Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".
Franskmaendene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Straeben og sende blaa
Cigarringe og blaa Dromme op i Luften. De gaar los paa Realiteten. Det er
det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Raekke af unge
Malere har i Virkeligheden ingen anden Laeremester end Naturen. Det er
ogsaa derfor, at man kun i hojst uegentlig Forstand kan tale om en
moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gerome og Bonnat kan
ikke siges at have skabt Skole; de har kun vaekket og udviklet en Kreds af
Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
unaegtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Storsteparten
soger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmaend og
Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
Naest efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den storste Rolle.
Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme AEre nylig er bleven tildel, kappes
om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
Vaelten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrom har ligeledes baade
Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
Arbejder udstillede.

"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenvaerende Industripalads i
Champs-Elysees, er Braendpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
At alt det skulde vaere virkelige Kunstvaerker, er nu naturligvis umuligt,
saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Aflobsrende
for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
Seze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Ojeblik sammen for at
praesentere Publikum deres Vaerker, hvor de kan komme til det. Det horer
snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
vaere en By af Malere. Svaert skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
ikke en Neveu eller en Faetter, saa er der i ethvert Tilfaelde en Niece
eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse aeldre eller yngre
Frokener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
de Frokener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, for han har "korrigeret"
deres Billede, hvilket naesten altid bliver ensbetydende med, at han gjor
det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
kan taenkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjor Ingenting, de
hjaelper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto hojere naaer
dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Vaerker, der vil leve
bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
har frembragt.

[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]

Kan man saa fortaenke Pariserne i, at denne Salon for dem er
Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
gjore, maa spaerre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
Nyhedsjaegerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
jour de vernissage_, er en af de allerstorste Pariserdage, Oprindelig
skulde det kun vaere Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
for at gjore sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophaengte
af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtraek af Fernis, som de ikke
maa have, naar de indsendes til Bedommelse. Men efterhaanden er det
blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprove. Har man
nogensomhelst Pretensioner paa at hore til den Part af Befolkningen, der
taeller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
Elleve er alle Salene proppede fulde; man stoder paa en Beromthed for
hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
om alle Hovedvaerkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
at Afgjorelsen traeffes, om det er en daarlig Salon eller en af
Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum faelder, bliver
ligesaa sjeldent underkjendt som Premierepublikumets i Theatrene.

I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
fine Verden har ligesom i Theatre francais og Operaen sin bestemte Dag,
Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
Kunstbetragtninger uden at lobes paa AErmet af den store Maengde, koster
Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
Man siger, at man har vaeret nodt dertil; Tilstromningen er i hele
Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet naesten ikke kan
rumme Publikum. Alle maa have vaeret paa Salonen, for hvor man kommer hen,
tales der ikke om Andet. Hojst karakteristisk er det, at Aviserne, der
kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
bliver laest. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
Salonartikler horer til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
Tvivl om, at Interessen for den naest efter Theatersvaermeriet i hvert Fald
er den af alle aandelige Interesser, der er staerkest og har bredt sig
videst ud i det moderne Paris.

[Illustration: Bonnat]

LITTERATUR OG AVISER.

Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
stadig at vaere fuldstaendig paa det Rene med den litteraere Produktions
Omfang; Antallet af de litteraere Fodsler kan opgives med samme
Nojagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Ojeblikket
belober de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
Volumina foroger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter forst, naar de er
slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.

En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Lobet af en
Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
gjor det, lader dog deres Boger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
den er rent forsvindende. Den indskraenker sig saa at sige til nogle
provencalske Digtsamlinger i Avignon og Nimes. Selv Byer som Marseille og
Lyon giver sig ikke af med at trykke Boger. Som alt Andet er ogsaa hele
det litteraere Liv centraliseret i Paris.

Men man maerker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjor _"grande
besogne"_, men den gjor ikke stort Sprael. Udkommer der et nyt Vaerk af
Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vaekker det Opsigt ganske vist og
bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Boger, der har en
saadan Evne til at samle Opmaerksomheden og blive Dagens Lover. De fleste
kommer til Verden i al Stilhed og gjor deres Karriere uden Allarm. En
Roman kan vaere trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
den har staaet naevnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Ojeblik
har vaeret et braendende Thema for Konversationen. Paris er ingen litteraer
By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
at beskjaeftige sig med, til at den kan vaere det.

Pariseren i Almindelighed laeser heller ikke meget. Han gjor det, saalaenge
han er ung, for han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
den aeldre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han traeder ind i
Livet som Mand, har han ingen Stunder laenger til Laesning. Forretningerne,
Kampen for at gjore Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
uendelig; saetter han ikke alle Evner og Kraefter og Tanker ind paa at byde
den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
Gjerning ved, kan han beskjaeftige sig med. Og naar der endelig engang
imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervos overanspaendt til at
kunne soge den i Boger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
ikke koster Besvaer. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjaelp veed han
altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Fode tilfredsstilles
rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover straekker hans
Laesning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.

De laeser nemlig; de gjor det baade for sig selv og for Maendene med, og de
gjor mere end det: de kjober Boger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
Pariserinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
hun laeste bestandig. Paa hver storre Station, hvor Toget stoppede, var
hun strax ude for at kjobe Boger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
hendes Bibliothek var under Rejsen blevet foroget med fem og tyve Bind,
Det er allevegne i storre eller mindre Grad Damerne, som den skjonne
Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere laeselystne, de
har ogsaa baade mere Otium til at laese og flere Penge til at kjobe Boger
for end andetsteds. Og saa er de desuden nodte til at kjobe.
Lejebibliotheker existerer ikke tilnaermelsesvis i det Omfang som for
Exempel i Skandinavien og Tydskland, Laeseforeninger og Laesemapper er
Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
Hovedstotte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
af sin litteraere Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
fransk Roman, der gjor Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
tydske Forfattere, der er saa populaere som Spielhagen og Heyse, i Regelen
maa nojes med fire, fem af samme Storrelse.

[Illustration: Emile Zola]

Dette betydelige Salg gjor, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
Talent; kan leve frit og uafhaengigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
kommer det karakteristiske Traek hos Franskmaendene igjen, at de kun kan
passionere sig for hvad der gjor Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, fojede sammen til store
Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
Regelen mangler. Han kan gjore Fruen Foraeringer med sine Skitser, han kan
tegne Portraeter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbojelig til at
gjore Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
ud i selskabelig Elskvaerdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
Zola: at han er en ren Bjorn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
Talent og den Esprit, som man finder i deres Boger, og bekymrer sig ikke
synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
Omstaendighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
sejle deres egen So. For Malerne har den _Ecole des beaux-arts_ og _Prix
de Rome_ og Salonen og Kjobet af deres Billeder til de talrige offentlige
Gallerier, for Forfatterne Ingenting, hojst engang imellem en lille
Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understottelser paa Statens
Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelonninger for de
bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstaendig
privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
Indtaegt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
det allerbedst ved Fordelingen af sine AEreslegionskors. For hvert, der
gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
have graa Haar, for der taenkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har vaeret paa Alles Laeber, ikke
engang Riddere.

[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]

Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok
en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,
Udodelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie
er som saa mange andre blegnet svaert med Tiden. Der har efterhaanden i de
privilegerede Laenestole siddet Raekke paa Raekke af Folk, hvis Adkomst til
Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang
frabede sig den AEre at vaelges ind i Kompagniet. Positionen, som det
skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage naermest kaldes rent
illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan
saameget som blot naevne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et
af sine mange penge- og modlose Ojeblikke det Raad af sin Forlaegger: at
forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i
Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Laeser til og endnu mindre en
Kjober," svarede Digteren, "Vil jeg vaere laest, maa jeg gjore mig til
Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."
Han taenkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det
lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.

Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og
han vilde da uden Besvaer kunne vaere kommen saa hojt tilvejrs paa Lykkens
gronne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer
man at sige. Det er et Postulat, der i hoj Grad traenger til Bevis.
Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De
raekker dem i Frankrig materielt en hjaelpende Haand af den allerstorste
Betydning, og en Haand, der med Begjaerlighed gribes af Alle. Selv om en
Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,
tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig
med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve
Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Boger er saa
billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlaeggeren ikke kan
betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens
Indtaegt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar
der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa lober det jo ganske vist
op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjaelper med dertil?
Selv den mest renommerede og mest laeste af alle moderne Romanforfattere,
Daudet, selv en saa fabelagtig populaer Skribent som Jules Verne naaer kun
sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repraesentere en Sum paa fyrretyve
tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.
Fem, sex Oplag er allerede ganske paent for en almindelig Roman. Men med
Indtaegterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve
i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. For hans
Fortaelling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den
betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.

Feuilletontrykket bliver folgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt
Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en
halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,
ikke at tale om den mylrende Maengde af literaere Uge- og Tidsskrifter. Af
Oversaettelser ser man hojst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter
kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde
anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid
en Forlaegger, der er villig til at udgive Fortaellingen som Bog;
Publikummet er tilstraekkelig stort, til at Afsaetningen stadig stiger, jo
mere bekjendt Arbejdet bliver.

[Illustration: Alphonse Daudet.]

Til Feuilletontrykket for Bogudgaven kommer yderligere de mange senere
Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser
skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de
kjender til Oversaettelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet
indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det
onsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er
blevet enigt med "Societe des gens de lettres". Dette Selskab modtager et
Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets
Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og
fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et
saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede
Francs engang, men der er saamange smaa Baekke, at de alligevel til
Slutning gjor en Aa. Det horer ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman
bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den
saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der
overhovedet ikke kjendes i Frankrig.

Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,
anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de storste af dem
bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjor sig til stadige,
saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"
endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab
findes Navne som Legouve, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John
Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der
er i hele den franske Skjonliteratur ikke een fremragende Personlighed,
som ikke har vaeret mere mere eller mindre naert knyttet til "Figaro", der
er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vaelten--ja, man kan gjerne tage
selv de lyriske Digtere med--naeppe nogen, som ikke samtidig er
Journalist. Indtaegtssporgsmaalet spiller derved ikke den afgjorende Rolle
alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler
godt. Den forste Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to
hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et saerlig fremragende
Navn, der staar under; bekjendte "Kronikorer" som Albert Wolff eller
Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige
Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en
Journalist med noget Talent. Men det Vaesentlige, der samler alle Evner
omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for
Dag mere og mere kommer til at indtage.

Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske
Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa
Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke vaere
Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen
uden at beskjaeftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmaendene
forst bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvaettes stor.
Desuden tillader et Pariserblads Okonomi ikke de umaadelige Udgifter, som
Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at vaere
velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de
franske derimod snart utaellelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er
begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.
Abonnentkredsen bliver derved nodvendigvis meget indskraenket. "Figaro",
der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de
ansete Pariserblade ikke gjore Regning paa et Oplag af mere end mellem ti
og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa
godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter
daekkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine
Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om
Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades
Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har
Laesekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjor i de senere Aar
ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske
Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes for Krigen kun
var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu
mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "Republique francaise", "Debats"
eller endogsaa "Liberte" soger bestandig at gjore sine Laesere Rede for
Alt, hvad der haender i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal
alligevel forandre sig, for de paa dette Omraade kan naa deres
engelske Kolleger.

I alle Sporgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod
baade bedre betjente og har storre Magt end noget andet Lands Presse. Som
Franskmaendene er fodte Talere, er de ogsaa fodte Journalister. Adskillige
af deres mest udpraegede Nationalejendommeligheder kommer dem herved
tilgode, forst og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al
unodvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal
forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i
en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfaelde i en Frase, der slaar
ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i
deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget
op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nodvendigt, for at
det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink
endnu holder Laeserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til
anden, den vaekker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar
man er faerdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad
der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne
til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan
ikke Andet end betydeligt foroge Indflydelsen, som Pressen altid maa ove
i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen
er ubegraendset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres
Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som
sikkrest og lettest forer enhver AErgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes
Redaktionskontorer staar Dorene aabne paa vid Gab til alle Statens
overste Poster. Deputerede, Praefekter, ministerielle Embedsmaend, selv
Ministre og Gesandter vaelges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte
sin Karriere i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de
Republikens Maend, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er
kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Raekke Artikler i
"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene
er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en
Retraite fra den. De har vaeret det for begge den tredie Republiks to mest
fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store
Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "Republique francaise", og for
Jules Simon, der som Direktor for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i
Bladet. Det er Traek, der tilstraekkelig tydeligt karakteriserer Pressens
Position i det franske Samfund.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26