Fra det moderne Frankrig

R >> Richard Kaufmann >> Fra det moderne Frankrig

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26

Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.
Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the
PG Online Distributed Proofreading Team

FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJOBENHAVN.

1882

I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog vaeret en jaevnlig
Gjaest i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjaerere og kjaerere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er folgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
vaere en Fremmed, der er paa Besog. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Ojne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortaelle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmaend.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtommende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst folt,
hvor langt udforligere han maatte vaere, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nodte de Graendser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde AEmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Laeserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen foler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Ojne. Han har ikke vaeret
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe staerkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjaest han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden naermest. Han vil
fole sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Laesere kan vaekke den samme
Kjaerlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.

INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjorenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Praesident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det rode Paris_

_Paa Borsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Sondage ved Paris

_Parisere en evidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebaeltet

Samfundets Bundfald

_Kafe- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis

PARIS OG PARISERNE.

Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer forste
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Faerdsel endnu;
for Midnat laengst er passeret, taenker Paris ikke paa at laegge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soireepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrommen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kafestol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Oje og Ore. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetraetheden dog gjor
sin Virkning gjaeldende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvaeldet,
blaendet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
forste Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
maerkvaerdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vaekker,
at han gaar i Seng. Naar han den naeste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastvaerk for at komme ud igjen. Han synes, han har vaeret laenge i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Faenomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
forste Gang. Man har hort saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der naesten forskraekker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmaessige Folelse af, at Tiden vil gjore En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.

Dette forste Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
vaere bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesogets tumlende Faerd dukker den forste Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blaending, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Ojeblik horer op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Operas
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvaeldende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde saette Indsegl paa
Byen og sige: dette er storre end selv det antike Rom, storre end Noget,
hvortil Menneskeslaegten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophae, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har fodt, et Vaerk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den maegtige
Hvaelving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vaeldige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knae og graede. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Trophae: Le Depart.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: forst og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjonneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vaegge er lutter farvede aedle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens graeske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde vaere nok til at gjore en hel Stad
beromt. For hver Gadeende naesten moder Ojet et arkitektonisk Storvaerk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmaerker som Chateau-d'Eau-Pladsens
vaeldige Republikstatue, som Vendome- eller som Frihedssojlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de storste Skatte fra alle
Kunstskoler, Musaeer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Oje og Aand maettes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forforerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjore Livet skjont og lykkeligt at leve i Ojeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da vaere Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske or af Berusning og Begejstring. Den sode Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sodme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har dromt.

Der er jo imidlertid den Omstaendighed ved enhver Rus, at der uvaegerligt
folger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tommermaend. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjore det til.
Paradiser horer nu engang til den Slags Sager, som ikke laenger existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han horer op med at see Paris i Skjaer
af et flygtigt Feriebesogs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tommermaendsindtjykket. Og jo storre Rusen har vaeret, desto staerkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk horer til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tommermaendene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa laenge det skal vaere, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrobeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang horer Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klaede ganske kjont, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive traet af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin forste Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forlob. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder storst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besog af Gjaester belobe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig taelle omtrent to hundrede
tusinde Udlaendinge.

Sin Forkjaerlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjaerlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjore. I de store
Hovedtraek idetmindste er det ikke svaert at sige, hvad der vaekker
Velbefindendet, som man foler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, forst de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, traebeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan traenge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armee af Arbejdere. Det franske Kjokken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Folge deraf den, der
stiller de storste Fordringer. Der er ingen Primor, som ikke kommer forst
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Ojeblik den er taenkt. Fornojelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vaelge ganske efter sin Smag og sine Midler og behover
dog aldrig at vaere bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtaenkt for at gjore Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin hojeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Hoflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjaerne, som er ikke mindre aedel, end Skallen er skjon og lokkende. Er
Paris det materielle Velvaeres By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfaeldet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molieres og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utraettelig
Propaganda alle den moderne Taenknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slaegt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berommelig Fortid, som der haenger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det naesten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er maettet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Laere;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de foler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfloje den tydske og italienske, den
franske Skjonlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Laerde og
Videnskabsmaend som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belaering og
Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjor Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjore Hvilen sod. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Ojet aabent til at se og Tanken aaben til at laere traenger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Staeder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstraekkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Forst den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispraeg over Poisonniere og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret stoder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dodelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive traet
eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man foler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrommer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen orkeslos Lediggjaengers misundelige Oje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affaerer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vaelge sit
Selskab, som man vil. Vil man vaere Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behover kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Orken. Man kan bo aarvis Dor om Dor i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Traenger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Praesentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalaenge han lyster. Den nivellerende Nutid vaelter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsaettelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har vaeret det laenge, ligefra Republikens
Praesidents ned til Millionaerens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, hore paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behover ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er hojst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjaelder for den enkelte Kreds,
gjaelder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vaelger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at soge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kafeer,--Ingen sporger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke laenger til Theatrenes Premierer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forlob kan det da passere, at man traeffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en beromt Kommunist.
Han moder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjore sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjaestevenlige
Pligt at imodekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og traekker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Vaerten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjaesten kan folge sit Lands Skik og Brug. Det er haendet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlaending, hvilken Nation han end tilhorer, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, haenger sammen
med saerlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Haevd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefaerd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjonneste Drom,
hvis hojeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dommer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlaendinge, nydelseslystne Lediggjaengere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at vaere et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom hojst en for hvert tusinde Udlaendinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevaegelige. De
holder af at laegge saa staerkt Solskin over Alt, hvad der haender, som der
kan laegges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjor Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke taenkes noget taknemmeligere Folkefaerd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og gronne Skove. Det gjor dem til store
Fantaster og til store Born. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har slojfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslaegten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjor Mennesket staerkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kraefter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Laeben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Laeben, hvormed
de har forlost saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjor dem til et saare opmuntrende og fornojelig Folkefaerd at
leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Orkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nodt til at
vaere det, Kampen for Livet gjor det til Selvopholdelsespligt. Det blode
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spaender Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
lofter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at lobe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Hoflighed. Man er indifferent, kold, ufolsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imodekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnodvendighed, Livet i Mylderen vilde vaere uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og stode hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nodig selv vaere mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man vaere at traede over Fodderne uden Nodvendighed,
derfor hjaelper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetraengslen, er det overalt. Man moder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besvaerlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske traenger
til, kan han naeppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Haederligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklaere sig insolvente begjaerede de Opsaettelse og betalte
siden aerligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Borskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slaegtninges og Venners Hjaelp Udveje for Pengene og
modte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26