret sin Glands med Guld, ost i Bladenes Kasse. Det er ikke
nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,
man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,
men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa
mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig
ganske fri for at vaere inficerede af Reklamesmitten. De egentlige
Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres
talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres
Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs
om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les
affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke
der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin
Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, for de
kommer i Avisen, for at undersoge, om de ikke skulde skjule et eller
andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde vaere, alligevel
falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og folgelig maa vejes op med
Guld ved Kassen, for det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fodeby
indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af
Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et
Badested, og Festen lokkede Folk til dette, folgelig blev Sagen strax
klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede
Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere
og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa
den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums
Bohemientype fuldstaendig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,
saa den ikke er til at kjende igjen. Bohemien'erne fra Firs drommer ikke
og sulter ikke, de gjor ingen gale Streger, de "gjor Forretninger". Ovre
i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:

C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,
C'est vingt-sept francs cinquante,
C'est ca qui est le vrai bonheur....

Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres forste
litteraere Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem
Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har
de laert at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de
gaar paa Borsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler
sig bedre.

Men disse Bohemien'er i nye Klaeder er kun Marodorer ved Journalistikens
store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed praeger
hele Haeren. Og paa samme Vis gjor man Uret i at tillaegge det Ormstukne
ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er
kommen naturligt, naesten uundgaaeligt i Folge med det moderne
Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er
desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberort af Reklamevaesenet.
Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger
ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var
"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu
gjor Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar
uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge folges
ad og haenger uadskilleligt sammen.

PARIS SOM THEATERCENTRUM.

I.

Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide
sporge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,
men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er
mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trostigt foje et Nul til
begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke storre derved.
Men det behoves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.
Frodigheden i det franske Theaters Vaext er uendelig, og de gode Frugter,
den saetter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.
Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjaelp af Paralleler.

Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes
fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere
helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,
det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres
Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.
Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mestervaerker, saa er de dog
af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjor Rejsen over den
ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de storste
Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det
vaesentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til
Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste
Parisertheater har sine fremragende Kraefter, og dog bliver der saa mange
betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til
Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister
kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de
Huset. Deres Portraeter saelges i hver Flaekke, hvad der gaar for sig paa de
parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,
og som allevegne interesserer.

Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat
af mange Ting. Forst og fremmest beroer den naturligvis paa saerlige Anlaeg
hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med
deres staerkt udviklede Folelsesliv og deres Trang til at spejle
Tilvaerelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende
Lyrikere. Franskmaendene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed
og Koncentration, Franskmaendene, hos hvem en let Esprit erstatter den
fuldstaendig manglende Sentimentalitet, hvis Ojne ikke ser vidt, men som
opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets
Nojagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men
som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem
Aarhundreder har folt sig som en maegtig Nation, der har vaeret vant til at
traede op og gjore sig gjaeldende. Det har givet dem den Sikkerhed og
Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmaend og Skuespillere.

Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhaengen i den franske
dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjaede, der fortsaetter sig med Led
ved Led uden Afbrydelse. Theatre francais holdt sit
Tohundredeaarsjubilaeum med Grund. Det er stadig i den Grad Molieres Hus,
at man endnu der spiller hans Komedier med Traek opbevarede fra Laerer til
Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i
Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske
Talenter maa tage deres Examiner, for de kan blive til Noget. Har de ikke
gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse
vist, at de forstaar deres Metier, at de har laert det, som kan laeres i
deres Kunst, saa kan der for det Forste ikke vaere Tale om, at de faaer
Ansaettelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de
nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i
den dramatiske Digtning forlanger Franskmaendene forst og fremmest teknisk
Faerdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger
Sammenhaeng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge
videre paa den Grund, der allerede existerer; jo hojere han kan bygge,
desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og
her, saa bliver det i Tidens Lob kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsaetter
Efterfolgeren derimod sin Forgaengers Vaerk, saa kommer der til Slutning en
Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjonhed, som bliver staaende,
og som vaekker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er
blevet til.

Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmaendenes
Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie
Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa hojt i Vejret. Den
er i endnu storre Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv
centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke
Interessen stykkes ud, hvor Kraefterne fordeler sig, og hvor Kappestriden
spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstaederne med to, tre
hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres
Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og
bliver Provindsscener uden Selvstaendighed. De faaer udelukkende deres
Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort
Decentralisationsforsog og opfort nye Stykker af indfodte Forfattere, men
disse Forsog har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig
fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv
ved de storste Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge
Talenter, der en Saeson ikke har kunnet faa Ansaettelse i Paris, finder sig
i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlaengsel, og saa saare
Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Forsterangsposition
i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed
er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Faerd med paa Theatrets
Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart
Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort saerlig Lykke paa en af de
parisiske Hovedscener, tilkjober en Direktor, der ligger ledig paa
Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til
Opforelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,
som man i Ojeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det
samme Maaneder i Traek, er bestandig en Part af Personalet ubeskjaeftiget,
og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.
Han sammensaetter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,
ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjor med det Tournee rundt
i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vaelten, der
benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit
Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.
Skuespillerinder som Judic, Varietes uforlignelige Vaudevillesangerinde,
har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i
to Maaneder ved Midvintertid skal vaere ude af Repertoiret for at kunne
rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Theatre francais
Senior Got, er det nu saerlig hende, der har givet de moderne Rundrejser
af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre
ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa
vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktorer til de to Theatre, det
subventionerer. For Provindsbeboerne kan det vaere ubehageligt, men den
dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Loftestang i denne stadig storre
og storre Koncentration i et eneste straalende Braendpunkt, hvor alle
Kraefterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang
aristokratisk. Den kan ikke fore tarvelig Borgerexistens i smaa
Foderativrepubliker, den traenger til et stort Kongedomme med et glimrende
Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens
Sejre Triumfer. Forst da er den i sit rette Element, forst da har den
Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant
Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.

[Illustration: Theatre francais's Senior: Got.]

II.

Opforelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af
dem, der har Renommee som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.
Saasnart en saadan "Premiere" naermer sig, kommer Alverden i Bevaegelse. At
faa Adgang til den er naest efter AEreslegionskorset det hojeste Maal, der
kan saettes for en parisisk AErgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for
titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Premiere-Billet kan blive
Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktor og Skuespillere,
man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,
man lover deres Leverandorer sin Sogning, man bestikker deres
Tjenestefolk, man gjor det Utrolige for at komme i Besiddelse af en
saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornojelse,
den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af
nogle faa hundrede Privilegerede, som taeller i Millionbyens Menneskehav.
Forst naar man horer til Premiere-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.

Til en forste Forestilling er der ikke Tale om at kjobe sin Billet.
Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke
Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme
med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Forst
er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke
permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinaere Forestillinger
indsende en af Chefredaktoren underskreven Begjaering om Pladser, der da i
Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har
de Medarbejdere, der staar i naermere Forhold til Theatret, en lignende
Ret, og endelig sendes der til alle Premierer hver af Hovedaviserne en
eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller
mindre indflydelsesrige Blade faaer forst denne "service" til den anden
Forestilling. Men de storre Aviser er mange i Paris, allerede
Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det
Publikum, hvis Naervaerelse Theatret selv af andre Grunde saetter Pris paa,
det vil sige de store Beromtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens
Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premieren som til en anden
stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer
sig selv, lader sig det ved sine forste Forestillinger vaere
magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der
betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flaeng. For at blive
indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlaeggelsen af forhojet
Pris kan hente Billet til alle Premierer, maa man allerede indtage en
meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have
saerligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente laenge, ofte
aarvis, til der ved Dodsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt
det er at komme paa de parisiske Premierelister, ligesaa urokkelig
sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.
For erhvervede Rettigheder har Franskmaendene en umaadelig Respekt. Et
karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar
siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en
ny Direktor. Da Dagen naermede sig for Saesonens forste Forestilling, gik
han med sin Generalsekretaer Listen igjennem over de Personer, hans
Forgaenger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af
Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man forst ved at
forhore sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden
Oplysning om. En Frigaenger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet
Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissor, til Skuespillere, man
gjennemsogte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker
til Theatret; forgjaeves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente
Direktoren, det kunde jo muligvis vaere, at han engang havde vaeret anonym
Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og
han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under
Proven og onsker at tale med Direktoren. Direktoren kan Ingen modtage nu,
bliver der svaret. Herren traenger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,
for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og ojeblikkelig
farer naturligvis Direktoren bort fra Proven for endelig at faa at vide,
hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en
lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb
med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage
Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg vaere
til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg
nu selv flytter fra Byen, onskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret
hidtil har vaeret saa god at sende mig, kunde gaa over paa min
Efterfolger." Hr. Durand var Skraedder; han havde for en Snes Aar tilbage
syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at
betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.

Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent
fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,
ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I
Regelen gaar deres Tilvaerelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.
Durands. Naar man horer til det stadige Premierepublikum, har man den
eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.
Man horer til "Tout Paris", man horer til de Toneangivende. Den gamle
Adel existerer ikke laenger, men Premierepublikumet er traadt i Stedet for
den. Ved de rigtigt store, opsigtsvaekkende Premierer leverer endogsaa
Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over
alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.

Uden tvingende Nodvendighed giver folgelig heller Ingen Afkald paa den
eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke
afhentes, er der hundrede Ansogere. Ved de store Theatre faaer de mest
Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktoren dem mod det
Fire-Femdobbelte af forhojet Pris til Billetsjouerne, der saa driver
Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent
forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar
undtages Theatre francais, hvor Parterret og overste Etage altid skal
saelges ved Kassen, afhaendes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme
Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas
tilkjobs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have
vaeret i Huset ved en Premiere, selv om man Intet har kunnet se eller hore
af Stykket, det er allerede en stor Ting.

Naar Bladene den naeste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har
de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en saeregen, udforlig
Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har vaeret i Theatret af
Beromtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besogt dem i deres
Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere
Dage efter er Premieren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har
vaeret til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Ojne. De
overhaenges af Venner og Bekjendte, de sporges ud, de maa fortaelle og
fortaelle om den store Begivenhed, som havde de vaeret med til et Slag, ved
hvilket Nationers Skaebne afgjordes.

Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Praeg af Fest. Herrerne kommer
i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Ojet kiger ind i de
lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa
Brystvaernet og fylder Salen med en tung, duftmaettet Atmosphaere. Endogsaa
helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af
Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,
guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der
omhyggeligt studeres, mens Taeppet er oppe og Klakken paa Baenkene foran
med sine loftede, applauderende Arme spaerrer Udsigten til Scenen. De unge
Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premieren, men
ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned
i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene
Tommelfinger i Vestens AErmegab og med den anden Haand stottet tungt til
den guldknappede, slaeber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine
Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,
som var de dybt kraenkede over af Hensyn til deres Ven Direktoren ikke at
have kunnet lade deres saedvanlige Parketplads staa ledig og endelig
skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjor det af
med dem til Slutning.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26